Pressemeddelelse -

Efterlønspenge på kontoen inden påske

Fra 2. april har 1 million a-kassemedlemmer kunnet søge om, at få deres efterlønspenge udbetalt. Men nogle a-kassemedlemmer kommer til at vente længere end andre. En række a-kasser advarer deres medlemmer om op til 3- 4 ugers ventetid, mens andre udbetaler pengene inden påske efter 2 dage.

I CA a-kasse, der er a-kasse for højtuddannede i erhvervslivet, nåede 1.564 medlemmer at søge om deres efterlønspenge allerede den første dag, og de når at få deres efterlønspenge, i alt 68,4 millioner kroner, ind på bankkontoen allerede inden påske – to dage efter ansøgningen.

Automatisering giver hurtige penge

Den hurtige behandling skyldes at CA a-kasse sammen med 7 andre a-kasser har udviklet et fuldautomatisk ansøgningssystem, så efterlønspengene kommer til udbetaling 2-3 bankdage, efter at medlemmerne har indtastet deres ansøgning på hjemmesiden.

”Der er ingen grund til at vores forsikringsrådgivere skal bruge tid på at sidde og behandle ansøgningerne og taste oplysninger ind i systemet, når vi kan få kunderne til at gøre det selv hurtigere. Derfor har vi prioriteret, at automatisere processen. Det giver os bedre tid til rådgivning af vores ledige medlemmer, og folk får hurtigere deres efterlønspenge ind på kontoen”, siger Lars Christensen, der er forsikringschef i CA a-kasse.  

Foruden CA a-kasse har Lærernes a-kasse (DLF-A), A-kassen for Journalistisk og Kommunikation (AJKS), Ingeniørernes A-kasse, Magistrenes A-kasse, Min a-kasse, Elfagets a-kasse og Byggefagenes a-kasse valgt den fuldautomatiske løsning.  Disse a-kasser har tilsammen 172.000 medlemmer, der betaler efterlønsbidrag, og som altså kan forvente en hurtig udbetaling – hvis de vil hæve deres efterlønspenge.

Manuel behandling tager tid

Men det går ikke lige hurtigt alle steder. I en række a-kasser bliver ansøgningerne behandlet manuelt, og det kan give lange sagsbehandlingstider, når mange tusinde medlemmer ansøger på en gang. AK-Samvirke, som er brancheorganisation for a-kasserne i Danmark, har oplyst, at det i nogle tilfælde kan tage 3-4 uger før efterlønspengene kommer til udbetaling.

Kontakt CA

Forsikringschef Lars Christensen, telefon 2068 0593, mail lac@ca.dk

Presseansvarlig Ole Strand, telefon 4037 9045, mail ols@ca.dk

Related links

Emner

  • Arbejdsliv

Kategorier

  • a-kasse
  • efterløn
  • højtuddannede
  • efterlønspenge
  • efterlønsudbetaling

Om CA a-kasse

CA er a-kasse for højtuddannede i erhvervslivet. De knap 42.000 medlemmer har typisk en erhvervsøkonomisk baggrund og arbejder med ledelse, økonomi, salg og marketing, it og kommunikation. www.ca.dk

Kontakt