Gå til indhold
En sjælden variant af Hans J. Wegners ”Savbukkestol” blev samlet solgt i to eksemplarer for 500.000 kr. på Bruun Rasmussens auktion for moderne design.
En sjælden variant af Hans J. Wegners ”Savbukkestol” blev samlet solgt i to eksemplarer for 500.000 kr. på Bruun Rasmussens auktion for moderne design.

Pressemeddelelse -

Wegners vidundere solgt for en halv million

Der var dømt dansk design i verdensklasse på gårsdagens auktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade. Her blev højdespringeren en sjælden variant af Hans J. Wegners ”Savbukkestol”, der samlet blev solgt i to eksemplarer for 500.000 kr.

Hans J. Wegner er svær at komme udenom, når man ser tilbage på dansk møbelkunsts storhedstid. De to stole er en del af hans serie af ”Bukkestole”, som han indledte formgivningen af i 1950’erne. I 1959 tegnede han disse egetræstole, der ikke tidligere har været set på auktionsmarkedet og adskiller sig fra de andre varianter af Bukkestolen ved det kraftfulde grafiske udtryk, de tilspidsede kileben og fraværet af sprosser mellem disse. Stolen blev præsenteret på Snedkerlaugets Udstilling i tilblivelsesåret og har været ejet af arkitekt og Kgl. Bygningsinspektør Svenn Eske Kristensen.

"'Bare en god stol' var Wegners mål, men han var aldrig selv helt tilfreds. Dog må man sige, at denne bukkestol virkelig er en god stol, fordi den er så klar og minimal i sin konstruktion. Samtidig er den smuk at se på, behagelig at sidde i og utroligt fint håndværk – med andre ord: En god stol. Så det er fuldt fortjent, at der har været rift om disse to sjældenheder,” fortæller Peter Kjelgaard, leder af designafdelingen hos Bruun Rasmussen.

Andet højeste hammerslag på Wegner

Stolene er det andet højeste hammerslag på Wegners møbler, som vi nogensinde har opnået hos Bruun Rasmussen. Andenpladsen deles dog med hans store unikakonferencebord, som vi solgte tilbage i 2015 for samme hammerslag, mens førstepladsen blev indtaget i foråret af et af hans sjældne ”Krokodilleskabe”, der blev solgt for 700.000 kr.

”Man kan ikke lave noget, der er endeligt!”

Sådan udtrykte Wegner sig i 1992, da han så tilbage på et langt liv i møbelkunstens tegn. For ham var det perfekte møbel en utopi. Opfattelsen gav sig udslag i en særlig arbejdsmetode, som han fulgte livet igennem. Mange af hans møbler fungerede som arketyper, der siden blev videreudviklet i andre variationer. Derfor kan man se reminiscenser af “Kinastolen“ i “Y-stolen", ligesom skaldesignet og foldemøblet blev et tema, han vendte tilbage til igen og igen. Wegner var således ikke bange for at eksperimentere. Hvert enkelt forsøg betragtede han som et stadie på vejen og fejlskud som en del af den kreative proces. ”Bukkestolen“ kastede han sig over i 1950’erne, og serien spænder fra den mest udbredte "Savbukkestol" til flere sjældne prøvemodeller for snedkermester Johannes Hansen.

Bag om stolens mester

Historien om Wegner handler om skomagersønnen fra Tønder. Han kom i lære hos den lokale snedkermester Stahlberg, og efter afsluttet snedkeruddannelse i hjembyen drog han i 1935 til København for at aftjene sin værnepligt. Her besøgte kan Snedkerlaugets Møbeludstillinger og indså, at han måtte dygtiggøres sig og blev derfor i 1936 optaget på Kunsthåndværkets Møbelskole på Kunstakademiet. Wegner fik dog aldrig færdiggjort sin uddannelse som møbelarkitekt, da han i 1938 blev ansat af Erik Møller og Arne Jacobsen til at tegne møblerne til det nye rådhus i Aarhus.

Wegners dobbelte baggrund banede vejen for hans indgående fornemmelse for træets egenskaber og enestående sans for formgivning. Han besad imidlertid ikke alene æstetiske og håndværksmæssige principper – møblerne blev også skabt på baggrund af dybdegående analyser af kropsstillinger. Wegner tegnede sin tids formsprog i 1950’erne og står som en af de mest markante og produktive formgivere i Danmark. Han udviklede sit særegne design som en kombination af moderne funktionelle former og gamle danske håndværkstraditioner. Resultatet er en lang række møbler, som er fulde af poesi, overskud og fantasi – og som fortsat står på ønskelisten hos mange designentusiaster verden over. Sammen med kollegaen Finn Juhl fik han sat dansk møbelkunst på verdenskortet, og de to blev de vigtigste eksponenter for ”Danish Modern“.

Emner

Kategorier


”Første, anden, tredje. Solgt til fruen på første række“. Gennem 75 år har Bruun Rasmussen Kunstauktioner svinget auktionshammeren over kunst, antikviteter, design, smykker, armbåndsure og samlerobjekter i hjertet af København. Det var Arne Bruun Rasmussen, der i 1948 grundlagde auktionshuset i Bredgade 33, og indtil 2022 var familien Bruun Rasmussen ejere af virksomheden. I dag er virksomheden ejet af det britiske Bonhams – et af verdens ældste og førende auktionshuse.

Som en del af Bonhams hviler Bruun Rasmussen på et globalt netværk til gavn for både kunsten og kunderne, der har fået adgang til langt flere auktioner og markedets bedste hammerslag. Målet er til stadighed atmanifestere Bruun Rasmussen som et eftertragtet auktionshus med den højeste sagkundskab inden for vurdering og salg. Bonhams og Bruun Rasmussen deler kerneværdierne viden, troværdighed, engagement og fornyelse, og det gamle københavnske auktionshus bliver således ført videre i den velkendte ånd under Bonhams vinger.

Med den administrerende direktør Jakob Dupont i spidsen er der gennem årene gennemført en omfattende digitalisering, der har gjort auktionshuset til en markant spiller på det internationale marked. Med en solid erfaring og en indgående viden suppleret med den mest professionelle rådgivning og vurderingsservice er virksomheden bindeled mellem sælgere og interesserede købere fra hele verden. Hvert år sælges 70.000 unikke kunstgenstande på de tre typer auktioner – Traditionel Auktion og de to onlinebaserede Netauktion og Direkte Auktion.

  • Hans J. Wegner- Et par sjældne Bukkestole af eg. Sæde og ryg udspændt med sjeneflet. Udført hos Johannes Hansen. Vurdering- 300.000-350.000 kr. Hammerslag- 500.000 kr
    Hans J. Wegner- Et par sjældne Bukkestole af eg. Sæde og ryg udspændt med sjeneflet. Udført hos Johannes Hansen. Vurdering- 300.000-350.000 kr. Hammerslag- 500.000 kr
    Licens:
    Brug i medier (kun for følgere)
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    7493 x 4123, 8,03 MB
  • Hans J. Wegner- Et par sjældne Bukkestole af eg. Sæde og ryg udspændt med sjeneflet. Udført hos Johannes Hansen. Vurdering- 300.000-350.000 kr. Hammerslag- 500.000 kr.
    Hans J. Wegner- Et par sjældne Bukkestole af eg. Sæde og ryg udspændt med sjeneflet. Udført hos Johannes Hansen. Vurdering- 300.000-350.000 kr. Hammerslag- 500.000 kr.
    Licens:
    Brug i medier (kun for følgere)
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    7698 x 3914, 7,28 MB
  • Hans J. Wegner- Et par sjældne Bukkestole af eg. Sæde og ryg udspændt med sjeneflet. Udført hos Johannes Hansen.
    Hans J. Wegner- Et par sjældne Bukkestole af eg. Sæde og ryg udspændt med sjeneflet. Udført hos Johannes Hansen.
    Licens:
    Brug i medier (kun for følgere)
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    1061 x 856, 437 KB