Pressemeddelelse -

Afklaring om overskudsvarme giver grøn optimisme

Efter 9 år med uklarhed om regler for udnyttelse af overskudsvarme, har Folketinget endelig sat et godt, grønt punktum. Det er en god nyhed for det grønne Danmark, lyder det fra Dansk Fjernvarme.

”Der udarbejdes en analyse af mulighederne for bedre udnyttelse af overskudsvarme fra industri. Problemstillingen drøftes i forligskredsen inden medio 2013.” Sådan stod der i energiaftalen fra 2012, der med energiminister Martin Lidegaard i spidsen blev præsenteret 22. marts. Denne linje afstedkom de såkaldte afgiftsanalyser, som energibranchen skulle vente helt indtil 2017 med at få indsigt i resultatet af.

Regeringsskifter, yderligere analyser, energiaftaler, klimaaftale og endelig en politisk aftale alene om overskudsvarme. Ventetiden har været lang og kampen for at få lov til at bruge energien to gange uden at skulle betale tårnhøje afgifter har været hård. Men fornuften har sejret og energisektoren fået afklaring.

- Det er tæt på at være en historisk dag i dag, at Folketinget endelig har stemt en aftale igennem, der giver energisektoren afklaring på, hvilke regler, der gælder for udnyttelse af overskudsvarme. Det er en rigtig god dag med en aftale, der bringer os tættere på et klimaneutralt Danmark, siger Jesper Koch, analysechef i fjernvarmens tænketank, Grøn Energi.

Klog elektrificering
Tænketanken Grøn Energi har tidligere beregnet, hvordan overskudsvarme har potentiale til på den korte bane at udgøre ca. 10 procent af fjernvarmeforbruget. Den nyligt offentliggjorte Varmeplan Danmark 2021 ved Aalborg Universitet siger, at overskudsvarmen i 2045 vil kunne udgøre helt op til 30 procent af fjernvarmeforbruget. Dermed vil det kunne bidrage til at fortrænge den sidste fossile energi samt reducere prisen på fjernvarme.

- Med overskudsvarme følger mange steder store varmepumper og dermed er det en oplagt og klog måde at integrere grøn strøm på i varmesystemet. At vi nu får mulighed for at gøre drømme til virkelighed, skal klima- og energiminister Dan Jørgensen og alle de ordførere, der har bidraget til forhandlingerne og som nu stemmer lovforslaget igennem, have stor tak for, siger Jesper Koch, der fortsætter:

- Nu har vi rammerne på plads og dermed er det op til fjernvarmeselskaberne i samarbejde med industrien, datacentrene og alle de andre virksomheder, der har processer, som udleder store mængder varme, at komme i gang med at få varmen udnyttet. Men der er ingen tvivl om, at det nu er blevet lettere at være fjernvarmeselskab og det bliver grønnere at være fjernvarmekunde.

Ingen afgift på vedvarende energi
Med lovforslaget bliver det nu slået fast, at overskudsvarme, der stammer fra elektricitet ikke pålægges en overskudsvarmeafgift ligesom det kendes i dag for vedvarende energi. Virksomheder som leverer overskudsvarme, som stammer fra fossile brændsler kan se frem til en fast overskudsvarmeafgift på ca. 25 kr./GJ (2015- niveau), som indekseres med inflationen årligt.

Den høje afgift på 25 kr./GJ kan imidlertid godtgøres fuldt ud, hvis virksomheden indgår en aftale med myndighederne, som forpligter til at udføre energigennemgange for at gennemføre energieffektiviseringstiltag på de anlæg og processer, som overskudsvarmen kommer fra.

Der indføres samtidig en ny prisregulering med et prisloft på 77 kr./GJ i 2022 for alle former for overskudsvarme. Principperne om substitutionspriser vil dog fortsat være gældende i aftaler mellem fjernvarme og industri og reelt vil substitutionsprisen ofte sætte prisen for overskudsvarmen.

Af hensyn til de små overskudsvarmeleverandører indføres der en bagatelgrænse på 0,25 MWh, som undtager disse anlæg for prisreguleringen og de administrative krav til overskudsvarme.

Related links

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • energi
  • fjernvarme
  • grøn energi
  • dansk industri
  • dansk fjernvarme
  • overskudsvarme
  • varmepumper
  • grøn omstilling
  • jesper koch

Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for landets cirka 370 fjernvarmeselskaber og dækker 99 % af fjernvarmemarkedet samt 40 % af den samlede termiske elkapacitet i Danmark.

3,7 mio. danskere eller cirka 1,8 mio. husstande har fjernvarme. Det svarer til, at mere end 65 % af danskerne får deres opvarmning leve­ret gennem et fjernvarmerør.

Fjernvarmesektoren i Danmark beskæftiger i alt cirka 10.800 - godt 1.800 i selve varmeforsyningen og 9.000 i industrien med udvikling og produktion eller rådgivning. Mens antallet i selve varmeforsyningen har været konstant de seneste 5 år, er antallet af ansatte i indu­strien steget med i gennemsnit cirka 3 % årligt. Fjernvarmeindustrien eksporter for i alt 6,4 milliarder kroner.

Kontakt

Jesper Koch

Analysechef 29252948

Rune Birk Nielsen

Pressekontakt Pressechef +45 2490 4197

Relateret materiale