Skip to content

Press release -

Dansk IMSA-triumf: Mikkel Jensen sikrede tredje Indianapolis-sejr i træk

Hattrick for den danske racerkører, som for tredje år i træk tog LMP2-sejren på Indianapolis Motor Speedway sammen med TDS Racing.

Det gik fuldstændig som håbet for Mikkel Jensen og resten af holdet fra TDS Racing, som søndag aften dansk tid sikrede en klassesejr i et af IMSA-mesterskabets højdepunkter, sekstimersløbet på Indianapolis Motor Speedway. Den ikoniske racerbane var som sædvanlig vært for et actionfyldt løb med en tæt afslutning, og i LMP2-klassen var det altså – for tredje år i træk – Mikkel Jensen, som kørte bilen i mål som vinder.

– Det var et virkelig fedt løb, hvor hele holdet bare leverede optimalt. Steven (Thomas, red.) lagde ud med at køre os fra en femteplads til en andenplads, før han gav bilen videre til Hunter (McElrea, red.), som fortsatte den gode stil, lyder det fra Mikkel Jensen.

Danskeren overtog selv bilen på en tredjeplads i LMP2-klassen og fik til opgave at kæmpe sig frem til en føring inden målflaget. Undervejs havde Jensen blandt andet en hård duel med sin teamkammerat fra Team Peugeot TotalEnergies, Paul Di Resta, som i IMSA-serien kører for et konkurrerende LMP2-team.

– Det lykkedes mig at komme forbi, tage føringen og skabe et godt hul. Mod slutningen af løbet kom der, typisk for IMSA-løbene, gult flag og safetycar, hvilket totalt eliminerede vores forspring på 23 sekunder. Vi fik grønt flag med få minutter tilbage, men jeg formåede heldigvis at køre den sikkert hjem, forklarer danskeren.

– Generelt set var det en perfekt weekend med virkelig stærk indsats fra hele teamet og mine teamkammerater. Og naturligvis er det en kæmpe ting at tage sejren på en så ikonisk bane for tredje år i træk. Nu skal vi bare gøre det samme på Road Atlanta i næste måned.

Før Mikkel Jensen og TDS Racing udfordrer IMSA-finalen på Road Atlanta, Petit Le Mans, den 11. oktober, skal danskeren i aktion med Team Peugeot TotalEnergies i syvende afdeling af FIA World Endurance Championship. Det sker allerede den kommende weekend på japanske Fuji.

Topics

Categories

Contacts

Related content