Nyhed -

Fodbold skal få udsatte unge i job og uddannelse

I projekt ’Fodbold som beskæftigelse’ kommer Herlevs udsatte unge i fodboldtræning, virksomhedspraktik og på kurser. Det har vist sig at bane vejen til arbejde eller uddannelse for mange af dem.

Fra fodboldbanen til arbejdsmarkedet eller skolebænken. I Herlev kommune snører ledige, udsatte unge fodboldstøvlerne for at komme tættere på arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. Projektet ’Fodbold som beskæftigelse’ skal nemlig hjælpe utilpassede unge under 30 år væk fra en hverdag med ledighed og overførselsindkomster.

Det skal blandt andet gøres med to ugentlige træninger, virksomhedspraktik og kurser i at skrive CV’er eller ansøgninger. Og den pakke har vist sig at være en succes for flere unge, der ikke tidligere har haft succes med at komme i beskæftigelse eller uddannelse.

Det sidste hold bestod af 27 unge, og her kom næsten halvdelen i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse efter forløbet.

”Vi hjælper dem til at tage deres succes fra banen med videre til arbejdsmarkedet og i uddannelse,” siger Casper Hansen, virksomhedskonsulent i Herlev Kommune, til DR København.

Fællesskab er vejen til fremskridt

De unge kan have forskellige udfordringer, herunder aspergers, men fælles for dem er, at de har haft udfordringer med at komme i gang med arbejde eller uddannelse. Derfor skal forløbet give dem ny selvtillid og lære dem at blive en del af et vigtigt fællesskab på banen og videre i livet.

Og netop fællesskabet er afgørende for, at projektet har vist sig at blive en succes, mener Casper Hansen:

”Det er vigtigt at være en del af noget. At man står op og bidrager. Det er et fællesskab, og vi er sammen om det,” siger han til DR København.

For tiden deltager 20 unge i projektet, der kan vare alt fra fire uger til et år afhængig af den enkelte unge. Der findes også lignende projekter i Gentofte og Guldborgsund.

Mere viden

Læs mere om projektet hos DR København

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • arbejdsmarked
  • fodbold
  • unge
  • virksomhedspraktik
  • virksomhed
  • rummelig
  • socialt ansvar

Regions

  • Herlev Kommune

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126