Pressemeddelelse -

Energiens eksportstjerner: Hold fast i et stærkt hjemmemarked

Et stærkt hjemmemarked for energi og forsyning er afgørende for industriens muligheder på eksportmarkedet og bør derfor stå centralt i en ny energiaftale. Sådan lyder budskabet fra vind-, vand- og varmesektoren forud for en konference om industriens eksportmuligheder.

Vind-, vand- og varmesektorerne eksporterer i dag i alt for 80,6 milliarder kroner og er dermed de tre største eksportører af forsyning- og energiteknologi og rådgivning. De tre sektorers brancheforeninger, Vindmølleindustrien, DANVA og Dansk Fjernvarme, er onsdag vært ved et arrangement hos Berlingske Media, hvor de sætter fokus på, hvordan den høje eksport fastholdes og udbygges.

Vindmølleindustrien leverer med omkring 55 milliarder kroner den største andel af den samlede eksport af energiteknologi og rådgivning. Foreningen understreger, hvor vigtig ambitiøse mål for udbygningen med vedvarende er. Og fremhæver også muligheden for at teste og demonstrere ny teknologi:

”Vedvarende energi og særligt vindenergi er i dag et førstevalg i energiforsyningen. Alligevel skal vi fortsat have ambitiøse grønne ambitioner for at drive omstillingen og udvikle de grønne teknologier yderligere. Det skal Danmark være i front med. Vi udvikler vores grønne eksport ved at være grønt foregangsland også i 2030,” siger Jan Hylleberg, adm. direktør for Vindmølleindustrien.

Vandsektoren, der årligt eksporterer for knap 20 milliarder kroner, ser gode muligheder for at udbygge eksporten.

”Vandselskabernes rolle er at være åbne test- og udviklingscentre, hvor de i samarbejde med rådgivere og producenter udvikler nye løsninger, som sikrer vandsektoren effektivitet og kvalitet i Danmark. De nye ideer markedsmodnes efterfølgende til eksport af samarbejdsparterne. Modellen er enestående i verden og et resultat af Vandvision 2025, der er initieret af DANVA i samarbejde med Dansk Miljøteknologi og DI med forankring i Miljø- og Fødevareministeriet,” siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

Ifølge DAMVAD vil vandvision skabe 11.000 nye arbejdspladser i vandbranchen i 2025.

I fjernvarmesektoren, der har øget sit BNP-bidrag fra 16,5 milliarder kroner i 2013 til 19,1 milliarder kroner i 2017, er der ingen tvivl om, at en ny og langsigtet energipolitisk aftale bør have fokus på hjemmemarkedet for at understøtte selskabernes mulighed på eksportmarkedet.

- Teknologiudvikling i fjernvarmesektoren er lig med billigere og mere miljøvenlig varmeforsyning til glæde for forbrugerne. Når industrien har gode betingelser for at udvikle og afprøve teknologien i Danmark, øger det også deres muligheder på eksportmarkedet. Vi har derfor alle gode grunde til at ønske os en ambitiøs energiaftale, der stiller krav til udbygningen med vedvarende energi i fjernvarmesektoren, lyder det fra Kim Mortensen der er direktør i fjernvarmeselskabernes brancheforening.

De tre sektorer har alle deres største eksportmarkeder i nærmarkederne. Det er Tyskland, Storbritannien, Sverige, Norge og Frankrig, der fylder mest i ordrebøgerne. Men også USA og Kina importerer en del danske varer fra energi- og forsyningssektoren.

Samlet eksporterer vind-, vand- og varmesektorerne i Danmark for 80,6 mil­liarder kroner. Det svarer til 5,5 procent af den samlede danske eksport, der i 2017 lå på 1.455 milliarder kroner.

For mere information, kontakt

Vindmølleindustrien: Peter Alexandersen, presseansvarlig, tlf. +45 2225 9072, e-mail: pal@windpower.org

DANVA: Karsten Bjørno, kommunikationschef, tlf. +45 2014 3542, e-mail: kbj@danva.dk

Dansk Fjernvarme: Rune Birk Nielsen, pressechef, tlf. +45 24904197, e-mail: rbn@danskfjernvarme.dk

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • eksportstjerner
  • bnp
  • eksport
  • danva
  • vindmølleindustrien
  • dansk fjernvarme

Kontakt

Rune Birk Nielsen

Pressekontakt Pressechef +45 2490 4197