Pressemeddelelse -
Irma og Copenhagen Jazz Festival i nyt samarbejde
Copenhagen Jazz Festival og Irma indgår et kreativt sponsorsamarbejde, der strækker sig over de næste tre år. Årets festivalplakat vil i juni måned pryde Irmas indkøbsposer, og samarbejdet omfatter også den landsdækkende Vinterjazz festival der løber fra d. 28. januar – 6. februar i 2011.
Jazz med Irma-swing og Irma med jazz rytmer.
Det bliver virkeligheden i forbindelse med den landsdækkende Vinterjazz 2011, hvor Copenhagen Jazz Festival og Irma blander blod og brand i form af nytegnet sponsorsamarbejde, der vil løbe over de næste tre år og således både Vinterjazzen samt den legendariske Copenhagen Jazz Festival.
Copenhagen Jazz Festival og Irma har begge en passion for kreativ innovation og høj kvalitet i udbuddet, der danner et solidt fundament for et forretningsmæssigt samarbejde, der skal komme såvel festivalens publikum, som Irmas kunder til gode.
»Copenhagen Jazz Festival er utroligt glade for det nye partnerskab med netop Irma. Vi lægger stor vægt på at vi har et værdifællesskab med de virksomheder vi samarbejder med og her er Irma en meget attraktiv partner. Irmas fokus på høj kvalitet, kundeservice og evnen til at favne både tradition og fornyelse ligger smukt i forlængelse af de værdier vi arbejder med på Copenhagen Jazz Festival,« udtaler festivalleder Signe Lopdrup.
Et centralt element i samarbejdet er det fælles engagement i dansk kunstliv. Siden 70’erne har danske billedkunstnere prydet Irmas indkøbsposer og i år har Irma genintroduceret de populære kunstdåser. Copenhagen Jazz Festival har ligeledes en lang tradition for at benytte en markant dansk kunstner til at skabe årets festivalplakat. Som en naturlig del af samarbejdet vil Irmas kunstpose til sommer bære motivet fra årets festivalplakat og således forene Copenhagen Jazz Festival og Irmas lange tradition for at formidle kunsten, så flest muligt kan nyde godt af den. Derudover vil samarbejdet byde på en række overraskende aktiviteter i Irmas butikker, som publikum vil blive præsenteret for senere på året.
Irma indgår normalt ikke aftaler om sponsorater men har valgt at gøre en undtagelse, netop fordi der er meget synergi mellem Copenhagen Jazz Festival og Irma, hvor festivalens gæster og kædens kunder i høj grad er de samme.
”Vi ser Copenhagen Jazz Festival som en eksponent for høj kvalitet. Det er samme position, som Irma ønsker at have indenfor dagligvarehandelen, hvor Irma ser sig selv som det seriøse modstykke til discountideologien – ligesom CJF kan ses som modstykke til mainstreamkulturen.
I vores hverdag er passion en væsentlig drivkraft. Det samme gælder Copenhagen Jazz Festival. Så der flere grunde til, at vi glæder os til samarbejdet – og til at komme ud i København og høre noget kvalitetsjazz,” siger adm. direktør Alfred Josefsen, Irma.
Aftalen mellem Irma og Copenhagen Jazz Festival er indgået i tæt samarbejde med SponsorPeople. ”Det bliver spændende at følge sponsoratet de kommende år, hvor publikum helt sikkert kommer til at opleve et innovativt sponsorsamarbejde med et perfekt værdimatch. Både Irma og Copenhagen Jazz Festival er i forvejen stærke brands, som i tæt partnerskab vil bidrage med nyt indhold til dem begge - og ikke mindst til publikum” udtaler Thomas Badura, Direktør i SponsorPeople.
FAKTA:
Copenhagen Jazz Festival har eksisteret siden 1979. Festivalen tæller i dag ca. 1.000 koncerter og omfatter 100 spillesteder og mere end 250.000 besøgende fra både ind- og udland. Yderligere info: www.jazz.dk
Irma er verdens næstældste dagligvarekæde, grundlagt i København i 1886. I dag består kæden af 2.200 dedikerede medarbejdere, 81 butikker primært i Storkøbenhavn og en ny internetforretning, Irmatorvet. dk, der leverer de kendte Irma varer direkte hjem til kunderne over hele Danmark. Yderligere info: www.irma.dk
Kontakt:
Copenhagen Jazz Festival: Festivalleder Signe Lopdrup, 25 14 04 22
Irma: Adm. direktør Alfred Josefsen, 51 59 38 21
Emner
- Arrangement