Pressemeddelelse —
Carl Ras Gruppen samler forretninger med erfaren divisionschef i spidsen
I Carl Ras Gruppen samler vi vores forretningsområder Engros Beslag og Carl Ras Sikring under Jesper Vernersen for at fremme væksten i Norden yderligere.
Carl Ras Gruppen har ansat Jesper Vernersen som ny divisionschef for Engros Beslag og Carl Ras Sikring. Han tiltrådte 1. februar 2026 og har fået ansvaret for at samle de to forretningsområder under én fælles kommerciel ledelse.
Formålet er at styrke virksomhedens position i Danmark og på de nordiske eksportmarkeder, hvor forretningen i Norge og Sverige har set en vækst på over 25 pct. For at understøtte væksten åbner Carl Ras ligeledes kontor i Oslo og Borås.
"Dør- og vinduesbranchen er blevet mere konkurrencepræget, og samarbejdet med både leverandører og kunder er blevet mere komplekst. Det kræver en mere sammenhængende tilgang, og derfor har vi valgt at samle kompetencerne under Jesper Vernersens ledelse. Hans erfaring og evne til at udnytte samarbejder vil blive afgørende for at sikre, at vi styrker vores position både i ind- og udland," siger Gorm Rasmussen, CEO i Carl Ras Gruppen.
En erfaren leder skal fremme nordisk vækst
Jesper Vernersen har 25 års erfaring, heraf 12 år som strategisk salgsleder hos Ahlsell. Med hans erfaring styrkes arbejdet med at udvikle en skarpere leverandørstrategi og en mere målrettet prisstrategi på tværs af markederne.
Samtidigt vil han også fokusere på at udbygge Carl Ras Gruppens tilstedeværelse på eksportmarkederne, samt udvikle forretningsmuligheder på nye markeder.
“Jeg har altid haft fokus på at forstå kundernes behov og hurtigt handle på de muligheder, der opstår. Med et solidt fundament i Carl Ras Gruppen ser jeg det som min opgave at styrke samarbejdet med kunderne på tværs af markeder, så vi kan udnytte de vækstmuligheder, der både ligger i de etablerede markeder og i nye geografiske områder,” siger Jesper Vernersen.
Strategisk vækst i Norden og fokus på eksportmuligheder
Carl Ras Gruppen har allerede opnået betydelig vækst på eksportmarkederne for beslag og sikring. I de kommende år er ambitionen at fordoble omsætningen i både Norge og Sverige og fortsætte med at udbygge tilstedeværelsen.
Fokus vil være på at optimere og udvide det eksisterende sortiment, samt at udnytte de komplementære styrker mellem forretningsområderne og i samarbejde med leverandørerne.
”Vi er godt positioneret i Danmark og Norden til at gribe de vækstmuligheder, der opstår i disse markeder. Der er et klart momentum, og jeg ser frem til at tage næste skridt med tættere samarbejde på tværs af disse markeder,” siger Jesper Vernersen.
Emner
Kategorier
Regions
Carl Ras Gruppen er en af Danmarks førende leverandører af værktøj, beslag og tekniske artikler til professionelle håndværkere. Carl Ras Gruppen består i dag af et hus af specialister, der udover Engros Beslag, 3Aktive, Jydsk Værktøj og Nordjydsk Værktøjssalg også dækker Carl Ras Byg, Carl Ras Sikring samt Carl Ras Gruppen - Offentlige & Ejendomsdrift.
Virksomheden blev grundlagt i 1932 og ejes i dag af tredje generation Rasmussen. I regnskabsåret 2024 rundede omsætningen 1,225 mia. kr.