Nyhed -

Børn kan booke et videomøde med en hospitalsklovn

Nu er det muligt for børn på børneafdelinger at booke et videomøde med blandt andre Baroli, Ziggi, Nienke, Elmer og Luna.

Som en ny digital løsning, har vi lanceret et bookingsystem, hvor børn og forældre kan booke et møde med en hospitalsklovn på en skærm. Det er særligt relevant i en tid, hvor mange – især syge børn – er isoleret for omverdenen på hospitaler og derhjemme på grund af corona-restriktioner.

- Det er meget vigtigt for os, at børnene ikke føler sig alene. Vi ved, hvor stor en hjælp hospitalsklovnene er for børnene under deres sygdomsforløb, og vi har erfaret, at video er et godt alternativ til det fysiske møde, for børn er utrolig gode til at bruge en skærm, siger direktør i Danske Hospitalsklovne, Kenneth Øhrberg Krag.

Vi arbejder løbende på at videreudvikle og forbedre brugsoplevelsen af bookingsystemet, og til at begynde med bliver det introduceret til børn og forældre på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital. Derefter er intentionen, at det skal ud til flere børneafdelinger og behandlingssteder i resten af landet.

Erfaringen med videoopkald er gode, så planen er, at vi skal fortsætte med at videreudvikle det digitale indhold, så vi stadig vil være virtuelt til stede, når Danmark åbner igen.

- Vi har fundet ud af, at der er mange muligheder med videoopkald blandt andet indenfor psykiatri-området, siger Kenneth Øhrberg Krag.

Sådan er vi der også for børnene 

Ud over at introducere et bookingsystem, afprøver vi løbende andre måder, vi kan være til stede på og nye digitale løsninger. Vi er blandt andet med på en skærm ved blodprøvetagning på Rigshospitalet, foretager videoopkald til børn på sengeafdelingen på Hospitalsenheden Midt, Viborg og BUA Børne-og Ungdomspsykiatri, Sengeafsnit 5 for Skolebørn – Viborg, sender videohilsner til børn, vi kender, og camperer foran sygehusene og sender børn og familier godt ind og ud.

Vi er stadig på de hospitaler, hvor det er muligt, og når vi besøger de indlagte børn, følger vi altid de gældende retningslinjer for brug af værnemidler og test på de respektive besøgssteder. Derudover bliver vi hjemme ved symptomer på COVID-19, undgår fysisk kontakt, holder afstand og følger Sundhedsmyndighedernes anbefalinger vedrørende mundbind i det offentlige rum.

Kontakt Kommunikationskonsulent i Danske Hospitalsklovne: Samia Birchholdt samia@danskehospitalsklovne.dk eller 3135 3866.

Kontakt

Josefine Fischer Hüttel

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 31 35 38 66