Nyhed -
Iværksætterturen 2013
På ægte rockstjernemanér turnerer de to unge iværksættere Casper Blom og Mads
Lund i disse dage rundt i hele landet. I tre uger skal de unge mænd på
henholdsvis 20 og 24 år, bo i den autocamper, der skal transportere dem fra
handelsskole til handelsskole. Missionen er enkel: De vil have iværksætteri på
skoleskemaet.
»Jeg satte mig den mission, at jeg gerne vil have iværksætteri på skoleskemaet. Jeg vil gerne sætte et eksempel og være rollemodel,« siger Casper Blom.
Ifølge Christian Vintergaard, administrerende direktør i Fonden For Entreprenørskab, er der i den grad mangel på undervisning i iværksætteri. Ifølge ham er der dog en positiv udvikling, men stadig ikke nok.
»I dag er der cirka 150.000, der modtager undervisning i entreprenørskab på landets uddannelser. Det er cirka en fordobling på tre år, men det er stadig ikke alle, der får den fulde oplysning,« siger han.
Det er ikke tilfældigt, at netop de to iværksættere skal fortælle de unge studerende om iværksætteri. 24-årige Mads Lund skabte sammen med to studiekammerater hjemmesiden Drinkster, hvor man kan købe tilbud på drinks, som kan bruges i byen. På rekordtid har sitet fået en millionomsætning.
20-årige Casper Blom har altid gået rundt med en iværksætter i maven. Han startede i 2005 med at sælge 300 golfbolde til sin farfar. På det tidspunkt var han blot 12 år. I 2007 købte han domænenavnet billigegolfbolde.dk, og i 2010 rundede webshoppens omsætning en million kr. Samtidig er han medejer af fem andre virksomheder.
Casper Blom har selv gået på Roskilde Handelsskole. Her manglede han iværksætteri på skoleskemaet. Ifølge ham lærer man det ikke nødvendigvis ved at læse tykke bøger eller have lange forelæsninger.
»Jeg vil gerne være med til at inspirere og motivere de unge, fordi det er noget andet, når vi står i øjenhøjde og fortæller, at alle kan gøre det, og alle kan blive en succes, hvis de vil. Det handler bare om at ville det nok og prioritere sin tid. En lærer, der har læst om iværksætteri i en bog, kan ikke fortælle om det på samme måde, som nogle, der selv har gjort det,« siger Casper Blom.
Der findes ikke en endelig opskrift på, hvordan man starter som iværksætter. Der er mange forskellige måder at starte op på. Derfor er målet med turen ikke, at fortælle de unge mennesker, hvordan de skal gribe det an, men at inspirere dem til at tage springet.
»Det er ikke, fordi man skal lære iværksætteri. Man skal skubbes i gang. Jeg kan fornemme, når vi er ude på skolerne, at der er mange med gode idéer, og som har energien. De skal bare skubbes i gang. Det er, som om de står en meter fra kanten, men lige mangler det sidste skub. Det kan man give dem, ved at fortælle, at det godt kan lade sig gøre,« siger Casper Blom
Det kan Keith Fobian, administrerende direktør i Dana – de selvstændiges, som har sponsoreret Danmarksturen, nikke genkendende til. Han mener samtidig, at for mange skræmmebilleder har været medvirkende til, at unge ikke tør kaste sig ud i iværksætteri.
»Det er enormt vigtigt, at unge med en iværksætter i maven bliver opmærksomme på, at det rent faktisk kan lade sig gøre. De har behov for at høre historier fra det virkelige liv, der fortæller, hvordan andre har gjort det. Og der kan sådan en som Casper jo få os alle sammen til at se, at selvom det kan gå galt, kan det lade sig gøre, hvis man har en god idé og tænker i den rigtige retning,« siger Keith Fobian.
Ifølge Christian Vintergaard, er problemstillingen rigtigt set. De studerende lærer ikke nok om iværksætteri og er ikke altid klar over mulighederne.
»Der er mange unge, der går igennem et uddannelsesforløb uden at blive bekendt med, at man kan starte sin egen virksomhed,« siger Christian Vintergaard, men fortæller samtidig, at der faktisk er flere, der modtager undervisning i entreprenørskab end for tre år siden.
Men ifølge ham er der stadig alt for mange studerende, der ikke ved, hvordan man bliver iværksætter. De studerende er ikke klar over de muligheder, de har med deres uddannelse. For ham at se er der to veje. Der er lønmodtagervejen og iværksættervejen.
»I øjeblikket er der mange afskedigelser både i de private erhverv og det offentlige. Derfor er det vigtigt, at folk er opmærksomme på, at man kan blive iværksætter. Alternativet er arbejdsløshed, og selvom der er en vis risiko ved at starte sin egen virksomhed, er risikoen ved at gå arbejdsløs endnu højere,« siger Christian Vintergaard.
Han tilføjer desuden, at der samtidig er en samfundsøkonomisk gevinst, hvis vi får flere iværksættere i Danmark. Med det skrumpende jobmarked mener han, det ville være rigtig fint, hvis studerende kan motiveres til at starte som iværksættere.
Se også artikel i Berlingske Business
Læs mere om Iværksætterturen her
Emner
- Erhverv
Kategorier
- iværksætterturen
- casper blom
- mads lund