Gå til indhold
Vinterferien begynder i denne uge, og det får tusindvis af danskere til at køre på skiferie i udlandet.
Vinterferien begynder i denne uge, og det får tusindvis af danskere til at køre på skiferie i udlandet.

Pressemeddelelse -

En halv million på vinterferie i udlandet: Her er trafikreglerne bilister skal holde øje med

Forbered bilen og undersøg trafikreglerne før afgang, så du undgår en eventuel bøde på vinterferien, lyder rådet fra Applus Bilsyn: ”De mange lokale krav til vinterudstyr samt nye miljøzoneregler på vej til skidestinationen kan komme bag på danskerne”.

Over en halv million danskere triller i vinterferien afsted på skiferie i udlandet, vurderer Applus Bilsyn.

Både i 2016 og i 2020 foretog synsvirksomheden en undersøgelse blandt henholdsvis 2.589 og 1.451 bilister om bilisters rejsevaner i vinterferien. I begge tilfælde viste tallene, at knap hver tredje bilist kører afsted på vinterferie i udlandet – eller omkring 600.000 bilister.

- Danskerne er meget glade for at stå på ski i vinterferien. Det er en af de mest populære og fastforankrede ferieformer, og mange familier holder fast i den år efter år. Derfor forventer vi, at antallet af bilister, der kører afsted på skiferie til enten Norge eller Sverige eller sydpå til Tyskland, Østrig, Italien eller Frankrig, som er de mest sikre rejselande, vil være uforandret i år, lyder vurderingen fra John Gantzhorn, teknisk konsulent hos Applus Bilsyn.

Billedtekst: De lange køreafstande, timevis af uafbrudt kørsel og måske endda ekstravægt, fordi bilen er fyldt, presser en bil på turen, og det er ikke altid uden konsekvenser. 1.000 danske bilister måtte sidste år have vejhjælp fra SOS International i forbindelse med vinterferien i udlandet på grund af uheld og nedbrud.

Læs trafikreglerne før afrejse
Uanset hvilket land man rejser til, står man over for en længere køretur. Køreturen fra f.eks. fra København til Sälen i Sverige lyder på 800 km hver vej, og går turen fra hovedstaden til Kitzbühl i Østrig, når den samlede kørselsafstand op på 2.200 km.

Udover at forberede sig på en udmarvende køretur, bør man før rejsen også gennemgå bilen. Får man bilen kontrolleret i en synshal, har man et overblik over dens tilstand og kan udbedre eventuelle fejl før afgang og dermed reducere risikoen for mekaniske problemer undervejs.

Rejsehjemmesiden Standby.dk skriver, at 1.000 danske bilister sidste år måtte have vejhjælp fra SOS International i forbindelse med vinterferien i udlandet på grund af uheld og nedbrud.

Hold øje med nye miljøzoneregler
Herudover bør man sætte sig ind i lokale færdselsregler på vej til den endelige skidestination, lyder rådet fra Applus Bilsyn. Mange lande har forskellig skiltning, som kan være svær at læse, og så skal man holde øje med mulige miljøzoner og kravene til zonemærkater i forruden.

Nye regler træder løbende i kraft i de enkelte lande. Det gælder f.eks. i München.

Ifølge tyske ADAC har byen fra 1. februar udvidet forbuddet mod dieselbiler i emissionsklasse 4, så det nu omfatter den indre by samt den centrale trafikåre og motorvej, Mittlerer Ring. Omgåelse af reglerne takseres med en bøde på 128,5 Euro, inkl. tillægsgebyrer, skriver hjemmesiden. Sænker dette ikke emissionerne nok, ventes forbuddet også at omfatte Euroklasse 5 dieselbiler i oktober.

Billedtekst: Skal du gennem Tyskland, bør din bil altid være udstyret med et miljøzonemærke, så du er på den sikre side og ikke forbryder dig mod den strikse miljøzonelovgivning i og omkring 56 byområder. Undersøg hjemmefra hvilke byer du skal igennem, og om der findes nye regler for zonerne på din kørselsrute.

- Tjek op på de lokale regler hjemmefra og vær på den sikre side. I udgangspunktet har Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Italien alle miljøzoner i og omkring større byer med fast fotoovervågning. Et manglende mærkat takseres ofte med en efterfølgende bøde, som skal betales. Tyskland, som alle sydpå-kørende skal igennem, har 56 miljøzoner, og en miljøzonebøde koster mellem 80 og 100 Euro samt gebyrer, forklarer John Gantzhorn.

Modsat i Danmark er vinterdæk lovpligtige i vintervejr i lande som Sverige, Norge, Østrig og Tyskland. Enkelte lande stiller desuden krav om udstyr i bilen til vinterkørsel, bl.a. frostsikker sprinklervæske, snekæder eller om at medbringe snerydningsudstyr. Lejer du en bil i udlandet, så læs Forbrugereuropa.dk’s guide, ’Dine rettigheder ved billeje i udlandet’.

Fakta: Disse lande kan inddrive trafikbøder i Danmark
Via de danske myndigheder kan bl.a. disse lande pt. inddrive trafikbøder: Finland, Frankrig, Holland, Luxembourg, Norge, Polen, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
Kilde: Forbrugereuropa.dk

Denne nyhed er udsendt af:

Related links

Emner

Kategorier

Kontakt

John Gantzhorn

John Gantzhorn

Teknisk konsulent Tekniske aspekter omh. køretøjer og bilsyn +45 2558 9008

Om Applus+ Bilsyn

Vi foretager over 500.000 syn og omsyn om året, og har på den baggrund opbygget en meget stor ekspertise, der ikke kun kommer kunderne til gode i forbindelse med bilsyn, men også når vi tilbyder øvrig rådgivning inden for test af bil: BrugtbilsAttest, TilstandsAttest eller BatteriAttest mv. Vores fokus ligger på at udføre arbejdet med en ensartet høj kvalitet. Og det ligger os meget på sinde at levere en service, som lever op til kundernes tilfredshed. Derfor bliver vi løbende målt og kontrolleret af en række eksterne samarbejdspartnere, så vi får målt alle aspekter af vores arbejde.

Applus+ Bilsyn
Høje Taastrup Boulevard 23, 2. th.
2630 Taastrup
Danmark