Skip to content
RAT BAG
RAT BAG – Esben Weile Kjærs og Anne Sofie Madsen

Press release —

Rotterne indtager København

Efter at have stjålet opmærksomheden på Copenhagen Fashion Week og gjort sig bemærket under Art Basel-ugen er Esben Weile Kjærs og Anne Sofie Madsens rotter nu på vej til Refshaleøen. Den 27. november lancerer Copenhagen Contemporary Rat Bag – CC Edition i samarbejde med de to kunstnere.

Da Anne Sofie Madsen sendte sin SS26-kollektion 'Lick the Star' på catwalken under Copenhagen Fashion Week i august 2025, var det ikke kun kjolerne, der løb med opmærksomheden. Det var også en rotte. En blank, plysset clutch i metalliske farver med glasøjne, skabt i samarbejde med kunstneren Esben Weile Kjær og inspireret af hans glasfiberrotter, der har turneret museer verden over.

Modepressen tog den straks til sig. Financial Times erklærede: »Brat summer is dead, long live rat summer.« Vogue Scandinavia skrev, at rotterne havde invaderet modeugen, i-D kaldte tasken modeugens nye It-Girl og Dazed udråbte den til sæsonens accessory.

Siden har rotterne fortsat deres tur gennem kunstverdenen. Under Art Basel-ugen i juni 2026 blev Rat Bag udstillet og solgt som bærbar skulptur – og tasken blev revet væk. Samtidig lod Esben Weile Kjær og Andersen’s Contemporary rotterne overtage en tom kontorbygning på Basel Social Club. Nu vender de hjem til København.

Et stykke kunst og accessory i ét

Rat Bag – CC Edition er produceret i fire farver i et begrænset oplag og sælges eksklusivt gennem CC for 749 kr. Hver taske er nummereret og leveres med et certifikat.

Tasken kan allerede nu forudbestilles og afhentes på CC fra lanceringsdatoen den 27. november.

Glam, trash og Black Friday

Datoen er ikke tilfældig. Rotten er et af byens mest forhadte dyr – og samtidig en overlever, der lever af det, vi smider ud. I Esben Weile Kjærs og Anne Sofie Madsens hænder bliver den et kunstobjekt, man kan bære: et skadedyr forvandlet til et symbol på glamour, begær og kulturel magt.

At lancere den på årets største forbrugsdag er både en kommentar og en invitation. Rat Bag er et objekt, der taler ind i overforbrug, hype og ægthed – og som samtidig er til at få fat i – hvis man ellers er hurtig.

»Rotten er et dyr, ingen vil have, men den overlever. Den tilpasser sig. Vi ser den sjældent som smuk – men her bliver den noget, man begærer,« siger Anne Sofie Madsen.

For Esben Weile Kjær er tasken en fejring af glam og trash: »Det er ikke et dyrt objekt. Det er noget, vi kan producere, og som folk rent faktisk kan få fat i.«

»Esben havde en af sine første store soloudstillinger, HARDCORE FREEDOM, her på CC i 2020, så det føles rigtigt, at rotterne gør holdt her. Men CC er kun et mellemstop. Herfra flytter de ud i verden som små kunstværker, der lever deres eget liv hos dem, der tager dem med sig,« siger Marie Laurberg, direktør for CC.

Eventet den 27. november

Lanceringen er gratis og åben for alle. Programmet byder på:

  • Samtale mellem Esben Weile Kjær og Anne Sofie Madsen om tasken, rotter, design og grænsen mellem kunst og mode
  • Salg og udlevering af Rat Bag – CC Edition – også af forudbestilte tasker
  • Esben Weile Kjærs oppustelige rotteskulptur i CC’s foyer, som også kan opleves i ugen op til eventet
  • Hvad: Lancering af Rat Bag – CC Edition af Esben Weile Kjær og Anne Sofie Madsen
  • Hvornår: Fredag den 27. november 2026 kl. 17:45 – 19:45
  • Hvor: Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173A, 1432 København K
  • Entré: Gratis
  • Pris: 749 kr. pr. taske
  • Oplag: Begrænset oplag i fire farver
  • Forudbestilling: Her – afhentes til eventet eller senere på CC. Ingen forsendelse.
  • Skulptur i foyeren: 24. November – 27. november

Fakta

Om kunstnerne

Esben Weile Kjær (f. 1992, Aarhus) bor og arbejder i København. Hans kunstneriske praksis spænder over skulptur, installation og performance og trækker på popkultur, populærmusik og visuelle subkulturer for at undersøge forholdet mellem identitet, nostalgi, autenticitet og iscenesættelse. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2022, og hans arbejde har været præsenteret internationalt på institutioner som Amant i New York, Centre Pompidou i Paris, Neue Nationalgalerie i Berlin og BOZAR i Bruxelles.

Anne Sofie Madsen Anne Sofie Madsen er uddannet fra Det Kongelige Akademi og har arbejdet for John Galliano i Paris og Alexander McQueen i London. Hendes praksis spænder over beklædning, tegning og installation. I 2014 blev hun som den første danske womenswear-designer optaget på Chambre Syndicale du Prêt-à-Porter des Couturiers et des Créateurs de Modes officielle showkalender i Paris. Hun har siden præsenteret sine kollektioner i Paris, Tokyo, New York og København. Hendes arbejde har modtaget en række danske og internationale priser og legater og har indgået i to udstillinger i Den Danske Pavillon i Venedig.

Topics

Categories

Regions


Copenhagen Contemporary (CC) er Københavns internationale kunstcenter, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens verdensstjerner og nye talenter. CC har til huse i den prægtige gamle B&W-svejsehal istandsat af arkitekt Dorte Mandrup, der med sine i alt 7.000 m2 smukke industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker. Det er kunst, man ofte kan gå ind i og sanse med hele kroppen.

Contacts