Nyhed -

Derfor får virksomheder en stadig større rolle i beskæftigelsesindsatsen

I juni 2022 blev anden delaftale til en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen aftalt i Folketinget. Aftalen er nu under lovbehandling og giver virksomhederne en større rolle i at få flere fra kanten i arbejde. Den forventes at træde i kraft allerede fra 1. april 2023. Trine Thomsen, seniorkonsulent i Cabi, forklarer, hvad aftalen vil komme til at betyde for virksomhederne.

Hvordan bliver virksomheder påvirket af aftalen?
”Helt overordnet får virksomhederne en større rolle i beskæftigelsesindsatsen. Jobcentre har løbende haft fokus på at lave virksomhedsrettede indsatser, men nu skal fokusset være endnu tydeligere. Med aftalen ønsker man, at jobcentrene i højere grad laver virksomhedsrettede indsatser med fokus på lønnede timer. Konkret vil det fx betyde, at virksomhederne oftere vil blive kontaktet i forhold til at tage udsatte borgere ind. Ambitionerne med aftalen vil faktisk kun lykkes, hvis endnu flere virksomheder tager et større ansvar.”

Hvorfor får virksomheder en større rolle i det her?
”Det gør de, fordi vi ved, det virker. Virksomhederne har konkrete arbejdsopgaver, som skal løses, og det giver de udsatte ledige konkrete erfaringer i, hvad der skal til, for at de kan være en del af en arbejdsplads. Det er forudsætningen for, at de overhovedet kan blive en fast del af arbejdsmarkedet. Det er ikke noget nyt at lave virksomhedsrettede indsatser, men med aftalen får det endnu større betydning. Det er godt, for det kan øge chancen for, at også meget udsatte ledige får en plads på arbejdsmarkedet.”

Giver det mening for virksomhederne at hjælpe ledige fra kanten i arbejde?
”Det gør det i høj grad. Ca. 800.000 skifter job hvert år, og selvom ledigheden er steget lidt de seneste måneder, er den stadig meget lav. Samtidig er der udsatte ledige, som sagtens kan blive de medarbejdere, som virksomhederne søger. De virksomheder, som lykkes med at rekruttere ledige fra kanten, får et bredere rekrutteringsgrundlag og oplever langt færre rekrutteringsudfordringer. Rekruttering fra kanten er dog ikke et quickfix.”

Hvad skal der til for at lykkes? Hvad skal virksomheder være opmærksomme på?
”Virksomheden skal først og fremmest investere tid i opstarten. Der skal investeres tid sammen med jobcentret og den nye medarbejder i forhold til at få lavet en tydelig forventningsafstemning. Hvad kan bøvle, hvordan kan de sammen håndtere udfordringer, hvilke opgaver kan den nye medarbejder løse, og hvor skal der mere oplæring til. Det kan også være vigtigt at tilknytte en kontaktperson for den nye medarbejder, som kan sikre, at den nye kollega kommer godt i gang. Og så er det vigtigt at få lavet en opstartsplan, hvor man introducerer den nye medarbejder til arbejdspladsen, kollegerne og løbende har opfølgningsmøde, hvor man fx snakker om, hvordan det går.”

Hvilken betydning vil det få, at regeringen vil nedlægge jobcentrene?
”Vi ved endnu ikke, hvilke konsekvenser det vil få. Men det er dyrt at rekruttere, og det tager tid. I jobcentret kan man have en tæt rekrutteringspartner. De kan aflaste virksomheder med det, de ellers ville bøvle med. Jobcentret har værktøjer, der kan bidrage til en god rekrutteringsproces, og de kan hjælpe med støtte, så den ledige fra kanten får en god start.”

Viden og værktøjer til rekruttering og onboarding af udsatte ledige

Har du spørgsmål til, hvad den nye aftale betyder for dig?
Ring gratis til Cabis tjeneste ”Spørg Cabi” og få fx sparring på, hvad den nye aftale kan få af betydning for din virksomhed. Ring til 8612 8855.

Om aftalen
Læs anden delaftale

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126