Pressemeddelelse -

Kombardo Expressen sparer nu op til 90% CO2-udledning med HVO-biodiesel fra Circle K

Kombardo Expressens op mod 19.000 årlige busture vil fremover blive kørt på HVO-biodiesel fra Circle K. HVO står for Hydrogeniseret-Vegetabilsk-Olie, og HVO-diesel fra Circle K er et produkt lavet af genanvendelig madolie, som derfor er 100% fri for fossilt olie og fri for palmeolie.

Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen sidder som næstformand i klimapartnerskabet for Det Blå Danmark. Han er glad for at kunne tage dette væsentlige skridt for Kombardo Expressen:

”En million liter almindelig diesel erstattes nu af et langt mere klimavenligt alternativ. Det gør en forskel for vores virksomhed, og det er godt med dette initiativ at være med til at kunne sætte handling bag ordene om grøn omstilling ”, siger Carsten Jensen.

Et skridt i en grønnere retning

Kombardo Expressen er Molslinjens hurtigbuskoncept, som udføres i et tæt samarbejde med Herning Turist. Cirka 500.000 danskere kører årligt med ruten, og det svarer til knap 400 busser, som i alt kører næsten 6 millioner kilometer om året. Ronny Gasbjerg fra Herning Turist uddyber:

”Kombardo Expressen er én af landets mest populære ruter, som anvendes af cirka en halv million danskere hvert år. Det er mange timer på vejene, mange kilometer og meget brændstof, så der er en kæmpe gevinst for klimaet og samfundet i at gå over til HVO”. Derfor vil al vores turist- og bestillingskørsel også lægges over til HVO”.

HVO er et skridt i den rigtige retning for den kollektive transport

Hos Circle K er der også begejstring for den nye aftale med Kombardo Expressen og Herning Turist. Aftalen er virksomhedens største indtil videre, men den første af mange, vurderer virksomheden, som mener HVO er et skridt på vejen mod en CO2-neutral transportsektor:

”Vi er glade for, at vi tre virksomheder har fundet sammen om denne løsning til Kombardo Expressen. Vi mener, HVO-diesel er et skridt i den rigtige retning mod en grøn omstilling af transportsektoren, og Molslinjen og Herning Turist viser vejen for den kollektive persontransport”, siger Kresten Nordborg Jensen, Senior Manager – Head of Key Accounts fra Circle K Danmark. 

Emner

  • Biltrafik

Circle K Danmark er en af landets førende brændstofleverandører med over 100 års virke i detailhandelsbranchen. Circle K har over 225 stationer med tilhørende butik, hvoraf mange er døgnåbne. Hertil kommer 180 ubemandede stationer (INGO og 1-2-3) samt 30 truck-sites.

Circle K's øvrige services omfatter bl.a. fyringsolie og diesel til opvarmning og industri.

Internationalt har Circle K-koncernen et bredt netværk af stationer i bl.a. Skandinavien, Polen, de baltiske lande og Nordamerika.

Kontakt

Kirsten Grumstrup

Pressekontakt Communication Manager Pressekontakt, talsmand og diverse henvendelser +45 29 13 55 51