News -
FIA WEC: Kevin Magnussen håber på VM-succes i Japan
Den danske BMW-fabrikskører ser frem til syvende afdeling af FIA World Endurance Championship, som finder sted på Fuji, hvor det tyske fabrikshold sidste år var på podiet.
Mens sjette afdeling af FIA World Endurance Championship i Texas for tre uger siden var en skuffelse for Kevin Magnussen og resten af holdet bag BMW M Team WRT, håber danskeren og holdkammeraterne på succes på japanske Fuji denne weekend. Netop Fuji sikrede sidste år holdet et VM-podie, og et topresultat vil være kærkomment for et hold, som indtil videre har haft en blandet sæson.
– Mine teamkammerater kørte sidste år holdets første VM-podie hjem på Fuji, så det er naturligvis spændende, om vi kan genskabe succesen. Det er en spektakulær bane med en hurtig langside og en serie tekniske sving – et layout, som passede godt til vores bil sidste år. Nu må vi se, om vi kan finde den samme performance igen, lyder det fra Kevin Magnussen.
Mens danskeren og teamkammeraterne, Dries Vanthoor og Raffaele Marciello, lagde godt ud med at slutte lige uden for podiet til sæsonpremieren i Qatar i marts, har trekløveret i de seneste løb været ramt af tekniske udfordringer, som har kostet VM-point.
– Teamet har som altid arbejdet hårdt for at blive klar til weekenden. Det er ingen hemmelighed, at vores resultater i de seneste løb har været utilfredsstillende for holdet, men vi klør på, holder hovedet højt og tror på, at det hårde arbejde nok skal lønne sig, tilføjer danskeren.
Kvalifikationen til syvende afdeling af FIA World Endurance Championship skydes i gang lørdag den 27. september klokken 15.00 lokal tid – det er klokken 08.00 dansk tid – mens det seks timer lange VM-løb flages grønt søndag den 28. september klokken 11.00 lokal tid (04.00 dansk tid) og kan følges live på TV 2 Play, Eurosport og FIA WEC TV.