Gå til indhold
Vedlagte fotos kan frit benyttes til omtale af Carl Ras.

Pressemeddelelse -

Massiv Autostore udvidelse i Carl Ras skal styrke leveringssikkerheden

Med en markant udvidelse af Autostore-anlægget sætter engrosvirksomheden Carl Ras turbo på logistikken for at sikre hurtigere og fleksibel levering i en travl og presset byggebranche.

Når håndværkere bestiller varer hos Carl Ras, skal de kunne stole på en præcis og hurtig levering. Derfor har grossisten netop udvidet sit Autostore-anlæg på centrallageret i Herlev, hvor 35 robotter nu suser rundt mellem 80.000 kasser for at plukke og pakke ordrer.

”Vi har igennem flere år vokset markant i hele Carl Ras Gruppen. Vi havde nået den maksimale kapacitet på lageret inden for vores eksisterende rammer og måtte investere for at følge med den stigende efterspørgsel,” fortæller Julie Haller Baggesen, COO i Carl Ras, der for knap et år siden – kort efter hun startede i jobbet – indgik aftalen om den store udvidelse.

Kapaciteten er nu næsten tredoblet fra 30.000 til 80.000 kasser og gør det muligt for Carl Ras at håndtere langt flere varer og ordrelinjer hver dag. Løsningen gik i drift kort før sommerferien, og medarbejderne er nu i fuld gang med at indarbejde de nye arbejdsgange.

”Med flere robotter, mere lagerplads og et nyt baneanlæg er vi både blevet mere effektive, og den øgede automatisering gør os mere fleksible,” siger Julie Haller Baggesen.

Hurtigere pluk og færre fejl styrker leveringssikkerheden

Allerede nu håndteres omkring 85 procent af alle varer i Carl Ras’ Autostore mod tidligere ca. 70 procent, hvor anlægget var presset til bristepunktet.

”Den ekstra plads gør, at vi kan udnytte vores Autostore endnu bedre. Det betyder hurtigere pluk og flere ordrelinjer ad gangen. På sigt forventer vi, at op mod 90 procent af vores ordrer plukkes via Autostore,” fortæller Julie Haller Baggesen.

Uanset om det er værktøj til en akut byggeplads eller en tømrer, der skal fylde sit lager op, kan Carl Ras altså nu levere hurtigere. Et igangværende fragtprojekt i Carl Ras skal samtidig sikre endnu mere fleksible leveringsmuligheder:

”Leveringssikkerhed – og at holde det, vi lover over for kunderne – er altafgørende for os. Med udvidelsen reducerer vi antallet af vores plukfejl, øger hastigheden, og vi kan håndtere et bredere sortiment med mange varianter mere effektivt.”

Fremtidssikring gennem automatisering

Automatisering er en central del af Carl Ras’ langsigtede strategi, hvor hurtig og pålidelig levering går hånd i hånd med høj kundeservice.

”Automatiseringen og optimering af vores forretning med kunden i fokus, er et konstant omdrejningspunkt for os. Det er vigtigt for os at være så agile og fleksible som muligt, så vi hurtigt kan reagere på de behov, markedet efterspørger. Autostore giver både fremtidssikring og fleksibilitet. Det betyder, vi kan håndtere større volumen, levere hurtigere og tilpasse os kundens behov,” siger Julie Haller Baggesen.

Hun fortæller videre, at Carl Ras har flere nye projekter i støbeskeen i form af små robotter til transport af varer internt på lageret, der skal øge effektiviteten endnu mere:

”Jo mere automatiseret vi er, jo bedre kan vi leve op til markedets krav – både nu og i fremtiden. Agilitet og hurtig levering er afgørende for vores rolle som samarbejdspartner.”

Ingen driftstop under udvidelsen

Udvidelsen af Carl Ras’ Autostore-anlæg har krævet både grundig planlægning og et tæt samarbejde på tværs af organisationen. Arbejdet har nemlig foregået samtidig med, at den eksisterende Autostore på Carl Ras’ centrallager driftede. Alligevel har de kunnet levere uden afbrydelser gennem hele processen.

”Det er imponerende, hvordan vores projektteam har styret processen og haft fokus på både implementering og drift, så vi aldrig har skullet gå på kompromis med kundernes oplevelse. At gennemføre en så stor omstilling uden at stoppe driften undervejs viser virkelig styrken i vores organisation,” siger Julie Haller Baggesen.

Projektteamet har løbende vurderet, hvor der kunne opstå flaskehalse, og hvilke justeringer der skulle til uge for uge. Ifølge Supply Chain Manager, Ronny Krag, der har stået i spidsen for transformationen, har det især handlet om at bevare det fulde overblik:

”Det har været en kæmpe øvelse at bygge og implementere et avanceret Autostore-anlæg, mens vi samtidig holdt lageret fuldt operationelt. Kombinationen af præcis planlægning, tæt opfølgning og et stærkt samarbejde har været afgørende – og samspillet med resten af organisationen har været helt fantastisk.”

Bedre arbejdsmiljø med automatisering

Udvidelsen handler ikke kun om logistik og effektivitet. Den nye teknologi har også givet et markant løft til arbejdsmiljøet, fordi robotterne overtager de tunge og ensidige opgaver på centrallageret.

”Rigtig mange af vores processer er nu automatiserede. Kasser håndteres af robotter, ergonomien på arbejdsstationerne er forbedret, og vi har installeret luftrensere for at skabe et sundere arbejdsmiljø,” fortæller Julie Haller Baggesen.

Hun fremhæver samtidig medarbejdernes evne til at tilpasse sig de nye rutiner:

”Arbejdsprocesserne omkring Autostore er markant anderledes end før, og det har krævet både oplæring og tilvænning. Men når først rutinerne er på plads, skaber det rammerne for et langt bedre arbejdsmiljø. Jeg er virkelig stolt af at mærke, hvordan vores medarbejdere har tacklet hele byggeprocessen. Det har stillet store krav til alle, men engagementet og kampånden har været fantastisk, og den positive energi blandt kollegaerne er tydelig at mærke.”

Emner

Kategorier


Carl Ras er en dansk familieejet engrosvirksomhed, som er en af de største leverandører af værktøj og beslag til håndværkere, institutioner og industrien.

Carl Ras har yderligere opkøbt 3Aktive, Jydsk Værktøj og senest Nordjydsk Værktøjssalg samt investeret i de bæredygtige byggemarkeder Havnens Hænder og Genbyg.

Tilsammen har vi ca. 450 ansatte fordelt på administration, centrallager og 25 engroscentre i hele landet.

Kontakt

  • Foto af Julie Haller Baggesen, COO i Carl Ras.
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4032 x 3024, 2,2 MB
    Download
  • Foto af Julie Haller Baggesen, COO i Carl Ras.
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3024 x 3661, 1,32 MB
    Download
  • Foto af Julie Haller Baggesen, COO i Carl Ras.
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4032 x 3024, 1,69 MB
    Download
  • Foto af Ronny Krag (Supply Chain Manager i Carl Ras) & Julie Haller Baggesen (COO i Carl Ras)
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4032 x 3024, 1,94 MB
    Download