Pressemeddelelse —
Historisk hotel i Køge har fået nyt liv
Efter en omfattende renovering står Four Points Flex Køge nu klar med moderniserede værelser, nye studiolejligheder med eget køkken og en lounge, der er hotellets nye samlingspunkt.
Four Points Flex Køge har slået dørene op til et færdigrenoveret hotel. Renoveringen har givet både værelser og fællesområder en markant opgradering og skal skabe mere moderne og fleksible rammer for både ferie- og erhvervsgæster.
Blandt nyhederne er 9 studiolejligheder med egne køkkenfaciliteter, som især skal gøre hotellet attraktivt for gæster, der opholder sig i Køge i længere perioder eller som bare ønsker sig mere plads og flere faciliteter end ved et traditionelt hotelophold.
Også hotellets fællesområder har fået nyt liv. Et nyt loungeområde danner ramme om morgenmadsbuffeten, men er indrettet til at kunne bruges hele dagen - til arbejde, en pause eller ren afslapning.
“Vi har haft fokus på at skabe et hotel, hvor funktionalitet og et moderne udtryk går hånd i hånd. Det handler ikke kun om nye værelser og møbler, men om at skabe rammer, der fungerer for den måde, gæster bruger et hotel på i dag. Samtidig har det været vigtigt for os at bevare noget af hotellets historie og genbruge det, der stadig havde værdi. Derfor har en række af de eksisterende stole fået nyt liv med nyt polster, mens dele af gulvet fra hotellets gamle diskotek er blevet omdannet til et bord i morgenmadsrestauranten. På den måde har både fleksibilitet, genbrug og respekt for hotellets historie været tænkt ind gennem hele projektet,” siger Sebina Christensen, projektkoordinator hos Core Hospitality.
Som en del af de nye faciliteter har hotellet desuden fået en 24/7 selvbetjeningskiosk, hvor gæsterne kan købe snacks og andre fornødenheder døgnet rundt - også når snacklysten rammer på skæve tidspunkter.
For Lene Buhl Haslund Jensen, hotelchef på Four Points Flex Køge, betyder renoveringen, at hotellet nu kan tilbyde gæsterne en bedre samlet oplevelse.
“Det er fantastisk at kunne byde vores gæster velkommen til det færdige hotel. Vi har fået nogle rammer, som vi er rigtig stolte af. Særligt vores nye lounge giver hotellet et naturligt samlingspunkt, mens studiolejlighederne åbner for, at vi kan tilbyde en god løsning til gæster, der skal bo hos os i længere tid,” siger Lene Buhl Haslund Jensen.
Four Points Flex Køge er en del af Core Hospitalitys portefølje af Four Points Flex-hoteller i Danmark og drives under Marriott Internationals brand.
“Renoveringen i Køge er et godt eksempel på, hvordan vi løbende udvikler vores hoteller med udgangspunkt i gæsternes behov. Vi har skabt et mere moderne og fleksibelt hotelprodukt, samtidig med at vi holder fast i det, Four Points Flex skal være: en enkel og ukompliceret hoteloplevelse med det, gæsten reelt har brug for,” siger Peter Haaber, administrerende direktør i Core Hospitality.
Four Points Flex by Sheraton Køge ligger centralt i Køge med kort afstand til bymidten og gode forbindelser til resten af Sjælland.
Emner
Kategorier
Regions
Om Core Hospitality
Core Hospitality er en dansk hoteloperatør, der er uafhængig af varemærker og fleksibel til at drive alle hoteltyper og kan derfor implementere og drive præcis det koncept, der passer bedst til ejendommen og beliggenheden. Core Hospitality voksede ud af Zleep Hotels og har siden etableret en stærk portefølje af hoteller: 14 Four Points Flex by Sheraton hoteller i Danmark, to Moxy hoteller i Norge, et Fairfield by Marriott og Residence Inn by Marriott i København samt Kirk Suites i Vejle og A Place To Hotel i Esbjerg. Bekræftede kommende projekter inkluderer Moxy Aarhus og Four Points Flex by Sheraton Glostrup. Læs mere på corehospitality.dk eller følg os på LinkedIn.