Pressemeddelelse -

Ny hotelchef for Comwell Kolding

Comwells ledelse har udnævnt Anne-Beth Madsby fra Snoghøj i Fredericia til ny hotelchef for Comwell Kolding. Anne-Beth blev ansat i Comwell i 1998 og har siden bestredet flere ansvarsområder og har i det seneste år stået i spidsen for den daglige ledelse af hotellet i Kolding.

Anne-Beth, eller Bette som hun kaldes af kollegaer, er kontoruddannet med speciale i markedsføring. Hun blev udlært i Tigerbus Rejser og kom i 1998 til Comwell Middelfart, hvor hun startede som receptionist og sidenhen blev MeetingDesigner.

I 2009 rykkede hun teltpælene op og tog over Lillebælt for at arbejde på Comwell Kolding, hvor hun i 2012 blev salgsansvarlig for møder og konferencer og sidenhen Booking- og MeetingDesignchef. I kraft af sin store forretnings- og driftsmæssige forståelse har Anne-Beth gennem en årrække være en del af ledelsen på Comwell Kolding, hvor hun er anerkendt for sit arbejde og store engagement.

”Jeg er både glad, stolt og utrolig spændt. Heldigvis kender jeg jo hotellet særdeles godt. Det har jo været mit andet hjem i 12 år. Desuden står jeg med en dygtig ledergruppe og et fantastisk team af medarbejdere, der ved hvilken retning Comwell Kolding skal, så vi kan stå stærkt i markedet i fremtiden,” siger Anne-Beth.

For koncernchef, Peter Schelde, er det ingen tilfældighed, at Comwells ledelse har rekrutteret en hotelchef fra egne rækker:

”I Comwell prioriterer vi at uddanne og udvikle vores medarbejdere. At du i vores branche rent faktisk kan gøre karrieskift eller opnå dine karriedrømme, er noget af det unikke ved at arbejde i hotelbranchen. I Comwell anerkender vi de medarbejdere, der er nysgerrige, har ambitioner og tænker stort. Så det er for mig helt naturligt, at vi har valgt at udnævne Anne-Beth som ny hotelchef. Ikke alene har hun mange års erfaring med i bagagen. Hun har også udvist stor forretningsindsigt og forståelse. Så jeg er ikke i tvivl om, at hun er den rette person til at drive et af Trekantområdets vigtigste møde- og konferencehoteller,” siger koncernchef, Peter Schelde.

Anne-Beth, 47 år, er født og opvokset i Middelfart og er i dag bosat i Snoghøj ved Fredericia, hvor hun bor sine to store teenagebørn – Anna og Casper. Hun er kendt for sit gode og smittende humør og er ikke bange for at give gæsterne en kærlig krammer, når de ankommer til hotellet i Kolding.

Anne-Beth holder hjernen klar med masser af løb og træning i sin fritid. Energien får hun brug for i den kommende tid, når hotellet går i gang med at opdatere og istandsætte de mange mødelokaler og faciliteter.

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • ledelse
  • hotel
  • erhverv

Comwell er en danskejet og landsdækkende hotelkæde med 15 hoteller i Danmark, et i Sverige samt ODEON i Odense og Centralværkstedet i Aarhus. I mere end 50 år har Comwell drevet specialiserede møde- og konferencehoteller og har gennem årene høstet flere priser for deres møde-, service- og madkoncept. Comwell var de første til at introducere danskerne for den moderne mødepakke tilbage i 1969. I dag er det stadig Comwells kerneforretning, og den professionelle rådgivning, indsigt, læringsværktøjer og sparring varetages af hotelkædens specialuddannede MeetingDesignere. I dag servicerer de ikke kun traditionelle møder men også uddannelses- og kursusforløb, workshops, jobsamtaler, bestyrelsesmøder, udstillinger og events. Comwell råder over 2855 værelser og 430 møde- og konferencelokaler. Koncernen, der hovedsageligt er ejet af Nic Christiansen Invest, omsatte for 867,6 mio. kr. i 2019 og beskæftiger omkring 850 medarbejdere – heraf 130 elever.

Kontakt

Signe Kamper Kankelborg

Pressekontakt PR- og Kommunikationschef 23328577