Pressemeddelelse -
Dronningens Nytårstale: Bitcoin, Søens Folk og Ghana – Her er de 10 mest spillede ord
Kl. 18.00 på søndag går Dronning Margrethe i gang med sin 45. nytårstale. Og hos Danske Spil har man udbudt odds på mere end 250 ord, som Hendes Majestæt kan nævne.
Det mest spillede ord er ’Søens Folk’ til odds 10, men også Aarhus (både med dobbelt-a og bolle-å) og Ghana er med i puljen blandt de 10 mest spillede ord. Begge ord ligger til odds 1,50, og der er da også gode muligheder for, at Dronningen nævner lige præcis de to ord, hvis man spørger Danske Spils oddssættere.
”Aarhus har været europæisk kulturhovedstad i år, og Hendes Majestæt er også protektor for byen, så derfor forventer vi også, at hun nævner Aarhus i hendes nytårstale, ligesom vi forventer, hun nævner Ghana, da hun var på statsbesøg tidligere på året,” siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddsansvarlig i Danske Spil.
Blandt de mest spillede ord med høje odds finder man bl.a. Bitcoin, Kvindelandsholdet og E-sport, og her vil Peter Emmike Rasmussen da heller ikke afskrive ordene helt.
”Kommer Dronningen til at nævne kvindelandsholdet? Det er ikke utænkeligt, at hun vil sende en hilsen på baggrund af den flotte sølvmedalje ved EM i sommer, men man skal huske på, at odds 18 stadig er ret højt, så sandsynligheden for, at hun nævner det er stadig væsentligt mindre, end at hun ikke gør,” siger Peter Emmike Rasmussen.
Top 10 mest spillede ord i rækkefølge:
Søens Folk (odds 10)
Århus/Aarhus (odds 1,50)
Bitcoin (Odds 25)
Ghana (Odds 1,50)
Nytårsaften (Odds 1,08)
Kulturhovedstad (Odds 1,65)
Kvindelandsholdet (Odds 18)
E-sport (odds 15)
En del af noget større (Odds 75)
#Metoo (Odds 50)
Emner
- Sport