Nyhed -

Dør på klem for mere lempelige krav i beskæftigelsesindsatsen

Beskæftigelsesministeren vil holde møde med landets seks største kommuner efter at de har krævet mere lempelige krav for beskæftigelsesindsatsen som følge af coronakrisen.

De seks storkommuner har tidligere på ugen henvendt sig skriftligt til beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), med krav om lempelser og mere fleksibilitet i beskæftigelsesindsatsen. Corona-krisen har sendt mange danskere ud i ledighed, og det presser kommunerne.

I et skriftligt svar til Danske Kommuner siger ministeren, at han gerne vil mødes virtuelt med de seks kommuner og drøfte udfordringerne.

"Det er en ekstraordinær situation, vi står i. Der er kommet mere end 45.000 flere ledige til siden 9. marts – og det i en tid, hvor jobcentrene er lukket delvist ned på grund af smitterisiko. Vi står over for en stor udfordring med at hjælpe de ledige i denne situation, og derfor er jeg glad for, at der er er mange, som tænker med – ikke mindst kommunerne. For vi er fælles om udfordringen. At få de mange mennesker, der rammes af covid-19, godt i gang på arbejdsmarkedet igen. Jeg vil derfor også meget gerne vende udfordringerne med de seks kommuner på et virtuelt møde snarest muligt," siger Peter Hummelgaard til Danske Kommuner

Kommuner: Drop resultatkrav

De seks kommuner sendte kravene i et brev til Peter Hummelgaard. Her skrev de blandt andet, at staten i 2020 ikke skal bruge de såkaldte fokus- og resultatmål. 

Det er specifikke krav til kommunernes indsats og resultaterne af indsatsen, for eksempel antallet af samtaler, som kommunerne holder med de ledige. Lever kommunerne ikke op til kravene, risikerer deres beskæftigelsesindsats at blive sat under skærpet tilsyn.

Og det er især her, at beskæftigelsesministeren imødekommer kommunerne.

"Jeg kan allerede sige nu, at vi selvfølgelig kommer til at tage højde for den midlertidige suspension af den aktive indsats, når den statslige opfølgning på kommunernes indsats skal genetableres på den anden side af covid-19. For det er klart, at suspensionsperioden har indflydelse på jobcentrenes resultater og indsats – og derfor er det også helt rimeligt, at vi skal tage hensyn," siger Peter Hummelgaard.

De seks kommuner foreslår bl.a., at samtaler kan holdes telefonisk og at flere målgrupper kan komme i virksomhedspraktik i op til 13 uger.

Desuden foreslår kommunerne, at de kan behandle oplagte sager om førtidspension og fleksjob såfremt borgerne er indforstået med det.

Mere information

Læs mere hos Danske Kommuner

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • jobcenter
  • arbejdsmarked

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126

Relateret materiale