Skip to content
Emma Talbot, In the End, the Beginning, 2023, Installation view, Kesselhaus, KINDL, © Emma Talbot. Photo: Jens Ziehe
Emma Talbot, In the End, the Beginning, 2023, Installation view, Kesselhaus, KINDL, © Emma Talbot. Photo: Jens Ziehe

Press release -

Copenhagen Contemporary Årsprogram 2025

På CC glæder vi os til at byde jer velkommen til et år fuld af store kunstneriske oplevelser. Med flere nyproducerede udstillinger skabt specielt til CC folder året 2025 sig ud som en undersøgelse af kunstneren som tænker eller filosof. Dog ikke filosofi i en traditionel forstand, formuleret i skrift, men en filosofi, som er formuleret i billeder, i materialer og i stoflighed.

Jeg er interesseret i kunsten som en måde at forstå verden på. Kunstneren søger med poetiske virkemidler at formidle et blik på verden. Ikke blot for at beskrive den, men for at undersøge den, udfordre vores viden om den og opstille nye visioner for, hvordan den kunne se ud. I kunstens rum er virkeligheden elastisk. Kunsten viser os, hvordan verden kan ses fra mange vinkler og transformeres i nye retninger. Og derfor inspirerer den til handling.

Britiske Emma Talbot får sin første store soloudstilling i Danmark og skaber med monumentale, håndmalede silkemalerier en slags moderne gobeliner. De viser mytologiske kortlægninger over vor tid, hvor forholdet til den biologiske verden og naturressourcer er i dyb krise. Det bliver omdrejningspunktet for en menneskefigur på jagt mellem gigantiske insekter og andre dyr, som hun kan tage bolig i. Hvordan ser virkeligheden ud gennem en hunds øjne?

Til sommer blænder vi op for den store gruppeudstilling Soft Robots, som inviterer en række kunstnere til hver at dele et markant projekt, som undersøger den porøse grænse mellem mennesket, natur og teknologi. I flere af værkerne spiller stemmen og åndedrættet en væsentlig rolle – som en insisteren på det biologiske liv og en modstand mod vores hyperteknologiske virkelighed.

Alia Farid er tredje kunstner i udstillingsrækken om samtidskunst og kulturarv, som CC gennemfører sammen med Glyptoteket. Hendes værker er også optaget af naturressourcer, men i et geopolitisk perspektiv, hvor udvindelsen af vand bliver del af politiske magtspil og konflikter.

2025 er også året, hvor vi blænder op for det nye, innovative formidlingsformat CC Create. Den første kunstner i rækken er den banebrydende performancekunstner Monster Chetwynd. Hvert år vil en international kunstner omdanne CCs Hal 4 til et 800 kvm stort åbent atelier, hvor gæster kan involvere sig i kreative processer inspireret af kunstnerens egen praksis og tilgang til det at skabe nyt. Hal 4 var oprindeligt malesal for Det Kongelige Teater og bliver nu omdannet til atelier igen – dog i en ny og eksperimenterende udgave, hvor publikum lukkes ind i kunstnerens arbejdsmetoder. Projektet er del af en integreret vision om at formidle kreativitet som metode. I Monster Chetwynds hænder bliver atelieret omdannet til et dionysisk paradis.

Velkommen på CC!
Marie Laurberg, Direktør

Igangværende udstillinger

Marta Minujín
Intensify Life
Lukker 21.04.2025

Hele foråret kan man stadig opleve Intensify Life, den argentinske superstjerne Marta Minujíns anmelderroste udstilling på CC. Udstillingen er blevet kaldt ”overrumplende og charmerende” (Kulturkupeen) og ”lige den udstilling, vi ikke vidste, at vi gik og savnede” (Kunstkritikk).

Minujín fylder CCs to største haller og har udlånt et udvalg af de sjældne, bløde neonfarvede malerier og collager, der har været hendes signatur, siden hun i 1960’erne brød igennem med sit eget take på popkunsten, forankret i Buenos Aires’ farverige og vibrerende byliv. Kunstneren har genskabt flere af sine mest markante installationer specielt til CC – herunder den gigantiske labyrint La Menesunda (1965), som er en af kunsthistoriens første totalinstallationer. I den 11 rum store labyrint bevæger man sig gennem en sump, en neongade, der lugter af grillkylling, og ind og ud af Minujíns eget hoved, som rummer en fuldt funktionel skønhedssalon – i ægte Minujínsk stil. Glæd dig til at blive forført, udfordret og opløftet.

La Menesunda: According to Marta Minujín er organiseret i samarbejde med Tate Liverpool og Museo de Arte Moderne de Buenos Aires og bliver vist på Copenhagen Contemporary, København, Danmark; Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía, Madrid, Spain; KANAL – Centre Pompidou, Bruxelles, Belgien og Tate Liverpool, England.

Project Art Works
Residential
Lukker 09.03.2025

Det britiske kunstner- og aktivistkollektiv Project Artworks er flyttet ind på CC i udstillingen Residential, hvor de både har arbejdet i Hal 4 – og i kulissen. I udstillingen vises et udvalg af de værker, der er skabt i regi af kollektivets 20-årige arbejde med at understøtte marginaliserede gruppers mulighed for at udtrykke sig gennem kunst og kreativitet, ligesom publikum selv kan prøve kræfter med nogle af kollektivets metoder. I kulissen har gruppen arbejdet tæt sammen med CCs team på at udvikle en ny kunstpædagogisk metode, så borgere med komplekse støttebehov nu som noget helt nyt kan modtage undervisning i kunst og kreativitet i særlige, lukkede workshops på CC. Et tiltag, hvormed CC aktivt ønsker at udvikle sin inklusion af nye grupper af borgere, så flere får adgang til kunsten på præmisser, som er tilpasset deres særlige behov.

James Turrell
Aftershock
Nyerhvervet permanent installation

Den kraftfulde lysinstallation Aftershock af den amerikanske kunstner James Turrell har fået et permanent hjem på CC. Værket blev erhvervet i 2024 og markerer som det allerførste værk i CCs samling grundlæggelsen af 21st Century Collection.

Aftershock er en totalinstallation skabt specifikt til CC af den amerikanske lyskunstner James Turrell. Ved at udsætte synet for en intens strøm af farve kan hjernen begynde at hallucinere i et forsøg på at skabe mening i et endeløst farvefelt. Værket er et hovedværk i Turrells oeuvre og det eneste værk af kunstneren, som bruger stroboskoplys.

I Aftershock oplever man en desorienterende effekt, hvor rummets grænser fremstår som utydelige, og man kan blive i tvivl, om ens øjne er åbne eller lukkede.

Turrell betegner sine værker som beholdere for lys, hvor lys og farve opleves som fysiske materialer. I en bredere forstand handler hans praksis om lys som en både fysisk og metaforisk tilstedeværelse, der betinger den menneskelige perception og dermed vores oplevelse af verden.

Nye udstillinger, der åbner i 2025

Emma Talbot
07.02 – 31.08.25

CC åbner forårssæsonen med den første store skandinaviske soloudstilling af den britiske kunstner Emma Talbot (f. 1969).

I sit kunstnerskab undersøger Emma Talbot vores evigt foranderlige verden og menneskets forbundethed med naturen og alt levende. Kendt for sit farverige og fantasifulde univers, der ofte befolkes af menneskelignende figurer, symbolske dyr og flydende landskaber, inviterer Talbot sit publikum til at reflektere over eksistentielle temaer som genfødsel, transformation, bæredygtighed og menneskets modstandsdygtighed over for systemisk kollaps.

Fra tegningen som det tilbagevendende udgangspunkt udvikler Talbot sine værker, der enten tager form som store, florlette silkemalerier, bløde stofskulpturer eller håndtegnede animationsfilm. Flere af udstillingens værker er skabt specielt til CC og undersøger et grundlæggende eksistentielt spørgsmål, som for kunstneren hænger sammen med bevidstheden om vor tids økologiske krisetilstand: ”Er vi en levende ting der er døende, eller en døende ting, der lever”?

Gennem inddragelse af både selvbiografi og psykologiske projektioner, feministisk teori og økopolitik, hukommelse og historiefortælling væver Talbots værker personlige oplevelser og følelser sammen med refleksioner over miljøkriser og kosmiske universer. Med sin kunst fremmer Talbot en post-antropocentrisk vision, der skærper vores bevidsthed om verdens indbyrdes forbundethed og inspirerer os til at gentænke radikale former for bæredygtighed, omsorg og frihed.

CC Create x Monster Chetwynd
13.04.25 – 16.08.26

I 2025 åbner CC for et helt nyt formidlingsformat, CC Create, der omdanner CCs Hal 4 til et 800 kvm stort åbent atelier for alle CCs gæster. Denne hal har tidligere i bygningens historie fungeret som malersal for Det Kongelige Teaters kulissemalere, og rummet transformeres nu tilbage til et producerende rum. I 2025 vil den verdensberømte britiske performancekunstner Monster Chetwynd (f. 1973) forvandle atelieret til et spektakulært univers, hvor publikum i fællesskab kan udfolde sig kreativt og mødes omkring læring gennem leg og kreativitet med udgangspunkt i Monster Chetwynds egen kunstneriske proces. Projektet CC Create er baseret på en integreret vision om at styrke det kreative selvværd hos vores børn og unge med udgangspunkt i et stærkt medskabende fællesskab. Særligt uddannede værter hjælper publikum i gang.

Monster Chetwynds kunstneriske praksis omfatter en række forskellige medier, herunder installation, skulptur, performance, film og maleri. Deres værker er kendt for at være både sprudlende og humoristiske og blande udtryk, der læner sig op ad det glamourøse, groteske eller mareridtsagtige. Kunstneren og deres performere skaber håndlavede kostumer, masker, rekvisitter og scenografier, der ofte er lavet af genbrugsmaterialer, og som bevidst omfavner en DIY-æstetik. Chetwynd inviterer gæsterne til at deltage i projekter, der gennem kollektive handlinger skubber til de klassiske grænser mellem kunstner, kunst og publikum.

Udstillingen på CC vil præsentere en monstrøs totalinstallation med særligt fokus på den kreative medskabelse, hvor gæsterne på forskellige måder får mulighed for at sætte deres eget præg.

Cecilia Fiona
Ghost Flower Ritual
10.04 – 19.04.25

I vor tids accelererende biodiversitetskrise forsvinder plantearter og blomster med alarmerende hast. Hvordan kan disse tabte arter og deres betydninger genfortælles? Og hvis de kunne vende tilbage som legemliggjorte væsener med budskaber til fremtiden, hvad ville de så fortælle os?

I påsken præsenterer CC et nyt tværæstetisk performanceprojekt, Ghost Flower Ritual, skabt af den danske billedkunstner Cecilia Fiona (f. 1997) i samarbejde med komponist Sophie Søs Meyer (f. 1991) og det klassiske musikensemble Athelas Sinfonietta. Projektet forener maleri, skulptur, kostumer, musik og dans og vækkes til live gennem en række live koncert-performances i april måned. Ghost Flower Ritual opstår her som én stor sanselig totalinstallation, hvor publikum inviteres til at opleve et okkult ritual om blomsterånder, biodiversitetskrisen og håbet om genopstandelse.

Ghost Flower Ritual tager udgangspunkt i en alkymistisk myte om en videnskabsmand, der brænder en blomst, kun for at få den til at spire igen fra sin egen aske. Til værket har Cecilia Fiona skabt en række skulpturer og kostumer, som aktiveres af musikere og performere under fire spilledage i april.

Ghost Flower Ritual uropføres på CC d. 10. april 2025 (premiere) og vil derefter blive opført som live koncert-performance seks gange. Performancen varer ca. 45. min.

Spilledatoer og -tider:

  • Lørdag d. 12. april kl. 14.00 og kl. 16.00
  • Torsdag d. 17. april kl. 18.00 og kl. 20.00
  • Lørdag d. 19. april kl. 14.00 og kl. 16.00

Book din billet her: https://copenhagencontemporary... inkluderer entré til CC.

Soft Robots
20.06 – 31.12.25

Hvorfor vækker ny teknologi så meget håb og frygt i os? Forholdet mellem mennesket og teknologien er et af den moderne periodes helt store dramaer, ofte med maskinen i rollen som frelseren, der kan overvinde menneskets begrænsninger, eller som monstret, der truer vores eksistens. I samtidskunsten udvikler kunstnerne imidlertid nye og mere komplekse visioner, hvor menneske, teknologi, dyreliv og plantearter opererer i symbiotiske konstellationer. Udstillingen Soft Robots udforsker dette spor i kunsten med bidrag af en række danske og internationale kunstnere, som hver især præsenterer deres bud på den nye syntetiske biologi og dens mulige forbindelse til det åndelige.

Udstillingens koncept er inspireret af H.C. Andersens klassiske eventyr Nattergalen (1843), hvor en mekanisk (robot)fugl sættes i kontrast til den ægte nattergals naturlige og livgivende sang. Denne dualisme opløses i en række pan-asiatiske livsfilosofier, hvor ideen om objekters sjæl åbner for en tættere forbindelse mellem teknologi og biologi. Med aktuelle værker og kunstnerskaber, der spejler og krydser disse positioner, tager Soft Robots favntag med forestillingen om den levendegjorte teknologi som en menneskelig kopi og tegner et poetisk billede af teknologiens forgreninger i vores liv, natur og væren i verden på tværs af eksistenser.

Udstillingen præsenterer bl.a. nye værker af de internationale kunstnere Joan Heemskerk og Alice Bucknell, som er udvalgt fra CCs internationale Open Call residency-samarbejde med Arts at CERN under titlen Collide.

Alia Farid
03.10.25 – 23.03.26

Til efteråret præsenterer Glyptoteket og Copenhagen Contemporary den første soloudstilling i Danmark med den kuwaitisk-puertoricanske kunstner Alia Farid. Udstillingen udgør den tredje og sidste del af den ambitiøse udstillingsrække Hosting Histories – Revisiting Cultural Heritage of the Middle East and Beyond (2023-2025) skabt i samarbejde mellem Glyptoteket og CC.

Alia Farid (f. 1985) bor og arbejder i Kuwait og Puerto Rico. Gennem både industrielle og håndlavede objekter, udfolder Farids multidisciplinære praksis sig som kritiske læsninger af, hvad det vil sige at eksistere og høre til i en verden af global usikkerhed. Uanset om det er skulpturer af drikkefontæner formet som vandbeholdere, forstørrede amuletter, der forener gamle og moderne materialer eller filmiske vidnesbyrd om udvindingsindustriens sociale og økologiske konsekvenser i det globale syd, udfordrer Farids praksis koloniale narrativer og undersøger, hvordan materialer og former transformeres og skifter betydning på tværs af tid og sted.


For mere information om programmet:
Marie Laurberg, CCs Direktør
marielaurberg@cphco.org
+45 3017 1404

Pressekontakt:

Alma Vrå Hjorth, Digital Redaktør
alma@cphco.org
+ 45 2276 0081

Download pressemateriale her:
https://copenhagencontemporary...

Related links

Topics

Categories

Regions


Copenhagen Contemporary (CC) er Københavns internationale kunstcenter, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens verdensstjerner og nye talenter. CC har til huse i den prægtige gamle B&W-svejsehal istandsat af arkitekt Dorte Mandrup, der med sine i alt 7.000 m2 smukke industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker. Det er kunst, man ofte kan gå ind i og sanse med hele kroppen.

Contacts