Pressemeddelelse -

Nye store testcentre på vej i København og på Frederiksberg

I løbet af den næste uge kommer der tre nye store kviktestcentre i Københavnsområdet. Centrene skal imødekomme den øgede efterspørgsel på test.

På Ofelia Plads, i Fælledparken og ved Frederiksbergcenteret, bliver der de kommende dage opsat store kviktestcentre. Det sker for at kunne følge med behovet for flere tests i Region Hovedstaden.

Fredag kom nyheden om den generelle opskalering af testkapacitet. Det betyder, at Copenhagen Medical, der driver kviktestcentrene i Region Hovedstaden fra om to uger, skal kunne teste 74.000 borgere og allerede lørdag begyndte opbygningen af testcenteret på Ofelia Plads.

Centeret forventes at åbne midt i næste uge og vil kunne teste op til 12.500 borgere pr. dag. I løbet af ugen opbygges også et testcenter ved Frederiksberg Centeret, som forventes at åbne fredag. Her skal der kunne testes 3.500 borgere pr. dag. I næste weekend igangsættes arbejdet så med at sætte et stort center op i Fælledparken, der skal kunne teste op til 25.000 borgere om dagen.

Planlægningen er sket i et tæt samarbejde med Region Hovedstadens akutberedskab og Københavns og Frederiksberg kommuner.

”Alle har løftet i flok. Når vi skal rykke så hurtigt, er det nødvendigt, at alle arbejder fokuseret mod det fælles mål vi har, om at være med til at bremse smitten. Det har vi oplevet både i Regionen, hos kommunerne og alle vores øvrige samarbejdspartnere, der er sprunget til med kort varsel,” siger pressechef i Copenhagen Medical, Trine Baadsgaard.

Tæt dialog med andre kommuner
Med kravet om at kunne levere op til 74.000 daglige tests, stiger behovet for tests også i de øvrige kommuner i regionen.
”Vi er selvfølgelig allerede i tæt kontakt med alle kommuner i regionen for at optimere og opskalere de lokationer, der er for små, så der hurtigst muligt bliver etableret passende kapacitet alle steder i regionen. Det skal være så tilgængeligt og let at blive testet som muligt, for at det kan fungere i borgernes hverdag,” siger Trine Baadsgaard.

Fredag åbnede et nyt center på Frue Plads og frem til kapaciteten øges vil Copenhagen Medical have ekstra fokus på borgernes tilgængelighed.

”Vi følger situationen nøje, sætter maksimal bemanding på, hvor det er muligt og nødvendigt og arbejder med flyvende udskiftninger i podebåsene, så de ikke står tomme, når vores kolleger skal have pauser,” siger Trine Baadsgaard.

Emner

  • Corona

Regions

  • Hovedstaden

I vores fysiske sundhedscentre suppleret med mobile teams - også på havet - tilbyder vi virksomheder og borgere en række forebyggende sundhedsydelser som vacciner, tests, undersøgelser, prøver m.fl. med højt fokus på kvalitet, tilgængelighed og ordentlighed i mødet med den enkelte.
Vi er et nytænkende, moderne og mere effektivt alternativ og supplement til det offentlige sundhedssystem.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt Pressekontakt