Pressemeddelelse -

​Fjernvarmen breder sig i Danmark: 22.000 nye kunder i år

Fjernvarmen har godt fat i Danmark. Og der sker fortsat flere konverteringer fra sort varme til grøn fjernvarme. 2 ud af 3 danske husstande har nu fjernvarme.

Der bliver gravet godt med fjernvarmerør ned rundt om i de danske byer. Siden 2010 er der i gennemsnit blevet koblet 16.145 husstande på fjernvarmen hvert år. Og der kom hele 22.465 nye kunder på i 2020, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Med udgangen af 2020 opvarmer fjernvarmen nu 66 procent af Danmarks husstande.

Fjernvarmeselskabernes brancheforening, Dansk Fjernvarme, glæder sig over, at mange af fjernvarmeselskaberne har taget udfordringen op med at konvertere boliger fra sort varme som olie og gas til grøn fjernvarme.

Dansk Fjernvarmes politiske chef, Rune Moesgaard, peger især på, at fjernvarme er ren komfort i modsætning til individuelle løsninger, hvor folk selv skal stå for vedligehold af deres varmekilde.

- Fjernvarme er både en grøn og billig opvarmning. Og så er det nemt og bekvemt for kunderne. Når først du har fjernvarme, skal du sjældent spekulere på, om det virker. Måske lige om dine termostater er indstillet korrekt, siger Rune Moesgaard.

Det er da også komforten, som Dansk Fjernvarme har sat fokus på i sin landsdækkende kampagne Grøn fjernvarme – fremtiden lige for vores fødder, der har kørt som TV-reklame på de regionale TV2-stationer i november måned, hængt på reklamesøjler landet over og været vist massivt på de sociale medier.

I løbet af de seneste 10 år er andelen af vedvarende energi steget fra 44 til 66 procent.

- Fjernvarmen er den grønneste og ofte billigste løsning for husejerne, når de skal vælge, hvordan de vil have deres bolig opvarmet. Det næste store skridt frem mod en endnu grønnere fjernvarme vil være en højere grad af elektrificering med store eldrevne varmepumper, så fjernvarmen kan udnytte industriens overskudsvarme og geotermi, siger Rune Moesgaard.

- Fjernvarmen er det eneste energisystem, der kan udnytte industriens overskudsvarme. Og har vi ikke det kollektive system til at skubbe på den grønne omstilling, når vi ikke regeringens mål om at blive CO2-neutrale i 2050. Derfor er det vigtigt, at vi værner om kollektiv forsyning og ikke lægger alverdens forhindringer i vejen for, at selskaberne kan fortsætte udviklingen, siger Rune Moesgaard med henvisning til, at der i øjeblikket pågår en politisk debat om, hvorvidt fjernvarmeselskaberne skal underlægges en bureaukratisk ny regulering, eller om de får rum til at investere i den grønne omstilling.

Emner

  • Miljø, energi

Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for landets 400 fjernvarmeselskaber og dækker 99 % af fjernvarmemarkedet samt 40 % af den samlede termiske elkapacitet i Danmark.

3,6 mio. danskere eller cirka 1,7 mio. husstande har fjernvarme. Det svarer til, at mere end 64 % af danskerne får deres opvarmning leve­ret gennem et fjernvarmerør.

Fjernvarmesektoren i Danmark beskæftiger i alt cirka 10.800 - godt 1.800 i selve varmeforsyningen og 9.000 i industrien med udvikling og produktion eller rådgivning. Mens antallet i selve varmeforsyningen har været konstant de seneste 5 år, er antallet af ansatte i indu­strien steget med i gennemsnit cirka 3 % årligt. Fjernvarmeindustrien eksporter for i alt 6,4 milliarder kroner.

Kontakt

Rune Moesgaard

Politisk chef +45 2490 4149

Rune Birk Nielsen

Pressekontakt Pressechef +45 2490 4197

Mikkel Lysgaard

Pressekontakt Pressekonsulent +45 29 10 30 98

Relateret materiale