Pressemeddelelse -

Lolland-Falster slår igen hul i turismeloftet

Det lyder som en historie, der er fortalt før, og det er det også. Men fakta er, Lolland-Falster endnu en gang har opnået et rekordhøjt turismebesøg.

Fra 2020 til 2021 steg antallet af overnatninger på Lolland-Falster med 13%. Rekordåret 2019 blev overgået med 7%.

“Sommeren 2021 var fantastisk for os. Vi fik rigtig mange gæster, da vi endelig måtte holde åbent”, fortæller indehaver af Femø Kro & Feriecenter, Pia Christensen. Dermed kan hun klart bekræfte, at turismen fik et ekstra nøk i 2021, hvor antallet af overnatninger steg med 13% i forhold til 2020. Set i forhold til 2019, som er det seneste “normale” turismeår før coronaen, og som leverede rekordhøje tal, er der tale om stigning på ikke mindre end 7%.

Et gyldent efterår

Ikke blot kom der rekordmange turister i 2021, turismesæsonen var også rekordlang og sluttede først i oktober. Lolland-Falsters Folketidende beskriver i en artikel, hvordan det blev oplevet hos Middelaldercentret ved Nykøbing F. Herfra siger direktør Roeland Paardekooper til avisen:

“Der var masser af turister på Lolland-Falster hen over efteråret, og mange af dem valgte heldigvis at besøge os. Selvom det regnede hver dag i efterårsferien sidste år, så havde vi flere gæster end både i 2020 og 2019”.

Kommuner klar med nye initiativer

Borgmestrene i Lolland og Guldborgsund kommuner er godt tilfredse med udviklingen. Borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen siger til Folketidende, at byrådet slet ikke er i tvivl om, at væksten i fremtiden bl.a. skal komme fra turismeudvikling.

“Vi er allerede igang med at investere i Nakskov gennem Nakskov 2030, og jeg glæder mig til at præsentere den nye udviklingsplan for sydkysten, som vi arbejder på lige nu,” siger han.

Borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen, siger til Folketidende, at kommunen arbejder målrettet mod at forbedre besøgsoplevelsen i endnu højere grad, bl.a. i fællesskab med lokale aktører og borgere via udviklingsprojektet Destination Sydfalster.

“Forhåbentlig vil indsatser som denne bidrage til, at endnu flere vil holde ferie på Lolland-Falster og komme igen år efter år” siger borgmesteren til avisen.

Kampagner i både Tyskland og Danmark

I år iværksættes der i samarbejde med VisitDenmark en massiv kampagne rettet mod de tyske turister. Samtidig sættes der ind på at fastholde danskernes meget høje interesse for Lolland-Falster med en stor Danmarks-kampagne, som gennemføres i samarbejde med andre destinationsselskaber.

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • turisme
  • autenticitet

Regions

  • Sjælland

Business Lolland-Falster skaber vækst i erhvervslivet på Lolland-Falster og styrker virksomheder via rådgivning, sparring og netværk. Vores kendskab til det lokale erhvervsliv og nøgleaktører er "one-of-a-kind". 

Femern Bælt-byggeriet medfører et uhørt niveau af aktivitet og muligheder til landsdelen. I den forbindelse har vi en ambition om at fortælle de gode historier om erhvervsliv- og udvikling på Lolland-Falster, Danmarks nye vækstområde. 

Kontakt

Pernille Jespersen

Pressekontakt Forretningsudvikler +45 6098 8016