Gå til indhold

Nyhed -

Stort pres fører til midlertidige justeringer

Civilsamfundspuljen oplever igen et usædvanligt højt pres i forbindelse med den seneste ansøgningsrunde til projekter. Den 11. juni modtog sekretariatet i alt 103 ansøgninger fordelt på små og store projekter i både Civilsamfundspuljen og Naboskabspuljen. Særligt ansøgningerne til Civilsamfundspuljens små og store projekter overstiger med stor margin det beløb, der er afsat i runden.

Der er i alt søgt om 94 projekter for knap 37 mio. kr. i Civilsamfundspuljen, hvor der samlet er knap 11,4 mio. kr. til rådighed. Til sammenligning blev der i januar modtaget 65 ansøgninger med et samlet ansøgt beløb på ca. 25 mio. kr.

– Vi havde forventet, at det nye loft over antallet af ansøgninger ville føre til færre ansøgninger i juni-runden. Det er gået den modsatte vej, lyder det fra puljeleder Iben Westergaard Rasmussen.

Det høje ansøgningstal betyder, at puljen hverken har tilstrækkelige midler til støtteværdige ansøgninger eller ressourcer i bevillingssystemet til at kunne håndtere alle ansøgninger inden for normale frister.

Der er derfor indført følgende midlertidige justeringer:

  • Ansøgninger til store projekter og alle naboskabsprojekter behandles som planlagt med svar 18. september.
  • Ansøgninger til små projekter vil blive vurderet i november, med svar 19. december.
  • Næste ansøgningsfrist for Civilsamfundspuljens små og store projekter er 28. januar 2026. Fristen 5. november 2025 bortfalder.
  • Naboskabspuljen er ikke under samme pres som Civilsamfundspuljen, og derfor afvikles ansøgningsfristen for små og store projekter i denne pulje som planlagt 5. november.

– Det er ikke ønskeligt at aflyse en frist og udskyde svar, men det er nødvendigt for at sikre en økonomisk ansvarlig håndtering af ansøgningspresset i denne runde, siger Iben Westergaard Rasmussen.

Til efteråret gennemfører sekretariatet en grundig analyse af brugernes ansøgningsmønstre, som skal danne grundlag for en langsigtet løsning, der kan håndtere presset på puljen.

Allerede tirsdag d. 24. juni kl. 14 kan interesserede brugere af puljen møde puljeleder Iben Westergaard Rasmussen og sekretariatsleder Jeef Bech på et informationsmøde om justeringerne. Link til arrangementet er her: Dialogmøde om justeringer af deadlines for CSP-projektansøgninger i 2025. Arrangementet er åbent for alle.

Fakta: Ansøgninger modtaget 11. juni 2025

Pulje og type

Antal ansøgninger

Ansøgt beløb

Midler til rådighed

CSP-basis Små projekter

46

6.797.936 kr.

Knap 1,4 mio. kr.

CSP-basis Store projekter

48

30.195.776 kr.

Knap 10 mio. kr.

Naboskab Små projekter

6

899.570 kr.

Midler til alle støtteværdige

Naboskab Store projekter

3

1.909.465 kr.

Midler til alle støtteværdige

Emner

Kategorier

Kontakt

  • Kim Jensen

    Pressekontakt Kommunikationskonsulent/Pressekontakt Ekstern kommunikation 30224511