Pressemeddelelse -

Digital fjernvarme er bedre fjernvarme

Dansk Fjernvarme er positive overfor anbefalingerne fra Regeringens Digitaliseringspartnerskab, der netop har offentliggjort sine forslag til øget digitalisering.

Fjernvarmesektoren er i gang med digitalisering med det formål at give kunderne bedre og sikker forsyning, understøtte den grønne omstilling og sikre effektivisering af fjernvarmen.

Hovedparten af alle fjernvarmemålere er skiftet til digitale fjernaflæste målere. Det giver bedre information til kunderne om deres varmeforbrug, lækkageovervågning og korrekt indstilling af anlæg og bedre afkøling. De samme målere anvendes til driftsoptimering af fjernvarmen, så forsyningssikkerheden er høj samtidig med at der kan sikres bidrag til effektivisering af fjernvarmen.

- Digitaliseringen betyder blandt andet, at fjernvarmen langt bedre kan modtage f.eks. overskudsvarme og genbruge denne i fjernvarmen. Digitalisering er også automatisering af styringen af varmrproduktionen fra mange grønne kilder som solvarme, kollektive varmepumper, biomasse og biogas. Det hele understøtter den grønne omstilling, siger Steen Kramer Jensen, projektleder i Dansk Fjernvarme, der fortsætter:

- Der er grund til at hilse Digitaliseringspartnerskabets anbefalinger velkommen. Men når det er sagt, så er det vigtigt, at de data, der samles med henblik på at kunne anvendes i en fortsat fælles digitalisering, indsamlet og behandles i respekt for den konkurrence, som forsyningsselskaberne er i med andre energiformer.

Forsyningsselskaberne er åbne
Fjernvarmen er klar til at stille data til rådighed for innovation og udvikling af nye effektive løsninger. Mange fjernvarmeselskaber har allerede aftaler om deling af data og deltagelse i udviklingsprojekter. Kravet til datadeling er dog at der findes løsninger, som både beskytter borgernes persondata og beskytter de digitale systemer mod cyberangreb. Der mangler i den forbindelse en betalingsordning for de ekstra omkostninger det vil medføre.

- Forsyningsselskaberne deltager gerne i samarbejde om at udvikle løsninger som Data-Space, hvis det kan bidrage til yderligere grøn omstilling og effektivisering af den fremtidige fjernvarmelevering, så kunderne oplever endnu flere fordele ved at have valgt fjernvarme, siger Steen Kramer Jensen.

 

Partnerskabets anbefalinger for forsyningssektoren:

  • Langsigtet handlingsplan for digital acceleration af den grønne omstilling
  • Klimavenlige energi- og forsyningsydelser via øget adgang til målerdata
  • Effektiv grøn omstilling via nationalt data space for energi- og forsyningsdata

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • klima
  • fjernvarme
  • digitalisering
  • dansk fjernvarme
  • energi

Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for landets 400 fjernvarmeselskaber og dækker 99 % af fjernvarmemarkedet samt 40 % af den samlede termiske elkapacitet i Danmark.

3,6 mio. danskere eller cirka 1,7 mio. husstande har fjernvarme. Det svarer til, at mere end 64 % af danskerne får deres opvarmning leve­ret gennem et fjernvarmerør.

Fjernvarmesektoren i Danmark beskæftiger i alt cirka 10.800 - godt 1.800 i selve varmeforsyningen og 9.000 i industrien med udvikling og produktion eller rådgivning. Mens antallet i selve varmeforsyningen har været konstant de seneste 5 år, er antallet af ansatte i indu­strien steget med i gennemsnit cirka 3 % årligt. Fjernvarmeindustrien eksporter for i alt 6,4 milliarder kroner.

Kontakt

Rune Birk Nielsen

Pressekontakt Pressechef +45 2490 4197