Nyhed -

Ny temaside: Tid og tillid hjælper udsatte unge i job og uddannelse

De er unge, de er kreative, men de har helt mistet troen på uddannelse. Sådan er virkeligheden for nogle unge, og de har brug for tid, ro og forudsigelighed for at blive klar til uddannelse eller job. Et nyt tema på Cabis hjemmeside giver dig, der arbejder professionelt i ungeindsatsen, gode råd til, hvordan en helhedsorienteret indsats for udsatte unge kan stykkes sammen.

Erfaringerne på den nye temaside er hentet fra et projektsamarbejde, Opgang2 XL, med teatret Opgang2, Aarhus Kommune, Bikubenfonden samt Cabi, hvor det lokale erhvervsliv også spiller en vigtig rolle i indsatsen.

De unge, som har været en del af projektet, er enten aktivitetsparate eller i ressourceforløb og er mellem 18 og 30 år. Typisk har de masser af kreative ideer og drømme, men de kæmper med udfordringer som ensomhed, social angst, ADHD eller misbrug, Og så har de helt mistet troen på job og uddannelse.

Men Opgang2 XL har vist en vej til at give de unge fornyet mod på uddannelse gennem et kombineret afklarings- og praktikforløb. Ud af de 18, der har forladt Opgang2 XL fra 2017 til 2020, er 13 i uddannelse, praktik eller job, tre er godt på vej. En har fået førtidspension.

”Tiden betyder noget. Jeg har været her længe og er et helt andet sted nu. Det har noget at gøre med, hvem der er her. Men også at have haft tiden til at udvikle mig. Jeg føler mig mindre håbløs nu. Ting begynder at give mening nu. Jeg vil gerne ud at lave noget andet, og det har ikke været et tema for mig før. Jeg har fået meget mere selvtillid af at være på Opgang2. Jeg er mere sikker på mig selv nu end tidligere,” siger en af de unge, som har deltaget i Opgang2 XL.

Fokus på andet end uddannelse giver ro

Resultaterne skyldes blandt andet, at de unge får ro til at fokusere på noget andet end det pres, der ligger fra omverdenen i at skulle tage en uddannelse.

”Nogle unge er ikke i stand til at gå den lige vej fra skole til uddannelse og job, og erfaringerne fra Opgang 2 viser, at en del unge kan have brug for at parkere uddannelse for en stund og arbejde med noget helt andet, der giver dem mulighed for at få en arbejdsidentitet,” siger seniorkonsulent i Cabi og ekspert i udsatte unge, Jesper Pedersen.

”Desuden har det kæmpe betydning, at den enkelte er i tæt kontakt med en vejleder, som kan guide i forhold til den personlige udvikling og hjælpe med dialogen i forhold til jobcenter og praktikplads,” tilføjer han.

På Cabis temaside om helhedsorienteret indsats for psykisk sårbare unge er det beskrevet, hvordan kunst som alternativ social arena kan fungere som et omdrejningspunkt for indsatsen. Her kan de unge få succesoplevelser, hvor deres arbejde med kunst er identitetsgivende, men ikke et forsørgelsesgrundlag. Samtidig bliver den enkeltes kompetencer og ressourcer oversat til noget, der kan bruges på det brede arbejdsmarked.

Temasiden indeholder:

  • Beskrivelse af fem indsatsområder
  • Beskrivelse af fire nødvendige skift for at udsatte unge kan se sig selv i uddannelse eller arbejde
  • Anbefalinger til etablering af alternative arenaer.

Se Cabis side om Helhedsorienteret indsats for psykisk sårbare unge

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • rekruttering
  • unge
  • virksomhed
  • rummelig

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126