Pressemeddelelse -

177 millioner SKAL udbetales på fredag

I de sidste 12 uger har 1. præmiepuljen i Eurojackpot vokset sig større og større. Nu er det slut med vokseværk: På fredag skal de 177 millioner nemlig uddeles. 

Der er god grund til at spille med i fredagens Eurojackpot, som er det store europæiske Lotto. Vi lover nemlig at udbetale 177 millioner kroner. Det skyldes reglen om, at en 1. præmiepulje skal udbetales, hvis puljen har rullet videre i 12 uger. 

1. præmiepuljen har ikke været udløst siden fredag d. 26. oktober 2012. Her fik en heldig københavner en noget usædvanlig start på weekenden, da personen løb med 135 millioner kroner. 

Siden har ingen spillere haft de fem vindertal og to stjernetal, som det kræver for at udløse puljen. Men nu lover vi altså, at 1. præmiepuljen finder en eller flere ejermænd. Hvis ingen har de fem vindertal og to rigtige stjernetal, går præmiepuljen videre til 2. præmie-vinderne. 

Om Eurojackpot 

Eurojackpot havde premiere den 23. marts 2012. Både spillerne i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien og Danmark spiller ind til de gigantiske puljer, som skal gøre europæiske Lotto-spillere til multimillionærer. 1. præmiepuljen er hver uge på minimum 63 millioner kroner. En række koster 15 kroner og kan købes hos en af Danske Spils forhandlere eller på danskespil.dk. Overskuddet i Danmark går til velgørende formål via Tips- og Lottomidlerne. 

1. februar udvides samarbejdet til også at tælle spilleselskaber i Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen og Kroatien. Det ophæver samtidig kravet om, at en 1. præmiepulje maksimalt må rulle videre i 12 uger. Dog fastholdes loftet på 90 millioner euro, hvilket svarer til cirka 670 millioner kroner. Det betyder, at puljen skal udbetales, når den lander på dette beløb.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • danske spil
  • eurojackpot

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv

Relateret materiale