Gå til indhold
Sjældne skalstole af en af dansk designhistories kvindelige formgivere, Grete Jalk, på Bruun Rasmussens auktion d. 10. juni
Sjældne skalstole af en af dansk designhistories kvindelige formgivere, Grete Jalk, på Bruun Rasmussens auktion d. 10. juni

Pressemeddelelse -

Kvindelige møbeldesignere i fokus

I 2021 sætter Bruun Rasmussen i lighed med en række museer fokus på kvindelige kunstnere og formgivere. Det gælder også for kvindelige arkitekter, der i dansk designhistorie primært er blevet overset i modsætning til deres mandlige kollegaer. Bruun Rasmussen udbyder på deres kommende auktion i Bredgade den 10. juni bl.a. møbler af Grete Jalk og Rigmor Andersen – to af de danske kvindelige arkitekter, der ikke har fået den anerkendelse, som de har fortjent set i lyset af deres ellers enestående formgivning.

Når det gælder den danske designhistorie fra guldalderperioden 1920-70, er der kun ganske få kvindelige arkitekter, der har fået en plads i solen. Møbler tegnet af kvinder har heller ikke været genstand for samme kommercielle succes set i forhold til dem, som har forladt tegnebrættet hos deres mandlige kollegaer.

Manglen på ligestilling indenfor møbelkunsten er til at tage og føle på, og Bruun Rasmussen vil gerne biddrage til for alvor at skrive kvinderne med ind i den gængske fortælling om dansk design.

Grete Jalk og de ikoniske skalstole

En af dansk designhistories kvindelige formgivere er Grete Jalk, der på Bruun Rasmussens kommende auktion er repræsenteret med et par af sine sjældne skalstole.

Den opsigtsvækkende sløjfeform gør stolen til et teknisk udfordrende resultat af det spor, hun bevægede sig ind på i begyndelsen af 1960’erne med formbøjet finér. Hun tegnede stolen for P. Jeppesen, som udførte den i kun ca. 300 eksemplarer. I dag er det ikoniske møbel sat i produktion igen, men Bruun Rasmussens udbyder et par af de originale eksemplarer.

Stolen, der nu kaldes ”Bow Chair”, vandt i 1963 en international designpris og blev efterfølgende erhvervet af Museum of Modern Art i New York.

Jalk var visionær, ambitiøs og utraditionel i sin tankegang og er nok den af de kvindelige arkitekter, der stod mindst i skyggen af mændene. Hendes karriere har sat dybe spor i formidlingen af dansk design – hun var medarrangør af Snedkerlaugets Udstillinger og redaktør på designbibelen ”Dansk møbelkunst gennem 40 år, 1927-66”

Grete Jalk: Et par skalstole af formspændt teak finér. Model PJ 9/1. Formgivet 1963. Udført hos P. Jeppesen, Store Heddinge. Vurderet til 300.000-500.000 kr.

Rigmor Andersen og den ”Klintske” møbelskole

Arkitekt Rigmor Andersen er også en del af fortællingen om den manglende anerkendelse. Paradoksalt nok, for hun står som en af de vigtigste talerør i formidlingen af den ”Klintske” møbelskole i kraft af sit virke som lektor ved kunstakademiet.

Andersens temperament var styret af beskedenhed, og for hende blev møblet aldrig et prestigeprojekt, men helt i mellemkrigstidens funktionalistiske ånd et led i at skabe en bedre tilværelse for mennesket. Hun var i 1920’erne elev af dansk møbelkunsts førstemand Kaare Klint og arbejdede under sine studier for Poul Henningsen med udformningen af den klassiske PH-lampe.

Efter endt uddannelse blev hun i 1929 Klints mest betroede medarbejder og var ofte den styrende kraft i tegnestuens projekter. Her var ophavsretten ikke så tydelig, så i praksis var det nok Andersen, der ikke blot tegnede skitserne til mange af Klints møbler, men også var med i formgivningen – det gælder f.eks. den lille variant af ”Den Røde stol” fra 1929.

Sideløbende med sit arbejde for Klint og i sit senere virke formgav Rigmor Andersen også en række møbler i eget navn. Hvor usandsynligt det end lyder, fremstår de som en endnu tydeligere afklaring af klints stringente og rationelle principper.

På Bruun Rasmussens auktion repræsenteres Rigmor Andersen med en række af sine egne møbler – et bord og et klædeskab fra 1960’erne foruden en reol og et skuffemøbel i oregonpine, tegnet til Kvinderegensen i 1931.

Rigmor Andersen, Annelise Bjørner: Todelt gateleg spisebord af mahogni med to D-sektioner med opklappelige plader. Vurderet til 20.000-30.000 kr.

Rigmor Andersen: Klædeskab af Oregon pine og mahogni med to låger, bag hvilke hylder, skuffer og bøjlestænger. Vurderet til: 20.000-30.000 kr.

Rigmor Andersen: Reolvæg af oregonpine bestående af fem bogreoler og skab monteret på sortlakerede sokler. Udført hos Rud. Rasmussens snedkerier. Vurderet til 25.000-30.000 kr.

Rigmor Andersen: Skuffemøbel af oregonpine monteret på sortlakeret sokkel. Fire skuffer med greb af mahogni. Udført hos Rud. Rasmussens snedkerier. Vurderet til 15.000-20.000 kr.

Finsk fugl, feinschmeckernes Finn Juhl og et prinsesseskrivebord

Med på auktionen er der også masser af ikoniske møbler fra disse kvindelige formgiveres mandlige kollegaer.

Birger Kaipiainens fugleskulptur af jern og keramikperler fra 1960 er nemlig fløjet på auktion og er med sit mønstrede udtryk overraskende tidens ellers modernistiske og enkle strømninger taget i betragtning. Kaipiainen skilte sig da også ud fra sine samtidige og står i dag som en af Finlands allerstørste keramiske kunstnere.

Alle inkarnerede designentusiaster bør også lade øjnene hvile på Finn Juhls ”FJ-45”-stol. Det er et af de allerførste eksemplarer af dette elskede møbel, og den vakse iagttager vil hurtigt opdage, at stolen her er mere bastant i sit udtryk end senere versioner, hvilket gør den til et særdeles eftertragtet samlerobjekt.

Med på auktionen er også Jacob Kjærs ”Prinsesseskrivebord“ af riopalisander, som blev formgivet i 1950. Det opnåede hurtigt anderkendelse, og et lignende eksemplar blev i 1958 givet i gave til Dronning Margrethe i anledning af hendes 18-års fødselsdag.

Birger Kaipiainen: "Perlefugl". Stor fugleskulptur af patineret jern beviklet med metalwirere besat med blå-, grå- og bronzefarvede keramiske perler. Vurderet til 300.000-500.000 kr.

Finn Juhl: "FJ 45". Lænestol af nøddetræ. Betrukket med grønlig grå uld. Udført hos snedkermester Niels Vodder. Vurderet til 100.000-125.000 kr.

Jacob Kjær: "Prinsesseskrivebord" af riopalisander. Front med tre skuffer. Top med jalousilukke. 150.000-200.000 kr.

Bruun Rasmussen afholder auktion for moderne design torsdag d. 10. juni kl. 16 i Bredgade.

Se alle auktionsdatoer samt datoer for eftersyn HER 

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første Netauktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de Traditionelle Auktioner, de daglige Netauktioner og seneste skud på stammen, Direkte Auktion. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Relateret materiale

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum