Nyhed -

​Fantastisk program venter tilskuerne torsdag i Ballerup Super Arena

Torsdag venter der en cykelaften med lidt til enhver smag i Balerup Super Arena. Årets Cykelrytter og Årets Talent i dansk cykelsport skal kåres, såvel som der blandt andet skal køres 100 kilometer internationalt parløb.

En hyldest af de danske vindere af internationale mesterskabsmedaljer i 2016, kåring af Årets Cykelrytter og Årets Talent i dansk cykelsport, rekordforsøg i 200 meter med flyvende start, Kim Refshammers traditionelle mindeløb og uddeling af Thorvald Madsen Fondens legat. Det er blot et udsnit af de begivenheder, der kan opleves torsdag i Ballerup Super Arena, inden aftenens program kulminere med et stærkt besat internationalt parløb over hele 100 km.

- Jeg synes virkelig, vi har noget at tilbyde tilskuerne. Så jeg håber og tror på, at der kommer mange tilskuere i hallen på torsdag, og er med til at skabe en forhåbentlig fantastisk stemning, der kan runde cykelåret 2016 flot af. Vi glæder os ihvertfald til at byde folk velkomne til en cykelfest, forklarer DBCs eventansvarlige Jimmi Madsen.

100 km parløbet bliver præsenteret af El-installatør Claus Dalsgaard a/s. Blandt favoritterne til at vinde løbet kan nævnes 6-dagesløbets Par nr. 7 Michael Mørkøv/Lasse Norman, de danske mestre Casper Folsach/Frederik Rodenberg, Par nr. 9 Jesper Mørkøv/Marc Hester, men også udenlandske par som østrigerne Andreas Graf/Andreas Müller og tyskerne Achim Burkart/Nico Hesslich plus den tyske veteran Leif Lamper og det danske super talent Julius Johansen, der kører som Par nr. 14.

Rekordforsøget i 200 meter med flyvende start blive udført af henholdsvis den danske mester William Milkowski og den danske U19-mester Jakob Joensen. Den nuværende danske rekord på dansk jord indehaves af Lars Brian Nielsen, og lyder på 10,643 sekunder.

Årets Cykelrytter er den mest prestigefyldte pris i dansk cykelsport. Prisen blev uddelt første gang i 1976. Det er de aktive licensryttere i Danmark, der stemmer om hvem, der skal modtage prisen. I år er de nominerede Jakob Fuglsang, Amalie Dideriksen, Annika Langvad, 4000 meter holdet og Magnus Cort.

Se torsdagens program på DBC's hjemmeside. Pressen kan blive akkrediteret ved at kontakte Kenneth Møller Kristensen. 

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • dcu
  • landevejscykling
  • mountainbike
  • banecykling

Relateret materiale