Pressemeddelelse -

Circle K sætter strøm til betalingsløsning på opladninger

Nu bliver det nemt for danskerne at betale for opladning af elbiler hos Circle K. Samtidig gør kæden klar til udrulningen af endnu flere lynladestandere i Danmark, der skal styrke Circle Ks position som landets førende brændstofselskab, når det kommer til opladning af elbiler.

Siden 2020 har Circle K opsat lynladestandere og opbygget et netværk af 15 tankstationer med i alt 40 ladepladser for at imødekomme danskernes voksende behov for hurtig og pålidelig opladning. Det gør Circle K til det brændstofselskab med flest lynladestandere i Danmark – og flere er på vej i 2022.

I midten af april 2022 blev der opsat betalingsløsninger på alle Circle K´s ladestandere, og det betyder samtidig et farvel til de gratis opladninger, som danskerne har kunnet få hos Circle K, siden de første elladestandere blev opsat i 2020.

”Fordi vi vidste, der var et stort samfundsmæssigt behov for ladestandere, valgte vi at sætte dem op, så snart infrastrukturen og stationerne var klar til det. Det betød også, at de kom op, før betalingsløsningen var klar, og derfor har vi i lidt over et år givet danskerne gratis strøm til bilerne. Nu er betalingsløsningen klar, så danskerne med deres almindelige betalingskort kan betale for den strøm, de tanker hos Circle K,” siger Sisse Follmann, der er produktchef for El og Brændstof hos Circle K.

200 ladepladser i løbet af det næste år
Det seneste år har Circle K sat fart under opsætning af lynladestandere på deres stationer for at imødekomme det voksende behov hos kunderne og sikre grøn infrastruktur til danskerne.

Implementeringen af betalingsløsningen betyder også startskuddet på opsætningen af endnu flere lynladestandere på landets Circle K-stationer. I løbet af det næste års tid vil Circle K næsten firdoble antallet af stationer med lynladestandere, mens antallet af ladepladser vil blive femdoblet, så der i maj 2023 vil være næsten 200 ladepladser fordelt på 56 Circle K-stationer. Alle ladestandere har 300 kW, som hver har to ladestik á 150 kW.

I januar 2022 var der i gennemsnit 35 daglige opladninger pr. ladestander hos Circle K. Sisse Follmann forventer dog ikke en direkte konvertering til betalende kunder, når strømmen ikke længere er gratis.

”Det har selvfølgelig været en del af tiltrækningen på vores lynladestandere, at strømmen har været gratis, og vi forventer derfor også en vis nedgang i antallet af opladninger. Vi regner dog med, at lynladernes hurtige opladning samt muligheden for at få en kop kaffe, en sandwich eller komme på toilettet, mens bilen lader op, fortsat gør os attraktive for mange elbilejere,” siger Sisse Follmann.

150 kW til 4,95 kroner pr. kWh
Fælles for alle ladestandere på Circle K-stationerne vil være en kraftfuld effekt på hele 150kW pr. ladeplads til en pris på 4,95 kroner pr. kWh., og at der betales med betalingskort ved standeren. Til sammenligning har de fleste såkaldte fortovsladere en effekt på mellem 11 og 22 kW.

”Vi er allerede den førende brændstofkæde på lynladestandere, og den position vil vi udbygge over det næste år, når vi sætter fart på udrulningen af lynladestandere rundt om i hele landet. Vi vil være danskernes førende leverandør af brændstof både nu og i fremtiden. Det gælder også el. Vores ambition er, at vores kunder skal kunne ”tanke” el på samme måde, som de i dag tanker benzin eller diesel. Med vores mange stationer i hele landet, står vi med et kæmpe potentiale for at sikre grøn infrastruktur til danskerne,” siger Sisse Follmann.

På Circle Ks ladestandere betales der kun for den el, der tankes, og kunderne vil derfor ikke være tvunget til at binde sig til et dyrt abonnement. I løbet af 2022 vil der også blive introduceret en app, der kan bruges til betaling. Herudover vil der lanceres en løsning for Circle Ks erhvervskunder.

Emner

  • Energispørgsmål

Kategorier

  • circle k
  • elladestander

Circle K er én de førende convenience, energi og brændstofleverandører i Danmark, og alene herhjemme har vi mere end 225 butikker og stationer samt mere end 150 Ingo-stationer.

I alt har vi cirka 2.300 full-service stationer (brændstof og butik) og automatanlæg (kun brændstof) i Europa, og på tværs af landene arbejder mere end 18.500 Circle K-medarbejdere.

Internationalt har Circle K-koncernen et bredt netværk af stationer i bl.a. Skandinavien, Polen, de baltiske lande og Nordamerika.

Kontakt

Kirsten Grumstrup

Pressekontakt Communication Manager Pressekontakt, talsmand og diverse henvendelser +45 29 13 55 51