Pressemeddelelse -
DCU-formand er valgt ind i den europæiske cykleunion
Danmarks Cykle Unions formand Henrik Jess Jensen blev søndag valgt ind i management-komitéen i den europæiske cykleunion, UEC. Det blev han på unionens kongres i Bruxelles.
Foruden Henrik Jess Jensen består komitéen også af Martin Wolf (Tyskland) Agata Lang (Polen), Rocco Cattaneo (Schweiz), Alexander Gusyatnikov (Rusland) og Sahib Alakbarov (Azerbadjan).
På kongressen, hvor alle 50 europæiske medlemsnationer deltog, blev franskmanden David Lappartient desuden genvalgt som UEC-præsident.
- Jeg er meget glad for valget og samtidig ydmyg overfor den store opbakning, siger Henrik Jess Jensen, der fik opbakning fra 45 af de 50 medlemslande i Europa.
- Det viser, at der er respekt om vores sportslige arbejde og samtidig opbakning til de holdninger til international cykelsport som vi i Danmark og Norden arbejder for, fortsætter DCU-formanden.
Henrik Jess Jensen er valgt for fire år og får således mulighed for i en årrække at påvirke UEC's vision om at udvikle cykelsporten i Europa.
Etableringen af europamesterskabet i landevejscykling i 2016 og en række andre EM'er i andre discipliner de foregående år har vist, at et samlet europæisk forbund vil have indflydelse i cykelsporten.
- På vegne af Danmarks Cykle Union ser jeg meget frem til, at værtskabet for EM på landevej er tildelt Herning og Danmark til august, siger Henrik Jess Jensen, der i januar blev genvalgt for to år som formand for Danmarks Cykle Union.
Emner
- Cykling
Danmarks Cykle Union (DCU) er en interesseorganisation for aktive cykelryttere, og alle der klæder om og bruger cyklen som konkurrence-, trænings- og motionsredskab. DCU består af mere end 300 klubber og med samlet set over 30.000 medlemmer, fordelt over hele landet.
DCUs formål er at aktivere flest mulige personer på alle niveauer og sikre den enkeltes udviklingsmuligheder indenfor cyklesportens rammer.
Danmarks Cykle Union er medlem af Danmarks Idrætsforbund og er Team Danmark Verdensklasseforbund, fordi vi vinder medaljer til Danmark.