Pressemeddelelse -

​Regelmæssige servicetjek kan sænke varmeregningen

Faste servicetjek af fjernvarmeinstallationen via Fjernvarmens Serviceordning holder anlægget i form. Det kan give en lavere varmeregning, oplyser magasinet Fjernvarmen, der netop er udkommet.

Det er en selvfølgelighed for de fleste bilejere at få den firhjulede tjekket og optimeret på kryds og tværs ved serviceeftersyn hos en mekaniker efter faste intervaller. Bremserne tjekkes, filtre renses, og motoren får frisk olie, så maskineriet er klar til at køre videre. Men får du også udført regelmæssig service på din fjernvarmeinstallation, så den kører bedst muligt?

De seneste ti år har VVS-montører i Fjernvarmens Serviceordning tjekket fjernvarmeinstallationer, rør, gulvvarme og radiatorer i danske boliger. Blandt de danskere, der benytter ordningen, er Kristen S. Mark, der netop har fået hovedeftersyn af sit parcelhus i Hadsten.

- Vi får eksperter til at gennemgå installationerne og vurdere, hvad vi kan gøre. På den måde kan vi optimere vores varmeforbrug. Kan vi spare varme, optimerer vi jo også på vores økonomi, siger Kristen S. Mark til magasinet Fjernvarmen.

84 fjernvarmeselskaber og 346 servicefirmaer er med i Fjernvarmens Serviceordning.

- Dansk Fjernvarme giver serviceordningen sin varmeste opbakning og ser gerne, at endnu flere varmeforsyninger bliver del af den. Ordningen har styrket fokus på kvaliteten af installationerne og har bidraget til at løfte den, siger teknisk konsulent i Dansk Fjernvarme Rasmus Bundegaard Eriksen.

Serviceordningen består af to centrale elementer: VVS’ere tager en tillægsuddannelse i fjernvarme og certificeres, så de kan udføre de servicetjek, der er det andet element i ordningen i form af de faste hovedeftersyn og serviceeftersyn, som forbrugerne får udført med faste intervaller.

Mange fejl kan rettes
Fjernvarmens Serviceordning har et indberetningssystem, som ­montører leverer oplysninger om fjernvarmeinstallationerne til når de har udført besøg hos kunderne.

- Tallene viser, at der er fejl på over halvdelen af fjern­varmeinstallationerne, og det gode ved at opdage dem er, at de jo så kan rettes. Der er mange forskellige årsager til fejlene, men ofte er det forindstilling af radiatorventiler, den er gal med. Ved ekspansionssystemer, varmtvandstempe­ratur og automatik til vejrkompensering er der fejl på 25 procent af installationerne. Der er altså klart potentiale for at gøre det bedre, siger sekretariatsleder for Fjernvarmens Serviceordning, Kai Borggreen fra Teknologisk Institut til magasinet Fjernvarmen.

Kai Borggreen fortæller, at for 20 procent af installationerne betyder hovedeftersynet, at afkølingen er for­bedret mellem 4 og 16 grader.

Det er de enkelte fjernvarmeselskaber, der beslutter, om de vil tilbyde ordningen til deres varmekunder - eventuelt i samarbejde med lokale vvs-installatører. Der er også vvs-installatører, der tilbyder ordningen udenom varmeselskaberne.

www.fjr-ordning.dk kan fjernvarmekunder finde servicevirksomheder i deres lokalområde og samtidig se hvilke fjernvarmeselskaber, der er en del af ordningen.

FAKTA: Service af fjernvarme

Ved hovedeftersyn efterser, tester og justerer fagfolk fjernvarmeinstallationerne. Desuden gennemgår de boligerne som for eksempel isolering, vinduer og radiatorer. De vejleder også i varmeforbrugsvaner.

Servicebesøgene hvert andet år holder boligernes fjernvarmeanlæg i form med et vedligeholdelsestjek, hvor anlæggene gennemgås og justeres, så de fortsat fungerer bedst muligt.

Related links

Emner

  • Miljø, energi

Dansk Fjernvarme er fjernvarmens brancheorganisation og dækker 99 procent af fjernvarmeproduktionen i Danmark. Varmen produceres af i alt ca. 400 fjernvarmeselskaber, hvoraf 40 er kommunale forsyninger, der samlet tegner sig for 50 procent af fjernvarmeleverancen. Den anden halvdel af fjernvarmen produceres af omkring 350 andelsselskaber. 51 procent fjernvarmen produceres af vedvarende energi.

I alt får 1,7 millioner husstande eller 3,6 millioner danskere deres varme fra fjernvarme.

Fjernvarmeindustrien eksporterede i 2016 for 6,6 milliarder kroner og forventer, at eksporten vil stige til cirka 10,7 milliarder kroner i 2025.

Kontakt