Gå til indhold
To malerier af den danske multikunstner Storm P. kommer på auktion hos Bruun Rasmussen den 7. december. Værket ”Bag Manegen” er vurderet til 400.000-500.000 kr.
To malerier af den danske multikunstner Storm P. kommer på auktion hos Bruun Rasmussen den 7. december. Værket ”Bag Manegen” er vurderet til 400.000-500.000 kr.

Pressemeddelelse -

Storm P.s malerier på auktion

Nu har du mulighed for at få fingrene i to malerier af den danske maler og multikunstner Storm P. Værkerne kommer på auktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade den 7. december.

Humanist, gøgler, maler, tegner og som katten helt sin egen. Robert Storm Petersen, bedre kendt som Storm P., havde mange talenter og var ikke mindst kendt for sin satiriske streg, der blev dansk folkeeje.

Nu kommer to af multikunstnerens malerier under hammeren hos Bruun Rasmussen den 7. december.

Vi ser ofte Storm P.s karikaturer og illustrationer på auktion, men det er kun yderst sjældent, at vi har fornøjelsen af at udbyde hans malerier til salg,” fortæller Kathrine Eriksen, vurderingsspecialist i moderne kunst hos Bruun Rasmussen.

Cirkusgarderobe og maskefald

De to spor, scenens- og billedkunstens, krydser ofte hinanden hos Storm P., og i 1905 malede han cirkusgarderoben – et motiv, som fulgte ham gennem hans karriere, og som ofte blev genbesøgt.

Et af auktionens udbudte malerier ”Bag Manegen” er fra 1942 og i denne udgave af motivet, der er udført under besættelsen, optræder den aldrende kunstner som rødnæset fikspunkt i billedet iført et indadvendt smil og en lille hund ved sin side. Omkring ham står truppens øvrige medlemmer, den hvidmalede Pjerrot, den stærke mand i baggrunden og de robuste kvinder i stramme grønne trikoter. Det er ikke scenens magiske skær med optrædende artister iklædt påtaget munterhed, der her portrætteres, men maskefaldet efter forestillingen præget af melankoli og eftertanke. Sådan var det med Storm P., hvis munterhed ofte blev skildret med en slagkraftig skyggeside af alvor. Bag det dybblå scenetæppe strømmer et strålende gult lys og herved skabes en kontrast, der afsøger grænselandet mellem lys og skygge, drøm og virkelighed. I dette perspektiv er klovnen – kunstneren Storm P. – en skikkelse, der omfavner livets dualitet; en tragikomisk figur, der gennem komikken påpeger livets absurditeter og alvor.

Værket ”Bag Manegen” er erhvervet direkte fra kunstneren og siden nedarvet i familien. Det er vurderet til 400.000-500.000 kr. Se maleriet HER.

Det andet udbudte maleri med titlen ”Sommer” har bl.a. været i arkitekten og kunsthistorikeren Vilhelm Wanschers eje og er vurderet til 100.000-125.000 kr. Se det HER.

”Kunst er det, man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst”

Storm P. formåede som ingen anden at kombinere en letsindig, uspoleret livsfilosofi med skarp samfundskritik, hvilket betyder, at både hans vittighedstegninger og mange mindeværdige citater stadig er aktuelle i vores nutid.

Storm P. var blot 16 år, da han tog de første spæde skridt ind ad malerkunstens snoede stier. Han var aldrig interesseret i en direkte gengivelse af virkeligheden, men trådte fra starten sine egne veje. Da han søgte at komme ind på kunstakademiet, lød afvisningen fra arkitekten Thorvald Bindesbøll: ”Unge ven, hvis De lærer noget, mister De Deres talent!” Således indtog Storm P. fra begyndelsen en helt unik stilling i dansk kunsthistorie, som en genial amatør med en kæmpe koloristisk og dramaturgisk indsigt. Inspirationen fra blandt andet Edvard Munch, den tyske ekspressionistiske gruppe ”Die Brücke“ og Henri de Toulouse-Lautrec fornægtede sig ikke, men samtidig lyttede Storm P. til sin egen stærke kunstneriske stemme og forholdt sig tro mod sin egen viden og verdenssyn.

Livet var en scene

Drømmen om scenen forfulgte Storm P. livet igennem. Den unge kunstner færdedes ikke blot hjemmevant blandt vagabonder, men slog også sine folder på Dagmarteaterets skrå brædder og efterfølgende bag kulissen. Særligt varieteen, med dens skæve artistsjæle, originaler og excentrikere, stod hans hjerte nær. Han elskede den støvede atmosfære; projektørernes blændende lys, røgen, virvaret og orkesterets rytmiske larm – de barmsvære damer, stærke mænd, jonglører og linedansere – som et udtryk for, at livet er en scene, hvor alt kan ske.

De to udbudte malerier af Storm P. kommer under hammeren den 7. december kl. 16 i Bredgade. Se auktionen HER.

Bonhams' globale netværk
Bruun Rasmussen har nu været en del af Bonhams i mere end et halvt år. Auktionshuset samarbejder tæt med kunsteksperter fra internationale auktionshuse, deler viden og erfaringer og markedsfører kunstgenstandene fra auktionerne, de steder i verden det giver bedst mening til fordel for kunderne. Hos Bruun Rasmussen ser man frem til den fortsatte rejse sammen med Bonhams’ globale netværk. Samarbejdet betyder også, at Bonhams' internationale kunder kan byde med på Bruun Rasmussens aktuelle Traditionelle Auktion via bonhams.com.

Emner

Kategorier


”Første, anden, tredje. Solgt til fruen på første række“. Gennem 75 år har Bruun Rasmussen Kunstauktioner svinget auktionshammeren over kunst, antikviteter, design, smykker, armbåndsure og samlerobjekter i hjertet af København. Det var Arne Bruun Rasmussen, der i 1948 grundlagde auktionshuset i Bredgade 33, og indtil 2022 var familien Bruun Rasmussen ejere af virksomheden. I dag er virksomheden ejet af det britiske Bonhams – et af verdens ældste og førende auktionshuse.

Som en del af Bonhams hviler Bruun Rasmussen på et globalt netværk til gavn for både kunsten og kunderne, der har fået adgang til langt flere auktioner og markedets bedste hammerslag. Målet er til stadighed atmanifestere Bruun Rasmussen som et eftertragtet auktionshus med den højeste sagkundskab inden for vurdering og salg. Bonhams og Bruun Rasmussen deler kerneværdierne viden, troværdighed, engagement og fornyelse, og det gamle københavnske auktionshus bliver således ført videre i den velkendte ånd under Bonhams vinger.

Med den administrerende direktør Jakob Dupont i spidsen er der gennem årene gennemført en omfattende digitalisering, der har gjort auktionshuset til en markant spiller på det internationale marked. Med en solid erfaring og en indgående viden suppleret med den mest professionelle rådgivning og vurderingsservice er virksomheden bindeled mellem sælgere og interesserede købere fra hele verden. Hvert år sælges 70.000 unikke kunstgenstande på de tre typer auktioner – Traditionel Auktion og de to onlinebaserede Netauktion og Direkte Auktion.

Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum