Blogindlæg -

Regler for valg af autoværksted

Efter at have købt en ny eller måske brugt bil kan du ikke komme udenom, at bilen engang imellem skal en tur på værksted, enten fordi den er gået i stykker, eller fordi der skal udføres planmæssig service af bilen. Udgangspunktet er, at du i langt de fleste tilfælde selv må bestemme, hvem der skal udføre eftersynet på din bil. Dog med visse restriktioner, som vi i det følgende vil gennemgå.

Her vil du se, at frit-valg ordningen bortfalder, såfremt reparationen af bilen handler om garanti og reklamationsret. Når du gør brug af disse, kan du ikke selv vælge værksted og på samme tid bibeholde garantien.

I hvilke situationer kan jeg ikke selv vælge autoværksted?
Det er altså ikke i alle tilfælde, at du selv kan vælge, hvilket autoværksted der skal servicere din bil. Er der eksempelvis lavet en serviceaftale, skal du bruge et af de autoværksteder, som er knyttet til serviceaftalen. Hvis du er i tvivl om, hvilke reparationer serviceaftalen dækker, kan du se det i serviceaftalens tekst, hvor det tydeligt skal fremgå. Under normale omstændigheder dækker en serviceaftale alle ordinære eftersyn og de reparationer, som har at gøre med bibeholdelsen af bilens sikkerhedsniveau.

Du kan heller ikke selv frit vælge autoværksted i tilfælde, hvor bilreparationen har at gøre med bilens fabriksgaranti. Ej heller har du frit valg, hvis reparationen af bilen er dækket helt eller delvist af reklamationsret eller garanti.

Det er de tilfælde, hvor du skal være ekstra opmærksom på ikke blot at indlevere bilen til et tilfældigt værksted. Det er vigtigt, at du tænker over dette, så der ikke opstår senere tvist om bilens beskaffenhed og ikke mindst din mulighed for at bevare garantien på bilen.

Fordele ved at vælge autoværksted selv
Hvis din bil ikke skal serviceres i forhold til nogle af de ovennævnte scenarier, har du frit valg på alle hylder vedrørende valg af autoværksted. Der er mange fordele ved at vælge et autoværksted selv. Du kan blandt andet finde et autoværksted i din geografiske nærhed, og du har også mulighed for at indhente forskellige tilbud.

Det kan nemlig vise sig, at der er mange penge at spare ved at sørge for at få forskellige tilbud, da konkurrencen på markedet er særdeles hård. Dog skal du stadig være opmærksom på at vælge et værksted, som har orden på sagerne. Her kan du med fordel holde et godt øje med de frie værksteder, som har en kontrolordning med FDM. Det er din umiddelbare sikkerhed for, at tingene på det værksted forløber efter bogen.

Mange bilejere er af den fejlagtige opfattelse, at deres bil skal have de såkaldte “foreskrevne serviceeftersyn” på et mærkeværksted. Men det er ikke korrekt. Du må gerne bringe din bil til et andet værksted, som også gerne skulle være i stand til at forestå et eftersyn af bilen. Sørg for, at bilens servicebog bliver korrekt udfyldt, og vær sikker på, at værkstedet kan dokumentere, at bilen er serviceret korrekt.

Bevar din bils garanti
Hvis du sørger for kun at bringe din bil til et frit værksted, når det drejer sig om sager, som ikke er omfattet af reklamationsretten eller garantien i øvrigt, er du sikker på ikke at gøre noget forkert. Selvom mærkevareværkstedet skulle brokke sig, er du i din gode ret til at vælge et billigere værksted eller blot et værksted, som du befinder dig bedre med.

Husk også i øvrigt på, at mekanikerne på de frie værksteder konstant videre- og efteruddannes, så de er stand til at reparere flere forskellige slags biler.

Related links