Pressemeddelelse -

Eurojackpotmillionær fejrede gevinst med at grave have

Fyn er ikke kun fin. Den er også heldig. Indenfor en måned er to fynboer rendt med 2. præmiepuljen i Eurojackpot. I fredags var det således en mand i halvfjerdserne, der løb med en gevinst på  5.936.559 kroner. På fredag er puljen i maks på 570 millioner skattefri danske kroner, og ryger der endnu en 2. præmie til Fyn, kan en heldig vinder se frem til 57 millioner kroner. Det er 2. præmiepuljen nemlig værd på fredag. 

Men tilbage til denne weekends heldige Eurojackpotvinder.

-Det var lørdag morgen, at jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde fået tjekket tallene fra dagen før. Man har jo ikke en forventning om, at man vinder, så man sidder der helt roligt med tekst TV åbent. Pludselig gik det så op for mig, at alle tallene var der. Så jeg gik ud og sagde til min kone, der lige var kommet ud fra badet: ”Du har lige vundet seks millioner kroner”, og så gik jeg ellers op og gravede have. Jeg tror slet ikke jeg kunne kapere det lige der. 

Parret tog dog ud at spise om aftenen for at fejre gevinsten med god mad og ekstra god rødvin, lyder det fra den heldige vinder, der understreger, at han gerne vil være anonym. Han siger også, at han da ville ønske, at han havde vundet pengene for 20 år siden, så ham og hans kone havde fået lidt mere ud af at bruge pengene.

-Vi er jo lidt oppe i årene, selvom vi heldigvis er ved godt helbred. Men jo ældre man bliver, jo færre penge bruger man. Så jo. Det havde da været sjovere, hvis den gevinst var rullet ind noget før, siger han muntert.

Parret vil med sikkerhed dele ud af pengene til deres to børn. Derudover ser de på en rejse her til vinter, hvor vejret er til den varmere side end i Danmark.

-Jeg lader min kone bestemme, hvor vi skal hen. Jeg har givet hende et par ønsker, men det er op til hende i sidste ende. Hun har nogle problemer med ryggen, så det afhænger lidt af rejsetid osv. Men nu har vi jo råd til at skrue op for komforten, lyder det. 

Den nyslåede millionær fortæller, at det giver en dejlig ro som pensionist at have så stort et plus på kontoen, men eftersom titlen endnu er meget ny, har parret, udover en vinterrejse og penge til børnene, ikke nået at tale om, hvad de vil bruge pengene på.

-Der er vi slet ikke nået til endnu. Men vi ved blot, at pengene skal bruges. Der er jo ikke lommer i et ligklæde, som man siger. Og nu er det jo også snart jul. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • eurojackpot
  • vinder
  • millionær
  • danske spil

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv