Gå til indhold

Nyhed -

CISU satte præg på international konference om klimatilpasning

CISU-rådgiverne Hans-Jakob Hausmann og Maria Graversen deltog fra den 22.-25. maj i den 17. konference om Community-Based Adaptation (CBA17), arrangeret af International Institute for Environment & Development (IIED). CBA er en praktisk orienteret konference om klimatilpasning med fokus på vidensdeling og erfaringsudveksling. CBA-konferencer har i over 18 år skabt et rum for praktikere inden for tilpasning til at dele viden og perspektiver om, hvordan man omsætter principperne for lokalt ledet tilpasning (LLA) til praksis.

- Det var virkelig spændende at se så mange forskellige organisationer og institutioner repræsenteret på konferencen - lige fra store donorer som Verdensbanken, Den Grønne Klimafond og USAID til forskere, store internationale NGO'er, nationale civilsamfundsorganisationer, små CBO'er samt repræsentanter fra nationale og lokale myndigheder fra flere afrikanske og europæiske lande. Det åbnede op for nogle interessante samtaler om, hvordan finansieringsmekanismer kan støtte at midler til klimatilpasning når frem til de mest sårbare lokalsamfund, siger Maria Graversen.

CBA17 samler praktikere, repræsentanter fra græsrødder, lokale og nationale regeringsplanlæggere, beslutningstagere og donorer, der arbejder på alle niveauer og i forskellige skalaer for at diskutere, hvordan vi kan skabe ambitioner for en fremtid med klimaresistens.

- Det var utrolig interessant at høre om andres erfaringer med at støtte klimatilpasning på lokalt niveau og få inspiration til kommende klimaarrangementer, siger Maria Graversen.

CISU var også medvært for "Løvens Hule", hvor de to rådgivere hjalp deltagere med at forberede og forbedre deres klimatilpasningsprojektideer, som skulle præsenteres på konferencens sidste dag. Der var i denne ’konkurrence’ særligt fokus på den økonomiske bæredygtighed i projektideerne, og en mulighed for at undersøge denne tilgang til forretningsmodeller, som vi normalt ikke bruger så meget i CISUs puljer.

CBA-konferencen er en årligt tilbagevendende begivenhed, som CISUs bevillingshavere og deres partnere har mulighed for at deltage i. Det er en chance for at opnå ny viden, udveksle erfaringer og udvide netværket med relevante aktører med henblik på potentielt samarbejde og kapacitetsopbygning.

Emner

Kontakt

Kim Jensen

Kim Jensen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent Ekstern kommunikation 30224511

CISU er en sammenslutning af næsten 300 danske udviklingsorganisationer.

CISU er en sammenslutning af næsten 300 danske, folkelige organisationer, der sammen med partnere i udlandet arbejder for en mere retfærdig verden.
På vegne af Danida forvalter CISU blandt andet
Civilsamfundspuljen og Puljen for Klima og Miljø.

Nyheder fra CISU
Klosterport 4X, 3. sal
8000 Aarhus
Danmark