Nyhed -

Især unge føler sig ramt af stress

Næsten 20 procent af de beskæftigede under 35 år føler sig stressede. Eksperter peger på, at de unge befinder sig et særligt sted i livet, og at der er kommet øget pres på dem i samfundet.

’Jeg føler mig stresset hele tiden eller ofte’. Sådan lyder svaret fra næsten hver femte medarbejder under 35 år i en ny undersøgelse foretaget blandt 35.000 beskæftigede af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Ser man bort fra alder svarer knap hver syvende beskæftigede, at de føler sig stresset. Resultatet slår dermed fast, at de yngre medarbejdere er den gruppe, der er hårdest ramt.

Ifølge ph.d. og autoriseret psykolog Malene Friis Andersen, der forsker i stress ved NFA, kan det skyldes, at de unge befinder sig et særligt sted i livet. Her stifter mange familie og begynder et arbejdsliv. Det udtaler hun til avisen.dk.

Øget pres på de unge

Det kan være nogle af forklaringerne, mener Dorte Rosendahl Kirkegaard, seniorkonsulent på sygefraværsområdet i Cabi. Dog peger hun også på, at der kan findes flere forklaringer og aspekter, hvis man vender blikket mod den generelle samfundsudvikling og presset på de unge i dag.

”Man kan overveje, om det kan skyldes, at samfundet stiller større krav til de unge i dag. Fx at de allerede under deres studietid skal lægge grundstenen til deres kommende karriere. Det kan betyde, at de vil opleve et øget pres,” siger hun.

Men man kan også kigge på tendensen blandt de unge selv, mener Dorte Rosendahl Kirkegaard. Fx at mange stiller høje krav til sig selv fagligt og socialt. Hun peger også på, at det særligt er de unge kvinder, der føler sig stressede.

Hjælp unge ind på arbejdsmarkedet

For at forebygge stress blandt de unge, bør virksomhederne ifølge Malene Friis Andersen kigge nærmere på, hvordan de tager imod de nyuddannede. Men også på om de unge får den nødvendige støtte fra kolleger og ledere.

Dorte Rosendahl Kirkegaard mener også, at virksomhederne og lederne kan være med til at gøre en forskel:

”Man bør overveje, hvad man skal være særligt opmærksom på, når der kommer en ny medarbejder ind på arbejdsmarkedet. Lederne skal turde tage snakken med den enkelte om særlige vilkår på arbejdspladsen, og løbende følge op. Den opmærksomhed på hvad der kan udfordre og hvad man selv og arbejdspladsen kan gøre for at hindre det bliver kilde til stress er den bedste vej til forebyggelse

Mere information

Læs mere om undersøgelsen her http://www.avisen.dk/stressbombe-rammer-saerlig-gruppe-ansatte-kan-paavir_457206.aspx

Få nyttig viden og gode råd om stress her http://www.cabiweb.dk/stress/

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • socialt ansvar
  • sygefravær
  • arbejdsmarked
  • virksomhed
  • stress
  • unge
  • arbejdsmiljø

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126

Relateret materiale