Gå til indhold
Glæde og ærgrelse efter første runde for Engagementspuljen

Nyhed -

Glæde og ærgrelse efter første runde for Engagementspuljen

I Engagementspuljens første ansøgningsrunde blev der bevilget støtte til 13 indsatser, der skal engagere danskere i at skabe en bedre verden. Samtidig fik 11 organisationer afslag på deres ellers støtteværdige indsatser på grund af for få midler.

Engagementspuljens første ansøgningsrunde er afgjort, og alle ansøgere har fået svar. Der blev bevilget i alt 13 millioner kroner til 13 engagementsindsatser.

Mangfoldigheden i metoder, tilgange og målgrupper er stor i de indsatser, der fik bevilget støtte.

Der blev blandt andet bevilget midler til, at danske højskoleelever kan skabe bæredygtige projekter i lokalsamfund i samarbejde med unge fra ti lande i det globale Syd, en festival, som giver danskere praktiske redskaber til at skabe bæredygtig omstilling i deres eget liv, et samarbejde, som udfordrer studerende til at skabe løsninger på behov i Sierra Leone og en indsats, som udvikler nye metoder til at engagere genbrugsfrivillige.

”Vi glæder os over at kunne støtte så mange gode, spændende indsatser, for vi vidste, at der var stor interesse og behov for specifikke midler til det, vi synes, er en af verdens vigtigste sager – nemlig at engagere danskere i bæredygtig global udvikling. Men vi havde ikke forestillet os, at der ville være så stor interesse, som vi har oplevet,” siger Maria Haahr, rådgiver i CISU og en af de ansvarlige for Engagementspuljen.

Mange støtteværdige afslag

Engagementspuljen modtog i alt 41 ansøgninger i første runde for i alt 39 millioner. Blandt dem måtte bevillingssystemet for puljen give afslag på 11 støtteværdige ansøgninger for samlet 11,5 millioner.

”Det er simpelthen så ærgerligt, at vi på grund af for få midler i forhold til efterspørgslen må give afslag til så mange spændende og relevante indsatser. Vi håber, de bevarer deres gejst og kreativitet og kan gennemføre dele af indsatserne for eksempel ved at finde anden finansiering,” siger Maria Haahr.

Der er en ansøgningsrunde mere til Engagementspuljen med deadline den 23. september kl. 12.00, hvor organisationer har mulighed for at genansøge eller søge puljen for første gang. Derudover kan man løbende søge om støtte til indsatser under 100.000 kroner.

”Samtidig er vi nødt til at være ærlige om, at vi også forventer et stort pres på puljen fremover. Hvis ikke der fremover tilføjes flere midler til puljen, er der en risiko for, at vi ender i samme situation igen,” siger hun.

Fortsat fokus på engagement
CISU oplever en stor interesse for at engagere danskere i internationale emner og arbejder derfor allerede nu målrettet for flere midler til Engagementspuljen i 2021.

”Det var en stor og vigtig sejr, at Udenrigsministeriet i 2020 afsatte midler til at understøtte det store engagement i internationalt arbejde. Det skal vi huske. Nu har vi fået skudt puljen godt i gang og har gennem den store søgning endnu engang fået bekræftet, at der er mange engagementsprojekter, der bobler derude – og det glæder mig virkelig,” siger Jeef Bech, faglig leder i CISU.

”Nu er det vigtigt, at vi fastholder fokus på vigtigheden af at engagere danskere og skabe international solidaritet. I CISU arbejder vi allerede for flere midler til puljen i 2021 – men det er vigtigt, at vi sammen gør opmærksom på behovet,” siger han.

Den 9. september fra kl. 15.30-19.30 afholder CISU fyraftensmødet Påvirk beslutninger om udviklingsbistand på finansloven på Vartov i København.

Her kan man lære mere om, hvordan man som civilsamfundsorganisation kan søge indflydelse overfor politikere og beslutningstagere omkring udviklingsbistand på finansloven.

Emner

Kontakt

Kim Jensen

Kim Jensen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent Ekstern kommunikation 30224511

CISU er en sammenslutning af næsten 300 danske udviklingsorganisationer.

CISU er en sammenslutning af næsten 300 danske, folkelige organisationer, der sammen med partnere i udlandet arbejder for en mere retfærdig verden.
På vegne af Danida forvalter CISU blandt andet
Civilsamfundspuljen og Puljen for Klima og Miljø.

Nyheder fra CISU
Klosterport 4X, 3. sal
8000 Aarhus
Danmark