Nyhed -

Løntimer kan blive gamechangeren, der skaber flere rigtige jobs

Sådan skal flere unge og voksne fra kanten af arbejdsmarkedet komme i job. Reformkommissionens anbefalinger modtages med begejstring hos Cabi.

”Lønnede timer er den mest motiverende faktor for unge og voksne i jobforløb, og som Reformkommissionens mest markante udspil til udsatte ledige kan den måske ligefrem blive en regulær gamechanger.”

Mette Rønnau, direktør i Cabi, er begejstret for Reformkommissionens rapport, der kommer med hele 48 anbefalinger til, hvordan en større del af unge og voksne fra kanten af arbejdsmarkedet kan komme i job.

Virksomhederne får en større og vigtigere rolle, hvis det står til Reformkommissionen. Allerede nu spiller mange virksomheder en aktiv rolle for at hjælpe unge og voksne med praktikforløb og jobtræning, men kommissionen lægger op til en radikal anderledes måde at tænke virksomhedernes tilbud om indslusning til arbejdslivet på.

Tænk i løn og job fra starten
Spørgsmålet om løntimer og jobperspektiv bliver et ufravigeligt fokuspunkt, som skal tænkes ind fra starten af hele indsatsen omkring den enkelte borgers jobtræning.

”Både de nyeste forskningsresultater og vores egne erfaringer fra arbejdet med virksomheder og kommuner viser, at fokus på løntimer og job kan være med til at flytte mennesker og skabe flere jobs,” siger Mette Rønnau.

Engageret i arbejdsfællesskab
For den enkelte virksomhed handler det både om at påtage sig et socialt ansvar og rekruttere arbejdskraft. Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen er én af mange virksomheder, der er lykkedes med at skaffe ledige i lærepladser og jobs - en indsats, som tidligere er blevet hædret med Aarhus Kommunes Integrationspris. Peder Johansen, direktør og medlem af Cabis Advisory Board siger:

"Vi er optagede af at sænke barren til arbejdsmarkedet for dem, der har behov, og give medborgere en mulighed for at være med i et arbejdsfællesskab og samtidig tiltrække ny arbejdskraft.”

Klar med viden, uddannelse og netværk
Realiseres forslagene, vil både kommuner og virksomheder skulle spilles bedre. Kommunernes medarbejdere skal klædes bedre på til at tale ind i erhvervslivets behov for arbejdskraft. Samtidig får mange virksomheder behov for et ændret mindset, når de skal matche den lediges kompetencer med relevante opgaver, der kan betale en løn.

”Vi er en af de aktører, der kan hjælpe nye reformer på vej med viden, uddannelse og værktøjer. Også netværk som Lederalliancen fremhæver Reformkommissionen som eksempel på partnerskaber, der kan bygge bro mellem virksomhederne og de unge,” siger Mette Rønnau.

Lederalliancen er et partnerskab mellem Lederne, Dansk Industri og videnshuset Cabi og står bag lokale netværk for virksomheder og lokale aktører.

Find Reformkommissionens rapport her

Læs mere om Lederalliancen

Give Steel som rollemodel
”Vi giver de unge en ansættelseskontrakt og løn for deres opgaver, fordi det giver den bedste motivation. Samtidig forpligter det også begge parter – både de unge og os som arbejdsgiver – til at lykkes med ansættelsen.”

Det siger adm. dir. Torben Larsen fra Give Steel A/S. Stålproducenten fra Brande har ca. 500 medarbejdere, hvoraf hver tiende rekrutteres fra kanten af arbejdsmarkedet blandt unge med handicap, tidligere kriminelle og misbrugere. I samspil med Cabi har den midtjyske stålproducent udviklet en såkaldt social bæredygtighedsberegner, der dokumenterer den samfundsmæssige værdi af indsatsen.

Både Cabis og Give Steels sociale indsats for at få unge i jobs og læreplads fremhæves i Reformkommissionens rapport. Her udpeges den jyske virksomhed til rollemodel for ”virksomheder, der tager socialt ansvar og indgår i meningsfulde partnerskaber om job til udsatte unge og voksne. Det er denne praksis, som kommissionen vil udbrede.”

Læs mere om Give Steel A/S



Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • cabi
  • rekruttering
  • rummelig
  • arbejdsmarked
  • socialt ansvar
  • virksomhed

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126