Pressemeddelelse —
Michael Palmer Holtz Pedersen tiltræder som ny direktør for Bygma Haderslev
Bygma Haderslev får pr. 1. september 2026 en ny direktør ved roret. Det er et velkendt ansigt i forretningen, Michael Palmer Holtz Pedersen, som avancerer fra stillingen som salgschef til nu at overtage det samlede ansvar for Bygma-filialen i Haderslev.
Michael Palmer Holtz Pedersen bringer 14 års solid erfaring fra byggebranchen med sig – herunder syv år som trælastdirektør samt det seneste års tid som salgschef hos Bygma Haderslev. Den største danskejede leverandør til byggeriet får dermed en erfaren og stærkt lokalt forankret leder, som nu skal stå i spidsen for Bygma Haderslevs fortsatte vækst i lokalområdet.
Lokal forankring og bæredygtig vækst
For Michael Palmer Holtz Pedersen er udnævnelsen både en faglig milepæl og en personlig glæde. Han er opvokset i den nærliggende by Fjelstrup, har gået i skole i Haderslev og bor i dag blot 20 minutter fra forretningen.
- Jeg ser utroligt meget frem til at videreudvikle det store potentiale, vi har i Bygma Haderslev. Vi har en solid position i markedet og en stærk plan for at øge vores markedsandel igennem flid, godt købmandskab og lokalt fokus. Det skal ske ved at opbygge endnu stærkere relationer til vores kunder og skabe en mere proaktiv og synlig forretning i lokalområdet, udtaler Michael Palmer Holtz Pedersen.
Lederskab inspireret af sportens verden
Med en baggrund som tidligere elitehåndboldtræner trækker Michael stærke paralleller mellem sport og ledelse. For ham handler succes om stærke fællesskaber, tillid og at løfte i flok.
- Som leder er min fineste opgave at være tæt på medarbejderne og coache dem, så vi sammen finder den indre motivation. Vores succes er et fælles resultat. Når vi præsterer som hold, bringer de forskellige fagligheder i spil og 'spiller hinanden og kunderne gode', er det dér, den lønsomme vækst opstår for alle parter. Høj faglighed og fremragende kundeservice kan have lige så stor værdi som at skabe stor omsætning.
Kunder og medarbejdere i fokus
Hos Bygmas regionsdirektør i Region Syd, Ejnar C. Andersen, er der stor tilfredshed med udnævnelsen af den nye direktør.
- Vi er utroligt glade for, at Michael har takket ja til at overtage direktørposten i Bygma Haderslev. Michael har i sin tid som salgschef vist, at han besidder en sjælden kombination af stærkt købmandskab og en dyb menneskelig forståelse. Han er en leder, der forstår at sætte både kunderne og sit team i centrum, og jeg er helt tryg ved, at han sammen med medarbejderne i Haderslev vil fortsætte den positive udvikling og skabe stærke resultater, siger regionsdirektør i Bygmas Region Syd, Ejnar C. Andersen.
Om Michael Palmer Holtz Pedersen:
- Bor i Kolding (20 minutter fra Haderslev), opvokset i Fjelstrup og har gået i skole i Haderslev.
- 14 år i byggebranchen, herunder 7 år som trælastdirektør samt salgschef hos Bygma Haderslev.
- Tidligere elitehåndboldtræner. Bruger i dag fritiden sammen med familien og er blandt andet engageret i sønnens fodboldtræning.
Emner
Kategorier
Regions
Bygma Gruppen A/S beskæftiger godt 3.000 medarbejdere fordelt på flere end 125 forretningsenheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af trælastprodukter og bygningsartikler til de professionelle håndværkere og private forbrugere. Med en samlet omsætning på ca. DKK 11,6 mia. hører Bygma Gruppen A/S til blandt de største i branchen.