Pressemeddelelse -
Vandt 13.000 kr. hver måned i 13 år
Et par i slutningen af halvtredserne fra Middelfart har fået en ekstra god julegave i år. De har vundet 13.000 skattefrie kroner hver måned i 13 år på et Mega Quick Skrabelod.
”For halvanden måned siden havde min kone købt et lod med en gevinst på 50 kroner på. Det lå i bilen, fordi det det skulle ombyttes til et nyt. Så da hun endelig tog sig sammen, spurgte damen i kiosken, om hun bare ville have det øverste. Det svarede hun heldigvis ja til. Man kunne jo ligeså godt have rodet lidt i bunken, fortæller den meget taknemmelige vinder, da Danske Spil fanger ham.
”Vi kigger hver morgen på hinanden og siger: Er det virkelig rigtigt. Og så griner vi, fordi det er så fantastisk”, fortsætter han.
Parret, der ønsker at være anonyme, har aldrig haft mange penge, så man mærker tydeligt, hvor stort det er pludselig at kunne se frem til en samlet gevinst på 2.028.000 kroner.
”Vi har aldrig manglet noget, men har ikke haft specielt mange penge til rådighed. Jeg er altid gået efter Herregårds-koteletter på sidste salgsdag, og da vi forleden skulle have lavet et forsikringstjek, kunne jeg oplyse, at vi altså kun har møbler fra Ikea”, fortæller han.
Parret har også spillet Lotto fra første dag, det kunne lade sig gøre, men har aldrig vundet mere end 50 kr.
”Vi bliver selvfølgelig ved. Vi må være inde i en heldig stime. Og vi har spillet de samme tal i så mange år, så det må snart være vores tal, der bliver trukket”, lyder det.
Gevinsten er indtil videre blevet fejret med rødvin og to gode bøffer – og så skal parret for en sjælden gang ud at spise mellem jul og nytår.
”Det har konen bestemt. Det er jo ikke noget, vi gør ret tit, siger han og griner.
Det er også blevet til to nye sofaer fra Ikea, men de er bestilt, så betalingen først falder, når næste rate på 13.000 kr. kommer ind på kontoen.
”Og så skal børn og børnebørn selvfølgelig have nogle gode julegaver i år. Det er så fedt, at man kan give dem noget ekstra – og at mine børn fra nu af ved, at hvis de er på r…. sidst på måneden, kan de altid komme til mor og far”.
Rejsebureauerne skal dog ikke regne med, at de får parret som kunder - som så mange andre vindere af store gevinster.
"Vi har faktisk aldrig været Sydpå. Vi har altid holdt ferie i Danmark i et lejet sommerhus med ungerne. Og vi har endnu ikke set Lolland Falster, så det kan være, vi skal starte der", siger vinderen og benytter afslutningsvis lejligheden til at ønske alle en glædelig jul".
Emner
- Sport