Pressemeddelelse -

Fra tætte Tokyo til micro Copenhagen

Hvis du synes boliger er små og dyre i København - så tag ikke til Tokyo! De høje priser på byggegrunde gør Tokyo til en af de dyreste byer og derfor må man tænke kreativt for at få mest ud af de sparsomme kvadratmeter. Til eventen Micropenhagen den 29. august sættes der fokus på japansk arkitektur og mikroboliger i forbindelse med Dansk Arkitektur Centers aktuelle udstilling af den japanske tegnestue Atelier Bow-Wows boliger.

Den unge tegnestue KATOxVictoria kommer og fortæller om deres erfaringer med Tokyo og den japanske arkitektur. Tegnestuen består af japanske Hiroshi Kato og danske Victoria Diemer Bennetzen (kendt som vært på Arkitektens Hjem). Kato illustrerer bl.a. forskellen mellem Danmark og Japan ved at vise fotos af hans japanske lejlighed og hans danske samt hans japanske fødselsdagsfest og den han holdt i København! 

Kato og Victoria vil derudover fortælle om deres dansk-japanske samarbejde som unge og up coming arkitekter ud fra en række af tegnestuens spændende arkitektur- og design projekter - og ikke mindst om livet og boformer i Tokyo og København, hvor de begge selv har boet og arbejdet gennem flere år. 

Vinderen af fotokonkurrencen #micropenhagen afsløres

Ved arrangementet afsløres samtidig vinderen af konkurrencen #micropenhagen på Instagram, der gennem udstillingsperioden har opfordret Instagrammere til at dele fotos af sjove eksempler på mikroboliger. KATOxVictoria er dommere i konkurrencen og kommer til arrangementet med deres begrundelse for valget af vinderfotoet. Præmien er et gavekort til Letz Sushi.

Sidste chance for at opleve Atelier Bow-Wow

Det er sidste chance for at se udstillingen 'Atelier Bow-Wow: Fremtidens bolig i byen?' inden den lukker ned samme dag.

Dato: 29. august 2014 kl. 16-17:30

Sted: Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, 1401 København K

Tilmelding: Arrangementet er gratis – tilmelding på: http://www.dac.dk/

BAGGRUND

Om Atelier Bow-Wow udstillingen

Atelier Bow-Wow er en af vor tids mest originale tegnestuer, og deres arkitektur og tænkning har inspireret arkitekter verden over til at bygge tæt og til at arbejde med sociale sammenhænge i arkitekturen.

Tegnestuens særprægede arkitektur fortolker og inddrager byen på original og inspirerende vis. Signaturprojekterne er de meget små boliger, der med stor opfindsomhed indpasses i Tokyos ekstremt tætte kvarterer, og hvor sammenhængen mellem det private og offentlige rum nytænkes.

Udstillingen viser udvalgte arbejder af japanske Atelier Bow-Wow, som i dag bygger og vækker opmærksomhed over hele verden. Udstillingen fokuserer på tegnestuens arbejde med boligen i byen - en disciplin, tegnestuen har udforsket gennem en lang række projekter, der hver især flytter grænserne for, hvordan man kan bygge og bo i byen.

Med udstillingen vil Dansk Arkitektur Center inspirere til, hvordan vi kan bo tættere, mere forskelligt og måske sjovere i fremtidens storbyer.

Om KATOxVictoria

KATOxVictoria er en ung dansk-japansk tegnestue grundlagt i 2011 af arkitekterne Kato af Hiroshi Kato og Victoria Diemer Bennetzen (kendt som vært på Arkitektens hjem) med base i København.

KATOxVictoria er selvsagt et tværkulturelt samarbejde, der udforsker grænselandet mellem arkitektur og kunst - og søger at gentænke byggede kulturer i Danmark og Japan gennem undersøgelser af gældende samfunds vilkår og basis typologier:

"Da vi begge har boet og arbejdet i Danmark og Japan ser vi os selv forbundet til begge lande som arkitekter såvel som personligt."

KATOxVictoria har en stor spændvidde i projekttyper og arbejder bl.a. med boliger, interiør design, byplanlægning, grøn- og social renovering, midlertidig arkitektur og udstillinger:

"Vores arkitektur og design tager udgangspunkt i, at kombinere den japanske stil i arkitektur, der vender elementerne lidt på hovedet med et enkelt og poetisk formsprog i en lille skala - med dansk arkitektur, der i en større skala forsøger at skabe byggede miljøer og rammer, der svarer på sociale udfordringer i store velfærdsprojekter."



Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • byudvikling
  • bolig
  • arkitektur
  • japan
  • minihus
  • mikroarkitektur
  • event
  • udstilling
  • dansk arkitektur center
  • katoxvictoria
  • victoria diemer bennetzen

Dansk Arkitektur Center (DAC) er Danmarks nationale center for udvikling og formidling af viden om arkitektur, byggeri og byudvikling. DAC er en projektorganisation med finansielt grundlag i et offentligt-privat partnerskab mellem Realdania og staten. Staten er repræsenteret ved Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

Relateret materiale

  • Japanske arkitekter viser hvordan vi kan bo småt men godt

    Ny udstilling på Dansk Arkitektur Center viser boliger skabt af den fremtrædende, japanske arkitektvirksomhed Atelier Bow-Wow, der har specialiseret sig i at udnytte den sparsomme plads i millionbyen Tokyo til sidste, hundedyre kvadratmeter.