Pressemeddelelse -

Statoil lancerer app til samkørsel på Facebook

Statoils benzinstationer bliver nu også opsamlingssteder for social transport. Selskabet er i samarbejde med den danske iværksættervirksomhed Ants klar til at gå i luften med en rideshare-app, som gør det nemt at tilbyde og søge på kørelejlighed, når man skal fra A til B. Ideen bag ridesharing er at skabe et netværk af bilister, der frem for at køre i hver sin bil deler pladsen med andre, der skal samme sted hen. Statoil er det første benzinselskab herhjemme, som aktivt arbejder for ideen.

- Med vores netværk af 230 bemandede stationer landet over er Statoil oplagt som opsamlings- og afsætningssted for folk, der gerne vil spare penge og skåne miljøet ved at køre sammen. Stationerne ligger centralt langs de mest trafikerede veje, og samtidig er de oplyste og videoovervågede, hvilket gør det mere trygt end at mødes på en øde villavej, siger Jesper Hellberg, marketingdirektør i Statoil, der tror på, at ”collaborative consumption” – det at man bruger de sociale medier til at udveksle tjenester og dele med hinanden – breder sig som ringe i vandet. 

- Der er mange perspektiver i app’en. Den er ikke kun relevant for yngre mennesker med transportbehov og begrænset budget, men også for andre grupper som fx forældre, der vil arrangere delekørsel med børnene til og fra fritidsinteresser og sportsstævner, efterskoleelever der skal frem og tilbage på hjemme-weekender, kørelejlighed til koncerter i andre byer osv, siger Jesper Hellberg. 

Den nye app er tilgængelig nu på Statoils Facebook-side. Fra starten af oktober ligger den også som ikon i Statoils app MoBilen, som kan downloades i App Store og Android Market. Statoils app blev lanceret for et lille års tid siden og er i dag downloadet 35.000 gange.

Blåstempling af iværksættervirksomhed
For Ants er samarbejdet med Statoil et stort skridt frem. Det lille selskab med blot fire softwareudviklere i Danmark, Norge og Finland har arbejdet målrettet på udvikle app’en, som blev testet første gang i forbindelse med dette års Roskilde Festival. Via Statoil bliver Ants eksponeret over for en ny interessant målgruppe.

- Vi har rigtig godt fat i målgruppen, der gerne vil købe ledige sæder. Statoil kan hjælpe med at gøre opmærksom på de store økonomiske besparelser, der ligger gemt i at dele ledige sæder i biler overfor den modsatte målgruppe, nemlig dem der kører bilerne, siger Aleksander Soender, medstifter af Ants. 

- Det er fantastisk at en stor virksomhed som Statoil kan se potentialet i Ants. Brugerne kan spare penge samtidig med, at de skåner miljøet - mulighederne er enorme med denne type netværk. Vi har store forventninger til samarbejdet, som udbreder kendskabet til app’en markant i kraft af Statoils tilstedeværelse både online og via deres tankstationer, siger Aleksander Soender. 

- Umiddelbart kan man undre sig over, at vi som benzinselskab støtter et tiltag, der begrænser bilkørslen. Men det ligger fint i tråd med vores ambition om at udfordre folks opfattelse af, hvad man kan på servicestationerne i dag. Vi vil gerne være andet end et udsalgssted for benzin og ispinde. Derfor har vi bl.a. oprettet cykelplejepladser på mange af vores stationer. Hvis vi sammen med Ants kan få flere danskere til at køre sammen, er vi nået et godt skridt videre, siger Jesper Hellberg fra Statoil.  

Det kan du med den nye app:

  • Søge efter ture blandt de personer, du følger på Facebook og Twitter. Når en relevant rute bliver slået op, modtager du en notifikation
  • Abonnere på ledige sæder på specifikke ruter blandt alle brugere af app’en samt modtage notafikationer, når der er plads i en bil på den ønskede rute
  • Oprette ture og angive antal sæder, pris og afrejsetidspunkt
  • Dele kørsler på Statoils Facebook direkte fra applikationen
  • Følge chaufførrer og passagerer med samme rejsemønster som dig
  • Afgive, modtage og læse feedback til/fra andre brugere. Det betyder, at du fx hurtigt kan se, hvordan andre har oplevet at køre med en given chauffør
  • Sende private beskeder til andre brugere
  • Holde øje med sparet CO2 og antal delte kilometer

Yderligere information:
Community manager Morten Christensen, Statoil Fuel & Retail A/S, tlf. 33 42 40 08
Aleksander Soender, medstifter, Ants, tlf. 26 16 06 30

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • app
  • smartphone
  • mobil
  • servicestation
  • circle k

Statoil er en førende leverandør af olieprodukter og leverer i dag en femtedel af Danmarks samlede olieforbrug til opvarmning og transport. Selskabet driver over 230 bemandede benzinstationer i Danmark foruden omkring 60 automatanlæg under varemærket 1-2-3.
Statoil i Danmark indgår i Statoil Fuel & Retail koncernen, der har hovedkontor i Oslo og er en førende leverandør af brændstof til transport med over 100 års virke i detailhandelsbranchen.
Statoil Fuel & Retail har et udstrakt netværk af stationer i Skandinavien, Polen, de baltiske lande og Rusland med 2.300 stationer, dels full-service stationer (bemandede stationer med brændstof og butik) og dels ubemandede automatanlæg. 
Statoil Fuel & Retails øvrige produkter omfatter olie, diesel og fuel til opvarmning og industri, flybrændstoffer, smøremidler og kemikalier. I Europa driver Statoil Fuel & Retail 12 olieterminaler, 50 depoter og cirka 400 tankbiler i otte lande; leverer flybrændstof i 85 lufthavne i ti lande og producerer 750 forskellige smøreolieprodukter, der sælges i 20 lande.
Omkring 18.500 ansatte arbejder på stationerne i Europa,  på koncernens og de enkelte landes hovedkontorer og terminaler og depoter.
Se også www.statoilfuelretail.com

Kontakt

Kirsten Grumstrup

Pressekontakt Communication Manager Pressekontakt, talsmand og diverse henvendelser +45 29 13 55 51