Pressemeddelelse -

Lotto-klub på Lego deler gevinst på 18 millioner kroner

Det er ni kolleger, der deler Lotto-gevinsten, som for fem uger siden blev vundet i Vorbasse. Den lokale befolkning har efterfølgende spurgt hinanden: ”Hvor er ejermanden?”

- Da jeg ringede rundt for at fortælle mine kolleger det, troede de ikke på det. Men jeg sagde til dem: ”Hvor tit har jeg lavet sjov med gevinster – aldrig”, fortæller formanden for en Lotto-klub, der er opstået gennem et arbejdsfælleskab på Lego i Billund.

Klubben har eksisteret i flere år. Med kun en lille udskiftning af medlemmer. En gang før har de vundet 400 kroner. Men denne gang ramte de altså plet med alle syv vindertal, og gevinsten lyder på 18.015.539 kroner – to millioner kroner pr. medlem.

Klubben har altid spillet de samme tal – men fornylig skiftede de over til en LynLotto, hvor tallene genereres tilfældigt. Dette er en af grundene til, at vinderne har ladet vente på sig.

- Jeg tager altid en kopi af kuponen og placerer den ægte i vores skab hos Lego. Men denne gang må jeg fejlagtigt have siddet og tjekket tallene på kopien fra ugen før. Jeg ved ikke, hvordan det kunne ske. Men jeg troede kun, vi havde en gevinst på 45 kroner. Og den havde jeg da ikke travlt med at hente, fortæller vinderen.

Både han og kollegerne vidste godt, at Danske Spil savnede en Lotto-millionær i området. Men de var sikre på, at det ikke var dem.

- Da jeg kom ned til forhandleren, sagde jeg, at jeg skulle hente 45 kroner, men der var altså mere på. Jeg blev helt paf, griner han.

Lotto-klubben har ikke lyst til at stå frem med navn eller billede. Flere af medlemmerne er stadig på ferie.

-Vi, der er på arbejde, kan slet ikke få armene ned. Og vi smiler hele tiden. Når vi er samlet igen, skal vi fejre det sammen, fortæller han og bekræfter, at der ikke blev arbejdet så meget på dagen, hvor de fik nyheden.

- Det er svært at arbejde med armene over hovedet.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • jackpot
  • lotto vinder
  • millionær
  • vinder
  • danske spil
  • danske spil a/s
  • lotto

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv

Relateret materiale