Pressemeddelelse -

Her er vinderne af CSR People Prize 2022

Vinderne af årets udgave af CSR People Prize er netop blevet afsløret. Det skete ved en ceremoni ved Cabis Topmøde under temaet ”Arbejdskraft nu – og til den grønne omstilling”.

CSR People Prize har eksisteret siden 1999 og er Cabis hyldest til virksomheder, der gør en særlig indsats for, at mennesker i udsatte positioner kan få en chance på arbejdsmarkedet. Det kan fx være virksomheder, der ansætter mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet, fastholder ansatte, som risikerer at miste jobbet eller forebygger fx nedslidning, stress eller mistrivsel.

Cabi uddeler CSR People Prize sammen med Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål. Prisen blev uddelt i tre kategorier, og vinderne var:

  • Virksomheder med over 250 ansatte – Vinder: Proshop a/s
  • Virksomheder med op til 250 ansatte – Vinder: Simply Cooking A/S
  • CSR People Særpris til den grønne og socialt ansvarlige arbejdsplads – Vinder: Horn Bordplader A/S

De tre virksomheder stak på hver deres måde frem fra et meget stærkt og bredt finalefelt.

Stort fokus på socialt ansvar hos vinderne
Juryen bag prisen fremhæver Proshop for virksomhedens store sociale engagement, der er strategisk funderet og en naturlig del af forretningen. De har et mål om, at ti procent af medarbejderstaben skal være rekrutteret fra kanten af arbejdsmarkedet. Dem, der kommer ind i arbejdsprøvning eller praktik, får lov til at prøve sig selv af på forskellige arbejdsstationer. Arbejdstid og opgaver tilpasses hurtigt den enkeltes kompetencer og behov. Medarbejderne, der kommer fra kanten af arbejdsmarkedet, har vist sig at være en loyal arbejdskraft, og det er en gevinst både for virksomheden og for samfundet.

Simply Cooking A/S vinder prisen for altid at indrette opgaver efter den enkelte persons udfordringer. Når alle ansatte får chancen for at starte på få timer og ende med fuldtid, er det en virksomhed, der både kan inspirere mange andre i samme branche og i andre brancher. De ser mangfoldighed som en ressource, hvilket er unikt i en branche præget af stor effektivitet. De har fx seniorer til at hjælpe nogle timer daglig til at hjælpe i de hektiske spidsbelastninger, som ofte kendetegner catering- og kantinebranchen.

I år blev der desuden uddelt en CSR People Særpris til en virksomhed, som gennem en grøn omstilling af forretningen har skabt arbejdspladser til personer med udfordringer udover ledighed. Prisen gik til produktionsvirksomheden Horn Bordplader, der har formået at tænke værdikæden på en ny måde og omstille produktionsapparatet til at være bæredygtigt. Virksomheden rekrutterer en stor del af medarbejderne ind i samarbejde med de omkringliggende kommuner, hvor de aktivt søger blandt udsatte grupper og øger andelen af fleksjobbere i virksomheden. Horn Bordplader vinder fordi de som en klassisk produktionsvirksomhed nu genanvender deres restprodukter og dermed sikrer både miljø og arbejdspladser.

Mød de tre vindere her

KONTAKT
Seniorkonsulent Marianne Lyngberg Nilsson, Cabi: 4113 7281 / man@cabiweb.dk

FAKTA OM CSR People Prize – uddelt af Videnshuset Cabi siden 1999:

  • CSR People Prize hædrer de virksomheder, som ansætter eller fastholder mennesker, der befinder sig i en udsat position, hvorved der opnås en både menneskelig og forretningsmæssig gevinst. CSR People Særpris har i 2022 fokus på virksomheder, der gennem en grøn omstilling af forretningen skaber arbejdspladser til personer med udfordringer udover ledighed.
  • Juryen til CSR People Prize 2022 bestod af:
    • Marianne Bøttger, CEO, Arriva Danmark
    • Lars Jannick Johansen, ledende partner, Den Sociale Kapitalfond Invest
    • Sara Krüger Falk, direktør, Global Compact Network Denmark
    • Mette Neville, professor og leder af Center for Små og Mellemstore Virksomheder ved Aarhus Universitet
    • Steen Gade, formand for Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål
    • René Kusier, fuldmægtig, Erhvervsstyrelsen
    • Mette Rønnau, formand for juryen og direktør for Cabi.

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • csr
  • socialt ansvar
  • cabi
  • rummelig
  • arbejdsmarked
  • virksomhed

Cabi er et nonprofit videnshus med bevilling fra Beskæftigelsesministeriet. Vi arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkes. Det gør vi ved at stille brugbar viden og operationelle værktøjer til rådighed for virksomheder og kommuner, der ønsker at fremme:

  • Udsatte menneskers muligheder for job og uddannelse.
  • Udsatte medarbejderes muligheder for at blive i deres job.
  • Trivsel og forebyggelse af nedslidning på arbejdsmarkedet.

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126