Gå til indhold
Vilhelm Lauritzen: Unik 1,5 personers sofa (1934). Vurdering: 200.000-250.000 kr.
Vilhelm Lauritzen: Unik 1,5 personers sofa (1934). Vurdering: 200.000-250.000 kr.

Pressemeddelelse -

Sjældent dansk design fra 1930’erne på auktion

Flemming Lassen, Vilhelm Lauritzen, Salto og PH – vi dykker ned i den allertidligste periode inden for dansk modernisme med en række af de mest exceptionelle og sjældne designperler fra 1930’erne på årets første internationale auktion hos os i Bredgade.

"Når man taler ”Danish Modern” gælder det primært guldalderperioden i årene 1949-1970, men på årets første auktion i Bredgade spoler vi tiden bagud til 1930'erne – til den allertidligste periode af dansk modernisme, som den udspillede sig inden for både møbelkunst, belysning og kunsthåndværk," udtaler Peter Kjelgaard, leder af Bruun Rasmussens designafdeling. 

På det tidspunkt fulgte de danske formgivere nøje udviklingen i udlandet, hvor oplevelserne fra første verdenskrig manifesterede sig som et ønske om at reformere samfundet og skabe en bedre tilværelse. Med Bauhaus som bannerfører blev der udtænkt nye byplaner, boliger og møbler, som matchede det moderne liv. I Danmark blev den internationale modernismes radikale idéer sjældent udtrykt i deres reneste form. For de danske arkitekter var det afgørende, at fokus på form, funktion og nye materialer ikke skete på bekostning af mennesket og det gode håndværk. Derfor fik de første forsøg på en dansk fortolkning af den internationale modernisme i 1930’erne et mere blødt og humant formsprog end i udlandet.

Den trætte mand og fruens unikasofa

Blandt auktionens møbler fra 1930’erne får man mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af de mest exceptionelle og sjældne designperler fra perioden. Et pudsigt sammenfald er, at en række af højdepunkterne er formgivet omkring 1935. Vi indleder med en af tidens største klassikere, nemlig Frits Henningsens ”Øreklapstol”, mens den fremsynede arkitekt Flemming Lassen står bag to af auktionens overpolstrerede møbler fra samme årstal i form af ”Den trætte Mand” og en sofa, der begge tager afsæt i hans karakteristiske fokus på håndværk og et nærmest naivt formsprog. Disse møbler er udført hos snedkermestrene A.J. Iversen og Jakob Kjær og fremstår med deres originale polstring. Vilhelm Lauritzen er repræsenteret med intet mindre end en unikasofa- og stol fra 1934, hvoraf førstnævnte er betrukket med sit originale flot patinerede nigerskind. Disse møbler blev formgivet til ”fruens soveværelse” i Lauritzens villa på Øregårdsvænget i Hellerup fra samme år.

Saltos sublime stentøj

1935 er også året for en bojanformet grå stentøjsvase af en af dansk kunsthåndværks helt store mestre, Axel Salto, hvis mål var ”at skabe i naturens ånd”. Vasen hører til hans riflede stil og er modelleret med grene, frugter og blade, der i kombination med den krakelerede glasur giver det smukkeste organiske udtryk. Hans knoppede stil møder vi i en anden sublim stentøjsvase, som er dekoreret med den iøjefaldende syregrønne solfataraglasur og formgivet i 1944.

Fyrtårnet PH

Med arkitekten og samfundsrevseren Poul Henningsen alias PH er vi tilbage i årene omkring 1930 med en sjælden pendel, hvis matte glas er bemalet med en nærmest art deco-lignende dekoration af røde og grønne spiraler. Modsætningsforholdet mellem PH’s ønske om en rendyrket funktionalisme og denne bemaling gør lampen til et interessant eksempel på arkitektens leg med egne grænser. Vi byder også på en af hans hidtil usete værker – en standerlampe med skærme af grønt glas, som antages at være udført til Elektricitetsudstillingen i Tivoli i september 1930, hvor PH var repræsenteret på Louis Poulsens stand.

En ikke helt almindelig Jensen

Georg Jensen hører i høj grad også med til fortællingen om ”Danish Modern”. Mest kendt er brandet for sit kunsthåndværk med naturreferencer, og måske særligt drueklasen, som man på auktionen finder i mange variationer. Det gælder en kande, forskellige størrelser af den berømte drueopsats, flaskebakker og et par store lysestager – alt sammen formgivet af Georg Jensen selv i årene 1918-32.

Auktion: 7-8. marts i Bredgade 33 i København

Eftersyn: 22.-26. februar på samme adresse

Se hele udvalget af design, kunsthåndværk og belysning

Læs mere om auktionen

.

Related links

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Relateret materiale

  • Flemming Lassens sofa sælges her for 610.000 kr.

    Danmarks dyreste sofa solgt for 610.000 kr.

    Årets første designauktion i Bredgade er netop afsluttet med et imponerende rekordhammerslag på Flemming Lassens sofa fra 1935, der blev solgt for 610.000 kr. Det er den dyreste sofa, Bruun Rasmussen nogensinde har solgt.

  • Eftersynet i Bredgade med Michael Bevilacquas racerbil "No. 7" (2004)

    Eftersynet åbner i dag!

    Årets første eftersyn hos Bruun Rasmussen i Bredgade åbner i dag! Der er som altid kunst, design, antikviteter, smykker og armbåndsure i absolut særklasse - blandt højdepunkterne er et eventyrligt smykkesæt med grønlandske rubiner, unikke designikoner fra 1930'erne og et kontroversielt værk af den amerikanske kunstner Cindy Sherman.

  • Poul Henningsens sjældne pendel og Axel Saltos vase fra auktionen

    Salto og PH - forenklingens foregangsmænd

    Årets første auktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade fortsætter i denne uge med moderne kunst og design. Med på auktionen er en tidlig bemalet lampe af Poul Henningsen, der er inspireret af det samarbejde, lysmageren havde med Axel Salto i starten af 1920'erne, hvor de to lavede rumudsmykninger sammen. Det var før de fik deres internationale gennembrud på Verdensudstillingen i Paris i 1925.