Blogindlæg -
Privatskifte og arveafgift
Når en gift person dør, kan den efterlevende ægtefælle under visse omstændigheder undgå at skulle dele arven med den afdødes børn, indtil den efterlevende ægtefælle enten vil giftes på ny eller dør. Når den afdødes dødsbo ikke deles eller foretages et privat skifte, kalder man det et uskiftet bo.
Betingelserne for at kunne sidde i uskiftet bo er, at du var gift med afdøde på dødstidspunktet, og at din afdøde ægtefælle havde børn. Hvis disse kriterier er opfyldt, kan du vælge at sidde i uskiftet bo, men det er også muligt at ”skifte” eller fordele arven. Der er fordele og ulemper ved begge dele.
Formålet med at sidde i uskiftet bo er, at du som efterlevende ægtefælle slipper for at skulle udbetale arv til afdødes børn med det samme. Under normale omstændigheder skulle den efterlevende ellers udbetale det kvarte af fællesformuen til børnene. Det er også en anden fordel ved at sidde i uskiftet bo. Der er stort set ingen advokatomkostninger er til behandling af dødsboet. Der er blot en retsafgift på 500 kr. Du beholder som efterlevende ægtefæller rådighed over alle midlerne og kan bruge dem efter behag på rejser, forbrug eller andet. Som efterlevende ægtefælle i uskiftet bo kan du også sælge huset og flytte. Du må dog ikke misbruge din råden over det uskiftede bo. Der er begrænsninger for, hvad du må forære væk og give i arveforskud.
For at sidde i uskiftet bo skal du have et skriftligt samtykke fra den afdødes særbørn. Det bør du og din ægtefælle bede om i god tid. Med hjælp fra en advokat kan du få udfærdiget en forhåndssamtykkeerklæring til uskiftet bo i forbindelse med oprettelse af testamente.
Du skal være opmærksom på, at du ikke frit kan testamentere hele boet. Du kan kun disponere over den halvdel af det uskiftede bo, der falder i arv efter dig. Det betyder, at dine egne børns tvangsarv er 25% af halvdelen af det uskiftede bo. Du kan i et testamente med andre ord kun disponere over 3/8 af det samlede uskiftede bo. Du må gerne leve papirløst sammen med en ny livsledsager, men du kan ikke indgå ægteskab på ny uden at skifte med arvingerne.
Det er en overraskelse for mange, at alt, hvad du tjener fremover, kommer til at indgå i boet. Hvis du vinder i lotto, indgår gevinsten i det uskiftede bo. Du indtræder også automatisk i din afdøde ægtefælles skattemæssige stilling, og du bliver personligt ansvarlig for din afdøde ægtefælles gældsforpligtelser. Vi kan som specialiserede advokater, hjælpe dig i alle forhold vedrørende testamenter, forhåndssamtykkeerklæringer og privat skifte.
Når du afgår ved døden skal alle udover din ægtefælle betale arveafgift af deres arv. Pårørende i op- eller nedadgående slægtslinje skal betale 15 % i arveafgift, mens andre pårørende såsom søskende, niecer eller testamentsarvinger skal betale 36,25 % i arveafgift. Velgørende organisationer er imidlertid undtaget reglerne om arveafgift.
Tester lidt af din formue til en velgørende organisation og spar arveafgift
Det kan derfor være en fordel at testere et beløb til en velgørende organisation på betingelse af, at disse skal betale arveafgiften. På denne måde kan du gøre dine arvingers nettoarv større, og samtidig give lidt til en velgørende organisation i stedet for at pengene går til statskassen.
Det giver særligt god mening i tilfælde, hvor arvingerne skal betale den høje arveafgift på 36,25 %, men der kan spares arveafgift ligegyldigt om arvingerne skal betale 15 eller 36,25 % i arveafgift.
Det er en fordel, når arveafgiften skal beregnes, at man har testeret et nærmere angivet beløb til en velgørende organisation, fordi der kun skal betales arveafgift af det, som der tilfalder afgiftspligtige arvinger.
Din testation til den velgørende organisation bliver reelt kun differencen mellem det testerede beløb, og det der skal betales i arveafgift. Den velgørende organisation får imidlertid mere end, hvis man slet ikke havde testeret til en velgørende organisation. Alle vinder altså vha. denne metode – bortset fra statskassen.
Du bør få en advokat med speciale i arveret til at hjælpe dig med at udregne, hvordan du/I opnår størst fordel af denne metode. Mange ugifte barnløse vælger at benytte sig af 30%-løsningen.