Gå til indhold
Denne unikke himmelseng af Poul Henningsen kan ses på Bruun Rasmussens internationale eftersyn fra på torsdag den 13. september kl. 15.
Denne unikke himmelseng af Poul Henningsen kan ses på Bruun Rasmussens internationale eftersyn fra på torsdag den 13. september kl. 15.

Pressemeddelelse -

Pouls himmelseng og Finns høvdingestol: danske designperler under hammeren

En unik himmelseng af Poul Henningsen og Finn Juhls ikoniske "Høvdingestol" er blandt højdepunkterne, når Bruun Rasmussen svinger hammeren over sjældne møbler og designklassikere i København i september.

Når Bruun Rasmussen sætter gang i efterårets internationale auktion i Bredgade, sker det med et stort udvalg af danske designmøbler fra perioden 1920 til 1970. Udvalget byder både på klassikere fra nordens designere, men også overraskelser i form af sjældne møbler fra de tidlige år af dansk designhistories guldalder.

En af disse sjældenheder er en unik himmelseng designet af Poul Henningsen. Sengen med de balusterformede søjler blev udført på bestilling til PH’s svigerforældre på Dronninglund Slot i Nordjylland, hvor han stod for genopførelsen af bygningens stald- og avlsbygninger. Siden har himmelsengen været i privat dansk eje, men blev udstillet på museet ”Kunsten” i Aalborg i forbindelse med arkitektens 100-års jubilæum.

Poul Henningsen er med sin enestående belysningskunst en velkendt gæst på vores auktioner, men denne gang er det også lykkedes os at få fat i en unik himmelseng fra omkring 1926. PH var særdeles produktiv i disse tidlige år af sin karriere, og på verdensudstillingen i Paris i 1925 præsenterede han den første variant af PH-lampen, der står som en af de største milepæle i dansk designhistorie. Hvad langt færre ved er, at han i 1920’erne også formgav nogle ganske få møbler, himmelsengen er én af disse. Her har PH endnu ikke fundet frem til sit rendyrkede modernistiske formsprog. Sengen giver et godt indblik i de designmæssige udtryk, PH arbejdede med tidligt i sin karriere,” udtaler Peter Kjelgaard, leder af afdelingen for moderne design hos Bruun Rasmussen.

Klassikere fra Flemming Lassen og Finn Juhl

Derudover spænder auktionen over et stort udbud af sjældne designikoner som en Flemming Lassen-sofa udført i 1942 og samme designers lænestol “Husaren” fra 1935. Også Finn Juhls mest kendte møbelklassiker “Høvdingestolen” fra 1948 kommer under hammeren denne gang. Den betragtes som flagskibet i Juhls oeuvre. Den elegante stol er inspireret af brugsgenstande og våben fra Afrika og Oceanien og udført hos den faste samarbejdspartner Niels Vodder. Navnet fik den efter, at kong Frederik IX sad i den på Snedkerlaugets udstilling i 1949. Da Juhl efterfølgende blev spurgt af en journalist, om stolen nu skulle hedde "Kongestolen", svarede Juhl: "Kald den hellere en høvdingestol." 

Usædvanlige art deco-stole

På auktionen præsenteres også to stole tilskrevet arkitekten Henning Hansen, som stammer fra omkring 1928. Henning Hansen er bedst kendt for sine bygningsværker som fx Frederiksberg Rådhus, mens hans virke som møbelarkitekt er langt mere ukendt. Oprindeligt var han udlært som snedker i Odense, men videreuddannede sig til arkitekt i begyndelsen af 1900-tallet på Kunstakademiet i København. Efter sin afgangseksamen rejste han rundt i Europa og blev i Grækenland tilknyttet École Francaise d’Athènes, hvor han deltog i udgravningerne af et af antikkens religiøse knudepunkter på øen Delos.

De udbudte stole er stærke repræsentanter for stilretningen art deco, der karakteriseres som et konglomerat af inspirationskilder lige fra avantgardekunstens fokus på geometri til tidens mange oldtidsudgravninger,” udtaler Peter Kjelgaard.

Auktion og eftersyn

Kig ind forbi eftersynet hos os i Bredgade 33, København, fra den 13.-17. september. Udover at være en mulighed for at kigge kommende designkøb efter i sømmene, er der også mulighed for at stille spørgsmål til eksperter fra Bruun Rasmussens designafdelingen. Eftersynet åbner torsdag eftermiddag med et foredrag af afdelingsleder i Moderne Design, Peter Kjelgaard, kl 14. Kl. 15 åbner eftersynet for gæster i hele huset. Selve auktionen afholdes den 27. september.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Relateret materiale

  • Helge Vestergaard Jensen: Meget sjælden, skulpturel lænestol med stel af teak. Sæde, ryg samt armlæn udspændt med nylonsnor. Vurdering: 60.000-75.000 kr. Hammerslag: 280.000 kr.

    Verdensrekord på lænestol af Helge Vestergaard Jensen!

    På dagens designauktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade var det de sjældne designikoner af navne som Flemming Lassen og Finn Juhl, der løb med toppriserne. Men aftenens store overraskelse blev imidlertid Helge Vestergaard Jensens skulpturelle lænestol, som gik til fire gange vurderingen og endte på 280.000 kr.