Gå til indhold

Nyhed -

Regeringsgrundlag med fokus på lokale civilsamfund

Onsdag 14/12 offentliggjorde den nye SVM-regering sit regeringsgrundlag, Ansvar for Danmark, og selvom der på de 60 sider ikke var meget om det internationale udviklingssamarbejde, var der på CISUs sekretariat glæde at spore over det, der trods alt stod.

- Vi glæder os over, at den nye regering fastholder at arbejde baseret på internationale aftaler og menneskerettigheder på udviklingsområdet, siger sekretariatsleder Jeef Bech.

Han noterer sig, at der i regeringsgrundlaget er opmærksomhed på civilsamfundet.

- Der er et klart fokus på styrkelse af lokale civilsamfund og at øge modstandsdygtigheden hos fattige og sårbare lande og mennesker, der rammes hårdt for eksempel af klimakrisen, fattigdom og fødevarekrisen, siger han.

Desuden står klimatilpasning og grøn omstilling står stærkt, men at desværre er der ikke er ekstra midler til klimastøtte udover de 0,7 pct. af BNI, som regeringen forpligter Danmark på at bruge på udviklingssamarbejde.

Torsdag 15/12 vil regeringen offentliggøre ministerlisten, og så er Jeef Bech klar til at byde velkommen.

- Vi glæder os til at samarbejde med ministeren og ordførere i det nye Folketing om at sikre det folkelige engagement blandt CISUs mange medlemsorganisationer i fremtidens udviklingssamarbejde, siger han.

Download regeringsgrundlaget her: link

Fakta: Det står der om udvikling i regeringsgrundlaget

Danmark skal engagere sig i en troværdig og ligeværdig dialog. Særligt over for udviklingslandene i det globale syd, som ofte oplever ikke at blive hørt, selvom de påvirkes hårdt af den globale udvikling og har mindst at stå imod med. Det gælder bl.a. konsekvenserne af klimakrisen, fattigdom, fødevarekrisen mm. Vi skal sikre, at det internationale system og universelle værdier leverer konkrete løsninger på deres udfordringer. Og på globale udfordringer.
Disse hensyn vil regeringen tage højde for i udarbejdelsen af den næste udviklingspolitiske strategi baseret på menneskerettigheder, som initieres i 2024. Et vigtigt afsæt for denne er, at regeringen vil prioritere at leve op til FN’s målsætning om at bruge 0,7 pct. af BNI på udviklingsbistand. Regeringen vil inden for rammerne af gennemførelsen af FN’s verdensmål sætte fokus på etablering af sociale velfærdsydelser og sikkerhedsnet og i tilknytning hertil styrkelse af det lokale civilsamfund. Der skal være fokus på øget modstandsdygtighed hos fattige og sårbare lande og mennesker.
Danmark har en årelang tradition for at tage ansvar og bidrage. Vi skal drive den grønne omstilling fremad globalt, bl.a. gennem grønne strategiske partnerskaber og ved at arbejde for internationale rammevilkår, der kan fremme grønne investeringer. Udviklingsindsatsen skal bl.a. understøtte klimatilpasning, grøn omstilling og mere arbejde for bedre natur og miljø. Udviklingsindsatsen skal ligeledes understøtte handel og udbredelse af markedsøkonomiske principper, herunder en bedre håndhævelse af den private ejendomsret i udviklingslandene. Regeringen vil derudover arbejde for at lave bilaterale aftaler med lande med mulighed for udveksling og uddannelse af unge mennesker.

Regeringen vil have særligt fokus på Afrika i regi af den kommende strategi og
sætte sig i spidsen for at skabe en ramme for en markant styrket europæisk indsats i Afrika. En samlet plan for Afrika skal samtænke og styrke de mange nuværende og fremtidige bilaterale og europæiske tiltag og sigte efter at skabe samarbejde, sikkerhed og flere muligheder.

Emner

Kategorier

Kontakt

Kim Jensen

Kim Jensen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent Ekstern kommunikation 30224511

CISU er en sammenslutning af næsten 300 danske udviklingsorganisationer.

CISU er en sammenslutning af næsten 300 danske, folkelige organisationer, der sammen med partnere i udlandet arbejder for en mere retfærdig verden.
På vegne af Danida forvalter CISU blandt andet
Civilsamfundspuljen og Puljen for Klima og Miljø.

Nyheder fra CISU
Klosterport 4X, 3. sal
8000 Aarhus
Danmark